Debat

Fiskeriforening: Når alt er fordrejet – hvilken side er så den rigtige?

DEBAT: At Greenpeace vil holde det bedste hummerområde lukket for fiskeri uden for torskens gydesæson er simpelthen for tåbeligt. Hvis det er for at beskytte havbunden, må de invitere til en demokratisk dialog og byde ind med videnskabelig dokumentation, skriver Michael Andersen, Danmarks Fiskeriforening.

Foto: Henning Bagger/scanpix
Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dette indlæg er en replik til sidste uges debatindlæg fra Greenpeace, som kan læses her.

Det er fint for fiskeriet at beskytte de gydende torsk i gydeperioden, hvis det viser sig nødvendigt. Men at holde det bedste hummerområde lukket uden for torskens gydesæson er simpelthen for tåbeligt.

Michael Andersen
Danmarks Fiskeriforening

 

Af Michael Andersen
Chefbiolog i Danmarks Fiskeriforening PO

Igen forsøger Greenpeace at vende tingene på hovedet, når de antyder, at den danske minister løber ærinder for fiskerierhvervet.

Nu har saglighed jo aldrig været den grupperings stærke side. De foretrækker at virke gennem misinformation og ulovlige midler, så som indtrængen og ulovlig sporing.

Det sidste er de jo heldigvis dømt for og, kan man håbe, stoppet med, og misinformation og fordrejning af fakta er jo ikke direkte ulovligt – medmindre selvfølgelig, at man er seriøs forsker. Og det er Greenpeaces havansvarlige vist aldrig blevet beskyldt for at være.

Til gengæld er han svensker – og det er muligvis derfor, han mener, at Esben Lunde Larsen står på den forkerte (altså den danske) side af Kattegat.

Men tilbage til sagen.

Lukningen af området blev indført i 2009 for at beskytte en torskebestand, som biologerne mente var blevet alt for lille. Det var fiskerne egentlig enige med biologerne om, og derfor foreslog man fra erhvervets side, at det identificerede gydeområde blev lukket i gydeperioden, fra februar til og med april.

Efter denne periode spredtes torskene over hele farvandet, og fiskeriet efter hummer kunne foregå med ubetydelig bifangst af torsk.

Der var – tilbage i 2008 – imidlertid ikke enighed om, hvornår torskene begynder at samles i området, og det var heller ikke dengang videnskabeligt dokumenteret, at torskene forsvandt fra området efter gydningen.

Derfor blev den danske og svenske minister enige om at lukke området for alt fiskeri hele året i en aftale, som DFPO dengang som nu betvivler lovligheden af.

Lukningen blev trukket ned over hovedet på de berørte fiskere, og de gængse procedurer i EU blev ikke fulgt. Idet lukningen kun blev aftalt mellem Danmark og Sverige, er de tyske fiskere ikke omfattet. Det er tyskerne ganske tilfredse med. De har et helt rent fiskeri (altså uden torsk) hen over sommeren, hvor de fanger store hummere.

Nu har biologerne fremlagt videnskabelig dokumentation for, at konsekvensen af at holde det vigtige hummerområde fri for fiskeri om sommeren, ikke har nogen positiv effekt på de torsk, man angiveligt forsøger at beskytte.

Tværtimod kan man se en negativ effekt ved, at fiskeriet tvinges ud i områder, hvor torsken ellers ville have fred om sommeren. Dertil kommer, at torskebestanden er i stærk fremgang – heldigvis – og det ser ud til, at den er ved at være inden for sikre grænser igen.

Biologerne mener fortsat, at gydeområdet bør være lukket i halvdelen af året, men deres data viser som sagt, at en åbning i den anden halvdel af året ikke blot vil være uskadelig for torsken – den vil medvirke til yderligere at forbedre situationen.

Det danske fiskerierhverv vil meget gerne fortsat bidrage til, at torskebestanden forbedres, men vi synes, at man skal afveje fordele og ulemper på en mere afbalanceret måde.

Det er fint for fiskeriet at beskytte de gydende torsk i gydeperioden, hvis det viser sig nødvendigt. Men at holde det bedste hummerområde lukket uden for torskens gydesæson er simpelthen for tåbeligt.

Nu er vi i fiskerierhvervet godt klar over, at Greenpeace ikke altid hænger sig i demokratiske procedurer og aftaler, og det er heller ikke fremmed for os, at de taler videnskaben imod, når videnskaben viser, at de tager fejl.

Imidlertid er resten af verden forhåbentligt sådan indrettet, at man regulerer på et videnskabeligt grundlag og holder sig til de aftalte procedurer.

Hvis Greenpeace mener, at den lukning, der blev indført i huj og hast og imod alle regler for at beskytte torsk, nu skal ændres til at være en aftale om at beskytte havbund, så må man gå den slagne vej med dokumentation, høringer og diskussion.

For fiskerierhvervet er det helt uacceptabelt, at en lukning, som blev gennemtrumfet på et tvivlsomt grundlag, forsøges opretholdt – på trods af videnskabelig dokumentation af manglende berettigelse – nu blot for at opfylde andet formål, uden en demokratisk dialog.

Fiskerne og Esben Lunde Larsen er enig med biologerne i, at det område, der nu er lukket for fiskeri hele året, kan åbnes for fiskeri i andet og tredje kvartal, uden at dette vil få negative konsekvenser for torskene.

Det skal de så prøve at forstå på den rigtige side af Kattegat…

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00