Professor: Kvælstofudledningen stiger, og konsekvenserne er tydelige

Af Stiig Markager
Stiig Markager, Aarhus Universitet, professor i marin økologi og biogeokemi.

Danmarks udledninger af kvælstof er den vigtigste negative påvirkning på det marine miljø.

Det absolutte antal ton kvælstof, der strømmer ud af åmundingen et bestemt år, afhænger af årets landbrugspraksis, tidligere års praksis og især af, hvor meget det regner.

Mere nedbør vasker mere kvælstof ud af jorden. Det er selvsagt uhensigtsmæssigt at forvalte på baggrund af årets nedbør. Derfor er den afgørende parameter den afstrømningskorrigerede kvælstoftilførsel.

Det er den parameter, som politikere og styrelser forvalter efter. Det er det tal, som opsummerer effekterne af landbrugspraksis over de seneste 5 til 20 år, og som på lang sigt bestemmer miljøtilstanden i vores fjorde og havområder.

Tal afhænger af øjnene, der ser
Siden 2010 er den afstrømningskorrigerede kvælstoftilførsel steget med 700 ton per år svarende til 1,2 procent per år (se figur). De gennemsnitlige afstrømningskorrigerede udledninger fra 2010 til 2017 er 58.000 ton kvælstof per år. Stigningen siden 2010 er statistisk signifikant. Sandsynligheden for, at stigningen er tilfældig, er mindre end 1 af 1.000 (p<0,001).

Det er først, når landbruget selv tager ansvar for erhvervets samlede udledning af kvælstof, at vi får en reel forbedring for miljøet.

Stiig Markager
Ph.d. i akvatisk økologi og cand.scient. i biologi

Ser man på hele kurven siden 1990, er der tale om et klart fald. Faldet er størst i starten (3.400 ton per år), hvor man høster af de lavesthængende frugter. Fra år 2000 til 2011 er faldet mindre, omkring 1.000 ton per år, men fra 2011 sker der et skift, hvorefter udledningerne er stigende.

Hældningen på sådan en kurve kan fortolkes på forskellige måder, afhængig af øjnene, der ser.

Der er klart gjort en stor indsats i 1990'erne, hvor kvælstofudledningerne fra landbruget og spildevandsudledninger blev reduceret kraftigt. Så set over hele perioden er der tale om et signifikant fald.

Det kan man vælge at fokusere på, og så er det en positiv historie. Men ser man på den aktuelle udvikling over de senere år, går det altså lige så klart i den forkerte retning.

Man kan behandle den slags problemer statistisk, og så får man ovenstående resultater. Man kan også vælge at se på kurven – og der er det tydeligt, at trenden vender omkring 2010.

Mulig grund til bekymring
Kan vi stole på tallene? Data stammer fra tusinder af målinger i åmundingen fra åer, som dækker 61 procent af Danmarks areal.

Udledningerne fra resten af arealet er beregnede og kontrolleret mod de målte områder, men en vis usikkerhed er der.

Der har også været problemer med selve analysen på det laboratorium, som står for målingerne, men det er de bedste tal, vi har.

Der er ingen grund til at tro, at usikkerhederne sår tvivl om hovedkonklusionen: at udledninger af kvælstof nu er stigende, efter cirka 20 år med fald.

Er der grund til bekymring? Måske, det er subjektivt.

Hvis det nu var underskuddet på statsbudgettet, som kurven viste, ville det nok give løftede øjenbrun og krav om politisk handling.

Et argument om, at vi i 1990'erne nedbragte underskuddet, ville nok ikke blive godtaget som et argument for ikke at gøre noget.

Venter man, til hele udviklingen fra 1990 og frem ikke længere viser et signifikant fald, så er det for sent. Til den tid vil statsbankerotten være en realitet, og for kvælstof vil naturen lægge i ruiner.

Havmiljøet bliver sårbart
Konsekvenserne i havmiljøet er tydelige.

Siden 2012 – altså et par år efter at kurven vendte – har vi dokumenteret klare forværringer i miljøtilstanden i havet.

Algevæksten er stigende, og vandet er år for år blevet mere uklart. Den seneste rapport fra 2019 om iltsvind viser udbredt iltsvind syd for Fyn her i november.

Det er helt ekstraordinært, at man ser udbredt iltsvind så sent på året, længe efter at vandet er blevet koldere, og det blæsende efterårsvejr er sat ind.

For et par uger siden var der kraftige opblomstringer af en alge, som medførte, at mange ton fisk døde i et havbrug ved Horsens Fjord.

Disse negative miljøhændelser er udløst af den rekord høje nedbør dette efterår, men den underliggende årsag er landbrugets store og stigende tab af kvælstof fra markerne.

Det er det tab, som gør havmiljøet sårbart. Lidt som hvis dit hus har hul i taget – ja, det er jo kun et problem, når det regner.

