Projektchef og lektor: Vi skal løsrive os fra fortidens logikker for at skabe bæredygtige landskaber

Transformation er nødvendig

De mange mål vidner om en polykrise, der er et symptom på et dybere problem: overskridelse af økologiske grænser, hvor vores forbrug overgår jordens evne til at regenerere, fordi vi bruger arealerne til noget, de ikke egner sig til.

I en lang periode har vi med en parade af kendte løsninger profiteret på at ensarte vores landskaber og gøre naturen til en produktionsfaktor.

Men de alvorlige udfordringer kræver løsninger, som i stedet frisætter landskabernes variation af miljøer, så de i højere grad kan bruges til noget, de egner sig til.

Men den grønne trepart og debatten om natur og miljø viser, at samfundet nu ønsker sig mere af landskaberne end alene økonomisk velstand.

Helga Grønnegaard og Andreas Aagaard Christensen
Partner og projektchef, Urland, og lektor, Roskilde Universitet

Derfor er en transformation af samfundets arealanvendelse nødvendig for at opnå de politiske mål, der er lagt frem i den grønne trepartsaftale.

Vi har styret natur og landskaber som produktionsfaktorer. Det har tilgodeset vores ressourcebehov og skabt økonomisk vækst og stor velstand på grundlag af en effektiv landbrugssektor.

Men den grønne trepart og debatten om natur og miljø viser, at samfundet nu ønsker sig mere af landskaberne end alene økonomisk velstand.

De fleste arealer og vandets kredsløb i landskabet forvaltes i dag som en del af jordbrugets ressourcegrundlag.

I en tid præget af industrialiseret jordbrug, hvor standardisering og skala er vigtige konkurrenceparametre, betyder det, at arealer med meget forskellige egenskaber bruges på samme måde.

Vanskelige marginaljorder

Men store dele af vores landskaber har længe været mere vanskelige at forvalte end resten: Det er de såkaldte marginaljorder.

Dansk Sprognævn registrerede ordet "marginaljord" første gang i 1977.

Også dengang indgik begrebet i en aktuel diskussion om problematisk anvendelse af arealer, hvis permanente naturlige egenskaber gør, at de kun vanskeligt lader sig udnytte som en produktionsfaktor i landbruget.

Ti år senere fik marginaljords-spørgsmålet igen aktualitet med EF's krav om, at samtlige medlemslande skulle bidrage til at nedbringe bugnende kornlagre.

Derfor skulle kornproduktionen begrænses og i slutningen af 1980'erne blev der indført en ordning for udtagning af landbrugsjord – i daglig tale kaldet braklægning.

Allerede dengang pegede økonomer på, at et aktivt indgreb for at få specielt tørvejorder ud af omdrift ville være berettiget ud fra en samfundsmæssig synsvinkel, fordi de samfundsmæssige omkostninger, inklusiv miljøomkostningerne, oversteg værdien af det privatøkonomiske udbytte ved dyrkning af en stor del af disse jorder.

I 1992 vedtog EU's landbrugsministre en omfattende reform af den fælles landbrugspolitik, den såkaldte MacSharry-reform.

I den anledning blev den hidtil frivillige braklægningsordning et krav i forbindelse med udbetaling af landbrugsstøtte.

Udtage de samme arealer

Mange af de samme arealer, som nu skal udtages fra landbrugsdrift i den grønne trepart, blev også taget ud af drift under EU's braklægningsordning.

Ud fra deres store viden om landbrug måtte lodsejerne selv bestemme, hvilke dele af dyrkningsjorden der skulle braklægges som forudsætning for at modtage hele landbrugsstøtten.

År for år pegede landmændene på mange af de samme marginaljorder. Da braklægningsordningen ophørte i 2009, blev godt 100.000 hektar pløjet op "over natten".

Vi skal gentænke investeringer, der øger værdierne i det lokale landskab, i de berørte lokalsamfund og på de enkelte ejendomme.

Helga Grønnegaard og Andreas Aagaard Christensen
Partner og projektchef, Urland, og lektor, Roskilde Universitet

Nu prøver vi at udtage de samme arealer igen. Ikke fordi de bidrager til for store kornlagre som tidligere, men fordi de er nøgleområder til en effektiv reduktion af udledning af CO2 og kvælstof og for fremtidens naturbeskyttelsesområder.

I samme periode har det ene udvalg efter det andet afgivet anbefalinger til de danske regeringer om at bringe naturen og vandmiljøet på ret kurs.

I flæng kan nævnes Wilhjelmudvalget og rapporten "En rig natur i et rigt samfund" fra år 2001, Natur- og Landbrugskommissionens arbejde og rapporten "Natur og Landbrug – en ny start" fra 2013 og senest den grønne trepart, der i juni 2024 indgik aftale med regeringen om "et Grønt Danmark".

Fundamentet for vores landskaber

Historien viser, at vi kender problemerne, men vi har ikke fundet en effektiv måde at løse dem på. Derfor skal vi løsrive os af fortidens logikker.

Samtalen om fremtidens arealanvendelse bør i stedet tage udgangspunkt i fundamentet for vores landskaber.

Det er jordens iboende ressourcer, som i lang tid har indgået i monofunktionelle produktionssystemer.

Men forskellene i landskabet er der fortsat, og de er fordelt efter jordbund, solindstråling, stejlhed, vådhed, temperatur, afstand til grundvand og de øvrige.

Hvis vi planlægger efter dem, kan vi opnå samme udbytte med et lavere niveau af investeringer. På den måde vil vi udnytte naturressourcerne inden for jordens evne til at regenerere.

Når en mose eller ådals-bund for eksempel anvendes, som om at den var højbundsjord og derfor drænes og dyrkes med kornafgrøder, fører det til risiko for øgede udledninger af klimagasser til både atmosfæren og næringsstoffer til vandmiljøet.

Det gælder mange arealanvendelser, der i dag lokaliseres uden hensyn til jordens egnethed, potentialer og begrænsninger.

For eksempel når landbrug udleder pesticider ovenpå vigtige grundvandsmagasiner, gødsker på steder, hvor næringsstoffer nemt transporteres videre i vandmiljøet, eller opdyrker jorde, der er sårbare overfor erosion.

Tænke i hele landskaber 

Det samme gælder robuste jorde, der med fordel kan sikre produktion og understøtte dyrkning af velegnede afgrøder.

Tænker vi i de samme arealtyper som hidtil, får vi sandsynligvis samme resultat, fordi vi overser variationerne i vores ressourcegrundlag.

Med en helhedsorienteret tilgang kan vi derimod etablere et informeret grundlag for forandring i samklang med landskabernes varierede ressourcegrundlag og dermed opnå robuste transformationer, der er bæredygtige socialt, økonomisk og biologisk over en lang tidshorisont.

Vi skal gentænke investeringer, der øger værdierne i det lokale landskab, i de berørte lokalsamfund og på de enkelte ejendomme.

Det vil kunne fremme demokratiske samtaler om forskellige anvendelsesmuligheder i stedet for værdibaserede partsindlæg om konkurrerende anvendelse af samme arealer.

I sidste ende er det det lokale engagement, der skal bære omlægningen igennem.

En helhedsorienteret tilgang bygger på krævende processer, som i dag ikke anerkendes i målrettede projektordninger.

Men nutidens arealanvendelse, administration og regulering bør ikke lægge begrænsninger på vores forestillingsevne. Med den grønne trepart har vi muligheden for at lykkes, hvis vi gør, som vi ikke plejer.