Europabevægelsen: EU's medlemslande er for forskellige til en firkantet naturpolitik

Naturen skal beskyttes – også i Europa. Det er efterhånden klart for alle. Men vejen derhen er måske lidt mere snørklet, end EU-kommissionens nyeste udspil om biodiversitet og naturgenopretning giver udtryk for.  

Mange organisationer har skældt regeringen ud for at være både bagstræberisk og uambitiøs, fordi den lige nu er i færd med at justere forslaget fra EU om naturgenopretning. Og virkeligheden er da også, at Danmark er blandt de absolutte bundskrabere på verdensplan, når det kommer til at passe på naturen. Men er regeringen virkelig så meget på vildspor, som man får indtryk af? Det tror jeg ikke.  

Overordnet betragtet er EU's forslag både visionært og ambitiøst. Men skal vi for alvor lykkes med naturudfordringen i Europa, bør man skrue en mere fleksibel model sammen, der tager forskellene mellem medlemslandene i betragtning i højere grad end udspillet lægger op til.  

Firkantet EU-lovgivning 

Lad os tage et konkret eksempel. Mens Sverige har store skove og vilde naturområder, har vi i Danmark et udpræget kulturlandskab med landbrug og menneskeskabte landskaber. Det er naturligvis ikke en undskyldning for overhovedet ikke at forbedre sin naturpolitik. Men det viser, at rigide måltal fra EU på tværs af medlemslandene hurtigt kan blive en lidt for firkantet øvelse.

Det er vigtigt at anerkende, at der ikke findes en "one-size-fits-all"-løsning, når det gælder naturen i Europa – dertil er landeforskellene ganske enkelt for store.

Jens-Kristian Lütken (V)
Formand, Europabevægelsen

Det betyder heller ikke, at EU som hele skal sænke sit ambitionsniveau for naturbeskyttelse i medlemslandene. Men det er vigtigt at anerkende, at der ikke findes en "one-size-fits-all"-løsning, når det gælder naturen i Europa – dertil er landeforskellene ganske enkelt for store.  

Dertil kommer hele spørgsmålet om vedvarende energi. Regeringen har med miljøminister Magnus Heunicke (S) i spidsen påpeget, at forslaget vil hæmme muligheden for opsættelsen af havvind, og dette er selvsagt en risiko, der skal tages alvorligt.  

Det er nemlig en yderst kompleks opgave at balancere behovet for at beskytte vores natur og biodiversitet og samtidig sikre en bæredygtig udvikling af samfundet. Det kræver en fleksibel tilgang, der tager hensyn til de forskellige udfordringer og forudsætninger, som hvert land står over for. 

Endelig er det selvfølgeligt fuldstændig afgørende, at den danske regering forsøger at sætte sit aftryk på aftalen gennem de rette kanaler og ikke blot kortslutter processen eller går enegang. Men det er heldigvis heller ikke tilfældet.  

Som jeg ser det, forsøger regeringen blot at foretage en afvejning mellem naturpolitiske, klimapolitiske og erhvervspolitiske hensyn. Danmark skal tage sin naturpolitik alvorligt, og samtidig skal EU forstå, at medlemslandene er forskellige – og det skal der være plads til.