Kommentar af 
Rune Engelbreth Larsen

Engelbreth Larsen: Friluftsrådet nærer absurd modvilje mod vildere natur

KLUMME: Man får sommetider det indtryk, at Friluftsrådet arbejder for at blokere vildere natur i Danmark, mener Rune Engelbreth Larsen. Rådets formand bidrager til at reducere naturforståelsen til kulisser for hundeluftning og kondiløbere. 

Friluftsrådet reducerer naturen til kulisser for hundeluftning og kondiløbere, mener Rune Engelbreth Larsen.
Friluftsrådet reducerer naturen til kulisser for hundeluftning og kondiløbere, mener Rune Engelbreth Larsen.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af og til får man indtryk af, at Friluftsrådet er en interesseorganisation for blokering af vildere natur i Danmark – i hvert fald hvis udmeldinger fra Friluftsrådets top er repræsentative for den store paraplyorganisation.

Påfaldende ofte synes toppen optaget af at lufte en nedsættende opfattelse af natur på naturligere præmisser, skønt vi lever i en tid, hvor naturen aldrig har haft det ringere, og hvor vildere natur i den grad er en mangelvare.

Da Liberal Alliances miljøordfører Carsten Bach for nylig foreslog en Naturpakke 2.0., der skulle »fremme højkvalitetsnatur«, tilstræbe »mere fri og vild natur« på statens lysåbne naturområder og undgå en naturforvaltning, der fokuserer mere på støttekroner end biodiversitet (Altinget, 25. august 2017), kunne Friluftsrådets formand, Lars Mortensen, have glædet sig over en af de sjældne politiske udmeldinger om at fremme naturværdierne, hvorefter han kunne være gået ind i en konstruktiv og nuanceret diskussion om implikationerne.

I stedet blev det til en kold skulder, der tog for givet, at »vores fælles natur mister sin værdi som rekreativt rum og et velfærdsgode, som kommer alle til gode«, hvis Naturstyrelsen nogle steder neddrosler forvaltningen, for at naturen kan udfolde sig uden pleje og indgreb (Altinget, 14. september 2017).

Noget, som Naturstyrelsen ellers i forvejen har erfaringer med (for eksempel den visionære bæverudsætning i Vestjylland og Nordsjælland og vildhestene på Sydlangeland), så hvorfor ikke gå i dialog med LA om udspillet i stedet for en automatisk forhåndsafvisning?

Og hvorfor er naturligere natur noget, der nødvendigvis truer friluftslivet i Friluftsrådets optik? Der er i dag vildheste ti steder i Danmark, bisoner tre steder og elge i Lille Vildmose, og overalt er det til stor begejstring for massevis af borgere, der får store oplevelser på arealer, som er mindre plejet og har fået et islæt af friere og vildere natur.

»Men den lysåbne natur i Danmark kræver altså også pleje i form af slåning og græsning, for den ikke skal springe i krat og skov og dermed blive til en helt anden naturtype,« skriver Friluftsrådets formand, som om natur partout skal fastholdes i et statisk øjebliksbillede.

Men i virkeligheden er naturplejens slåning og græsning, som Friluftsrådets formand fremhæver, jo tillempelser til ‘the real thing’: den vildere natur, hvor større planteæderes naturlige og afvekslende græsning finder sted året rundt.

Det betyder ikke, at der ikke er gode eksempler på traditionel naturpleje i dag, men at naturen desuden kan fremmes i større områder, hvor den kan udfolde sig vildere og mere varieret, hvilket blandt andet kan indebære, at vildheste, elge og bisoner bliver en integreret del af naturen.

Alligevel taler Friluftsrådets formand vildere natur ned som »et tilgroet vildnis uden stier eller uden mulighed for de særlige oplevelser, som faciliteter til friluftsliv giver.«

Øh – sig mig, kommer du ud i den smule vildere natur, vi trods alt har, Lars Mortensen? Der mangler ingen stier. Og er du fuldkommen blind for de »særlige oplevelser«, som naturen giver, når den netop får lov til at være foranderlig, mangfoldig, vildere og rummeligere? Sammenlign lige engang et sådant natur-eldorado af friluftsoplevelser med den røvkedelige løbetur i en ensformig nåletræsplantage, hvis naturværdier ofte er forarmet til ugenkendelighed.

Det er langtfra første gang, at Friluftsrådet har følt sig kaldet til at advare imod vildere natur. Det var symptomatisk nok også tilfældet i kampen for naturen på Amager Fælled.

Selv om borgere fra nær og fjern fandt det hul i hovedet at placere 260.000 etagemeter beton oven på en national naturarv med årtusinder på bagen og adskillige truede arter, valgte Friluftsrådet ikke at lede efter alternativer, men i stedet prompte at stille sig på betonens side. Der var nemlig en gammel bygge-aftale, som Friluftsrådet havde være en del af for et kvart århundrede siden, og som man valgte at gøre til et tabubelagt dogme.

At den selv samme aftale var blevet til under stærkt kritisable forhold, hvor der i den grad var blevet snydt på vægten fra politisk side undervejs, og at byggeriet i øvrigt skulle gennemtvinges flere år før aftalt, generede på ingen måde Friluftsrådets direktør, Jan Ejlsted.

