Forskere: Når embedsmænd udtrykker tvivl, handler det om faglig realisme. Det er en sund skepsis, politikerne bør lytte til

En faglig realisme

Der er opbygget tillid, og dialogen mellem landbrug, kommuner, Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening er konstruktiv.

Vores data viser noget meget opløftende: Midt i kompleksiteten er der skabt en enorm samarbejdskapital.

Relationerne og tilliden er ved at blive opbygget, og de lokale treparter har vist sig at være professionelle arenaer, hvor man rent faktisk når i mål med de planlagte omlægningsplaner.

Når embedsmænd udtrykker tvivl, handler det ikke om proces-kollaps, men om en faglig realisme: Er tempoet for udtagning af lavbundsjord og kvælstofreduktion realistisk med de nuværende redskaber?

Det er en sund skepsis, som politikerne bør lytte til. Vores data giver et indblik i, hvorfor tidsplanerne føles urealistiske.

Vi har folkene, og vi har viljen lokalt, men de administrative omveje og manglende retningslinjer gør det umuligt at holde det ønskede tempo.

Morten Graversgaard og Cecilie Aagaard Olsen
Lektor og specialestuderende, Aarhus Universitet

De kommunale facilitatorer peger i vores undersøgelse på to store stopklodser: tekniske værktøjer, der stjæler tid fra det faglige arbejde, og et manglende nationalt overblik over de endelige spilleregler for tilskud og regulering.

Det skaber en farlig flaskehals: Vi har folkene, og vi har viljen lokalt, men de administrative omveje og manglende retningslinjer gør det umuligt at holde det ønskede tempo.

Det er altså ikke et sammenbrud i samarbejdet eller tilliden, vi ser.

Tværtimod er der opbygget en stærk samarbejdskapital mellem landbrug og naturorganisationer. Men denne tillid er skrøbelig, hvis den bliver kvalt i ineffektive systemer.

Sikring af momentum

Vi må dog ikke hvile på laurbærrene. Vores evaluering peger på, at vi kun lige har taget hul på den sværeste del. Indtil nu har arbejdet i høj grad været en “skrivebordsøvelse”, hvor stregerne er tegnet på kortet.

Virkelighedstesten kommer for alvor nu her i 2026, når planerne skal omsættes til konkrete projekter ude på den enkelte bedrift.

Her bliver lodsejeropbakning og de statslige reguleringsinstrumenter de afgørende flaskehalse. I vores undersøgelse efterspørger deltagerne især én ting: Sikring af momentum.

Vi må ikke lade den skrøbelige tillid visne i et administrativt vakuum.

Morten Graversgaard og Cecilie Aagaard Olsen
Lektor og specialestuderende, Aarhus Universitet

De har investeret enorme mængder tid og kræfter i at opbygge de relationer, der skal få omlægningen til at ske, og der er en udtalt bekymring for, at dette gode arbejde og den nyvundne tillid tabes på gulvet, hvis de nationale rammer lader vente på sig.

Den største trussel mod projektet er lige nu risikoen for, at dette engagement visner i et administrativt vakuum, mens man venter på nationale afklaringer.

Hvis lodsejerne skal gå med, kræver det, at vi får lukket hullerne i de statslige tilskudsordninger og får fjernet de tekniske og bureaukratiske forhindringer, der lige nu skaber usikkerhed lokalt og bremser de lokale kræfter.

Vi må ikke lade den skrøbelige tillid visne i et administrativt vakuum; Deltagerne er klar til at fortsætte, men de har brug for vished for, at deres indsats kan føre til reel handling uden ophold.

Stop med at tale om “sammenbrud”

Ministeriet for Grøn Trepart har annonceret et nyt “laboratorium for lokal inddragelse” og en række debatarrangementer for at styrke det lokale demokrati. Det er et vigtigt og rigtigt initiativ, men tidligere forskning og vores data viser, at det kræver mere end blot flere møder.

Deltagerne i de lokale treparter efterspørger gennemsigtighed: Hvad bruges deres input reelt til?

Vores evaluering afslører desuden en skævhed i den nuværende proces; mens de faglige organisationer har været tæt på, har det bredere lokalsamfund og borgerne mange steder stået på sidelinjen.

Hvis ministeriets nye laboratorier skal blive en succes og ikke blot ende som “skindemokrati”, skal de sikre en synlig og direkte linje fra de lokale dagsordener til de nationale beslutninger.

Den grønne omstilling skal give mening for den landsby, der får en ny skov eller et vådområde som nabo.

Vi er ikke i mål endnu, men vores data er betydeligt mere nuancerede og opløftende, end de nationale overskrifter antyder. Vi ser et engagement og en samarbejdsevne, der lover godt for fremtiden.

Hvis vi skal bevare den optimisme, vi ser i maskinrummet, skal vi stoppe med at tale om “sammenbrud” og i stedet fokusere på at give de lokale kræfter de værktøjer og den indflydelse, der skal til for at nå de ambitiøse mål.

Vi har viljen og de massive data til at kvalificere beslutningerne – nu mangler vi bare, at de politiske rammer følger med de lokale realiteter.