Grønne organisationer svarer igen: Havbrug kan ikke sameksistere med beskyttet natur. Det er en fejlslutning

Øresund og Lillebælt er under pres

Havbrug er store industrielle produktionsanlæg, der hvert år udleder tonsvis af næringsstoffer, organisk materiale, medicinrester og kobber direkte i havmiljøet og dermed kontinuerligt belaster de marine naturtyper og økosystemer.

Det er veldokumenteret, at netop alt for mange næringsstoffer er en af de altoverskyggende presfaktorer for naturen og miljøet i vores indre farvande og fjorde, herunder Lillebælt.

Derimod er forskning og naturpleje i sagens natur tiltag, der har til hensigt at fremme natur og biodiversitet.

Og et velreguleret rekreativt fiskeri med fredningstider, mindstemål og daglige fangstbegrænsninger, der løbende kan tilpasses fiskebestandenes udvikling, er i dag anerkendte og velafprøvede forvaltningsprincipper, der sikrer, at fiskeriet ikke skader økosystemer eller arters positive udvikling.

Logikken er, at aktiviteter, herunder de voldsomt miljøskadelige, er et grundvilkår i et moderne samfund – også i beskyttet natur. Det er en fejlslutning.

Maria Reumert Gjerding og Torben Kaas
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening, og formand, Danmarks Sportsfiskerforbund

Marine naturnationalparker er netop tænkt som områder, hvor de miljøbelastende presfaktorer forbydes og udfases, så naturen får mulighed for at komme sig, og danskerne igen kan opleve en vild og levende natur.

Hvis man ikke kan – eller vil – foretage den prioritering, reduceres parkerne til en ny etiket på status quo.

Pointen er ikke at flytte parkerne væk fra virkeligheden – men at ændre virkeligheden der, hvor naturen er mest presset og mest værdifuld.

Netop derfor giver det mening at udpege marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt, hvor potentialet for genopretning er stort, og hvor presfaktorerne er velkendte og veldokumenterede.

Drives på gamle tilladelser

Som nævnt udleder havbrug betydelige mængder kvælstof og fosfor direkte til havmiljøet. Næringsstoffer, som bidrager til fedtemøg, algeopblomstring og iltsvind – præcis de problemer, der allerede har bragt danske farvande i kritisk tilstand.

Særligt problematisk er det, at udledningerne fra havbrug også sker i sommerperioden, hvor algernes vækstbetingelser er bedst, og risikoen for iltsvind forøges.

Det kvæler ålegræs og skader naturtyper, som stenrev og lavvandede bugter, som netop er nogle af de særligt beskyttede naturtyper i netop Lillebælt.

I sit indlæg påpeger René Christensen i øvrigt, at “moderne havbrug i Danmark er blandt verdens mest regulerede fødevareproduktioner og underlagt strenge miljøkrav, løbende kontrol og konkrete udledningstilladelser”.

Og at de marine naturnationalparker “skal kunne etableres i samklang med lovlige, regulerede og miljøgodkendte aktiviteter og ikke i opposition til dem per definition”.

Men de tre eksisterende havbrug i Lillebælt – Flækøjet, Børup Sande og Årø – drives på meget gamle tilladelser, nogle helt tilbage fra 1992.

Siden 2006 har kravet ellers været, at havbrug skal have en miljøgodkendelse. Det har disse anlæg ikke. De er således ikke vurderet efter nutidens viden om kumulative effekter, sårbare naturtyper, klimaforandringer og den i forvejen alvorlige næringsstofbelastning af Lillebælt.

At fastholde havbrug i et område, der samtidig udpeges som marin naturnationalpark, uden først at tage dette opgør, er svært at forene med ambitionen om at skabe “spydspidser” for dansk havnatur, som Magnus Heunicke (S) har betegnet de kommende marine naturnationalparker.

På land ville ingen acceptere konventionelt landbrug, råstofgrave eller dumpning af forurenet jord i en naturnationalpark. Det samme princip må gælde til havs.

Maria Reumert Gjerding og Torben Kaas
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening, og formand, Danmarks Sportsfiskerforbund

Naturen har ventet længe nok

Sameksistens kan være et relevant princip mange steder i havet. Men naturnationalparker er ikke “mange steder”.

De er udpeget, fordi de skal repræsentere det højeste ambitionsniveau for naturbeskyttelse.

Hvis alt kan sameksistere med alt – også de aktiviteter, der dokumenteret forværrer havmiljøets tilstand – så mister begrebet sin mening.

Vi gentager derfor: På land ville ingen acceptere konventionelt landbrug, råstofgrave eller dumpning af forurenet jord i en naturnationalpark. Det samme princip må gælde til havs.

Debatten handler derfor ikke om at være “for” eller “imod” erhverv. Den handler om, hvad vi vil med marine naturnationalparker: Vil vi skabe reelle fristeder, hvor naturen får førsteprioritet, og hvor de mest skadelige aktiviteter udfases over tid? Eller vil vi nøjes med at tegne streger på et kort og kalde det beskyttelse?

Hvis Danmark vil leve op til de løfter, der blev givet, da de marine naturnationalparker blev lanceret, kræver det mod til at prioritere. Naturen har ventet længe nok.