Majs er en del af problemet
Kan vi forklare årsagen til stigningerne i kvælstofudledningerne? Her er der to kandidater til årsager, som virker sammen.

I 2008 ophæver Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) EU's braklægningsordning. Konsekvensen blev, at det braklagte areal faldt med 156.000 hektar fra 2006 til 2011, svarende til 5,7 procent mere dyrket landbrugsjord eller omkring 3.250 ton kvælstof ud i havmiljøet per år.

Hvis vi antager, at det især var de dårligste jorde, eksempelvis lavbundsjorde og sandede jorde tæt på kysten, som var braklagt op til 2006, bliver stigningen i kvælstofudledningen til havet tilsvarende større og kan dermed forklare det meste af stigningen på 6.800 ton kvælstof over perioden 2011 til 2018.

En anden årsag er majs. Arealet med majs er steget fra næsten intet til omkring 186.000 hektar i 2019. Majs er en rigtig dårlig afgrøde for miljøet. Den taber langt mere kvælstof (120 kilo N per ha) end andre afgrøder (cirka 50 kilo N ha).

Da den er følsom over for frost om foråret, dyrkes den især ude ved kysterne. På en tur rundt langs de sydfynske øer i sommeren 2019 var majs dominerende og voksede ofte få meter fra vandkanten.

Så er den naturlige fjernelse af kvælstof fra mark til fjord næsten nul, hvor den kan være 80-90 procent for en mark langt inde i landet, hvor kvælstoffet (nitrat) først skal en tur omkring iltfrit grundvand eller igennem en lang tur ned ad åen og gennem søer.

186.000 hektar med majs (2019) og en kvælstoffjernelse fra mark til fjord på eksempelvis 20 procent giver 18.000 ton kvælstof til havet.

Nu var der jo andre afgrøder på markerne, før man skiftede til majs, og nogle steder er kvælstoffjernelsen måske højere end 20 procent, men der er ingen tvivl om, at majs er en del af problemet.

Landbrugspakken fra 2016 tillader mere kvælstof
Tilsammen kan de to årsager nemt forklare stigningen siden 2010. Samtidig er der sket mange andre ændringer i landbrugsdriften, eksempelvis en gradvis indførelse af efterafgrøder, som trækker den anden vej.

Nogle af forklaringerne ovenfor er sket gradvist.

Eksempelvis er arealet med majs forøget løbende op gennem 1990'erne og 2000'erne og har ligget på et det nuværende niveau siden 2011, og ophøret af braklægning skete gradvist fra 2007 til 2011.

Det ændrer dog ikke ved, at ophøret af braklægning og den tiltagende majsdyrkning kan være centrale årsager til den stigende udledning af kvælstof ud af åmundingen.

Der er en forsinkelse på år, i nogle områder årtier, fra kvælstoffet tabes fra marken, til det når åmundingen.

Udledningerne i et bestemt år er således summen af det, som er sket i landskabet over de sidste mange år, så den øgede kvælstofudledning siden 2011 stemmer fint med stadigt stigende tab fra markerne op gennem 2000'erne og gradvist mindre effekt af tiltagene i 1990'erne, som ikke er blevet fulgt op i nye tiltag.

I 2016 kommer så landbrugspakken, som tillader brug af mere kvælstof, men den har vi ikke set den fulde effekt af endnu.

Giver med en hånd, tager med den anden
Den interessant konklusion af ovenstående er, at statsstøtte til reduktioner, eksempelvis til anlæggelse af vådområder eller opkøb af landbrugsjord, reelt bliver et tilskud til majsdyrkning.

Landbruget øger produktiviteten år for år.

Der sker ved at skifte til nye mere givende afgrøder, som eksempelvis majs, og ved at øge udbyttet for gamle afgrøder. For de fleste afgrøder stiger tørstofudbyttet op til 1 procent per år.

Hvis proteinindholdet, og dermed kvaliteten, skal opretholdes, skal der tilføres mere kvælstof.

Med landbrugspakken er det vedtaget, at der må gødes op til det økonomiske optimum.

Selvom højere udbytter betyder, at planterne optager mere kvælstof, bliver der en rest tilbage, omkring 40 procent, som ender i miljøet, det vil sige som kvælstof i vandmiljøet eller som lattergas i atmosfæren, inden det til slut omdannes til frit N2 – som udgør cirka 80 procent af luften og er uskadeligt for miljøet.

Man tager således med den ene hånd og giver med den anden. Konklusionen er derfor, at statsstøtte til opkøb af lavbundjorde, etablering af vådområder eller jordfordeling reelt bliver statsstøtte til landbrug.

Det er først, når landbruget selv tager ansvar for erhvervets samlede udledning af kvælstof, at vi får en reel forbedring for miljøet.