Det var heller ikke gået op for Friluftstådets top, at det meste af verden i det forgangne kvarte århundrede havde råbt alarm over for den globale og nationale biodiversitetskrise, og at der desuden var kommet yderligere informationer for dagen om de unikke naturværdier på Amager Fælled. Endvidere var det forbigået Friluftsrådets opmærksomhed, at Københavns Kommune i mellemtiden også havde vedtaget en helt ny bynaturpolitik i åbenlys modstrid med byggeriet, men i pagt med den nye konsensus om vigtigheden af at fremme den stærkt trængte biodiversitet.

Ikke desto mindre gjorde Friluftsrådets direktør altså, hvad han kunne, for at sætte dødsstødet ind mod protesterne med en omgang formidabelt spin og skrev blandt andet i en pressemeddelelse: »Der er blevet lyttet til bekymringerne om Amager Fælleds unikke natur …«

Godaw mand økseskaft.

Ét er, at man overså 25 års udvikling – men derfra og så til at påstå, at der var blevet »lyttet« til bekymringerne for naturen, er lige så misvisende som at rose en hærværksmand for at »lytte« til lyden af knust glas, mens hans mursten hamrer ind gennem ruden.

Først efter længere tids kritik ændrede Friluftsrådet kurs og opfordrede beslutningstagere til »seriøst at overveje alternative løsninger til Ørestad Fælled Kvarter, hvor der ikke inddrages naturområde«.

Få måneder senere fulgte også debatten om mulighederne for at lade naturen udfolde sig vildere på Kalvebod Fælled, hvor en stribe fageksperter fra bl.a. Københavns Universitet og Aarhus Universitet havde anbefalet en nærmere analyse af naturforholdene for eventuelt at realisere »det meget store potentiale, som området har for at kunne udvikle mere selvforvaltende og oplevelsesrig natur«.

Skønt lokale var overordentlig positive, reagerede Friluftsrådets formand, Lars Mortensen, både patroniserende og afvisende over for enhver tanke i den retning, da Naturstyrelsens i februar 2017 arrangerede et stort borgermøde med 300 fremmødte.

Hvorfor i alverden denne tilbagevendende insisteren på at nedtale vildere natur uden at gide sætte sig lidt ind i, hvad det drejer sig om?

Oplevelsen af varieret og artsrig natur må da for hulen også være en central del af meget friluftsliv – og noget, som Friluftsrådet burde tage imod med åbne arme? Det er trods alt en fremtrædende del af organisationens formål at »arbejde for, at friluftslivet er bæredygtigt og foregår i en rig og varieret natur.«

På det seneste kan man dog kortvarigt få den mistanke, at formand Lars Mortensen måske alligevel har lyttet lidt til kritikken fra de faglige stemmer i debatten såvel som de mere natur- og biodiversitetsforstående røster i Friluftsrådets bagland – af hvilke der heldigvis er en del.

I formandens seneste indlæg fremhæver han således: »Gode oplevelser kræver en rig og mangfoldig natur, man kan gå på opdagelse i, og det kræver, at vi prioriterer at have et varieret landskab med mange forskellige oplevelsesmuligheder.« (Altinget, 27. september 2017).

Ja. Og også af den grund er det på høje tid, at vi gør noget mere fremadrettet for »en rig og mangfoldig natur« – men så nytter det sgutte meget, når det tilføjes: »En naturpakke bør altså ikke alene forholde sig til biodiversitets- og naturbeskyttelsesformål, men må nødvendigvis også forholde sig til, hvad det er for en natur, flertallet af danskerne ønsker sig« – hvoriblandt han nævnter kondiløb og hundelufteri.

Og så slutter Lars Mortensen tilmed af med udgangssalmen: »’Se det er en rigtig Naturpakke 2.0.’ som H.C. Andersen ville skrive.«

Der må krummes tæer.

Det eneste, der ENDNU ikke er blevet prioriteret højt de seneste årtier, er lige præcis biodiversitetsformål, og hvis ikke en naturpakke har NATUR og biodiversitet som klart hovedformål, er det fuldkommen misvisende at kalde det for en naturpakke. Punktum. Så må Friluftsrådet ønske sig en ‘friluftspakke’ eller en ‘hundelufterpakke’ oveni – men det er altså noget andet.

Lad dog være med på den konto at nedtale det kolossale behov for biodiversitetsformål i en NATURpakke – og hvorfor i alverden skulle flertallet af danskerne ikke ønske sig dét?

Friluftsrådets formand bidrager med sit indlæg atter til at reducere naturforståelsen til ensformige kulisser, som hunde kan skide i – men som færre og færre arter kan leve i. Og hvad angår artsrigdommen såvel som oplevelserigdommen i det fri er dét simpelthen – skide trist.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Bach

MF (LA)
cand.scient. i anvendt kvartærgeologi (Aarhus Uni. 2003)

Lars Mortensen

Fhv. formand, Friluftsrådet
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1977)

Rune Engelbreth Larsen

Medlem af Repræsentantskabet og Naturfagligt Udvalg, Danmarks Naturfredningsforening, forfatter, foredragsholder, naturfotograf og digter
cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab (Aarhus Uni. 1998)

0:000:00