Forskere: Arven fra landbrugsjorden skal tænkes ind i trepartens skovrejsning

Når vi planter træer eller lægger jorden ud til natur, så stopper landbrugsdriften, men jorden er stadig den samme.

Man kan sige, at jorden har en 'hukommelse' og forandrer sig yderst langsomt efter skovrejsning.

Det nye bliver ikke som det gamle

Landbrugsjord, der blev til skov for 100 år siden, har andre karakteristika end jord, der aldrig har været opdyrket, selvom landbrugsdriften var mindre intensiv dengang. 

For mange skovtilknyttede arter er der væsentlige barrierer for spredning i vores fragmenterede landbrugslandskab. For eksempel er anemoner afhængige af myrer til at sprede deres frø. Anemoner bliver derfor betragtet som en indikatorart for gammel skov.

Mens anemoner er en synlig art, har jordens mikrobiom og fauna tilsvarende barrierer for spredning. Dermed tager det lang tid, før de skovtilpassede arter indfinder sig både over jorden og i jorden.

Det er vores opfattelse, at vi kan få meget mere ud af arealerne ved at investere nogle promiller af udgifterne til denne plan i forskning og udvikling.

Per Gundersen. m.fl
Forskere, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.

De nye skove bliver ikke som de gamle, vi kender. De vil være meget næringsrige, selv om flere hundrede år, og mange skovtilknyttede arter vil måske først indfinde sig i næste århundrede. 

Det betyder ikke, at det er en dårlig ide at tage jordene ud af drift og lave skovrejsning eller natur. Men det betyder, at vi skal indtænke jord og spredningsbarrierer i arbejdet med skovrejsning.

Arven er især en begrænsning i forhold til at udvikle biodiversiteten, også ved 'urørt skovrejsning', men giver til gengæld gode muligheder med hensyn til andre formål som CO2-binding og træproduktion, som også er centrale mål med treparten.

Vi har en lang tradition for skovrejsning i Danmark, hvor vi er gået fra 3 procent skovdække omkring år 1800 til nu 15 procent. Aktørerne i skovbruget har metoder og erfaringer til også at plante træer på de næste 250.000 hektar.

Men det kan blive nogle naturmæssigt uinteressante skove, som også i mindre omfang vil levere de ønskede miljøgoder til samfundet.

Det er vores opfattelse, at vi kan få meget mere ud af arealerne ved at investere nogle promiller af udgifterne til denne plan i forskning og udvikling. Især er der brug for viden om effekten af forskellige strategier i forhold til arven fra landbruget.

Tre mulige strategier

Afhængig af en ny skovs formål og lokale forhold kan man arbejde med tre strategier 1) fjernelse af næringsstoffer ved intensiv træproduktion, 2) podning af jorden med jord fra gammel skov, og 3) naturlig tilgroning, eller kombinationer af alle tre indenfor et skovrejsningsprojekt. 

1. Tilplantning med hurtigt voksende produktive træarter for høj kulstofbinding og intensiv hugst af biomasse (hele træer) ved udtynding. Dette giver fjernelse af kvælstof og fosfor, hurtigere forsuring af jorden og udskygning af åbenlandsplanter. Efter en generation (eller to) er jorden blevet mere skovagtig, og man kan overveje fortsat produktionsskovbrug eller ekstensivering til mere naturpræget skov. Her mangler undersøgelser, der opgør fjernelsen af næringsstoffer og dokumenterer landbrugsjordens udvikling mod skovpræg.
2. Tilplantning med samtidig ’podning’ (inokulation) med mikrobiom og frø fra gammel skov. Man drysser nogle gram skovjord per træ ved plantning på noget af arealet. Vi ved, at dele af mikrobiomet overlever i landbrugsjorden, men måske skal der inokuleres en eller to gange mere i senere stadier for at etablere et skovtilpasset mikrobiom. Assisteret spredning af skovtilknyttede planter kan også være en mulighed, når kronetaget danner skygge. Disse tiltag er især relevante, når der er mere end 200 meter til gamle skove. Test, udvikling og dokumentation af disse metoder er kun netop startet og kræver fortsat en større forskningsindsats de kommende år. 
3. Naturlig tilgroning eller assisteret tilgroning med mindre plantninger (formentlig det Treparten sigter til med begrebet ’urørt skovrejsning’) er en mulighed på arealer op ad eksisterende gamle skove, hvor der er frøkilder og spredningsveje for de skovtilknyttede arter. Tilgroning skaber en meget varieret skovstruktur, men der er meget lidt viden om hvilke arter, der findes på sådanne næringsrige arealer. Assisteret tilgroning med plantning af mindre grupper kan være nødvendig, da tæt staudedække (stimuleret af de mange næringsstoffer - arven fra landbrugsdriften) kan holde træer og buske ude i årtier. Der er stor interesse for denne strategi, men forholdsvis lidt viden og dokumentation af effekt og udvikling i forhold til forskellige miljøgoder. Der mangler også specifik viden om prioriteringen af arealer, hvor naturlig tilgroning vil give gode resultater. 

De mange skovrejsningsprojekter på moderne landbrugsjord de seneste årtier udgør en ressource for systematiske undersøgelser af udviklingen i miljøgoder fra de nye skove.

I projektet Silva Nova bruger vi Vestskoven ved Albertslund som ’laboratorium’ til at belyse mange aspekter omkring skovrejsning over de seneste 50 år. Der er brug for tilsvarende undersøgelser på andre jordtyper og for evaluering af forskellige strategiers effektivitet i forskellige egne af landet.  

Hvis der bliver investeret i forskning, forventer vi, at vi kan opnå bedre og hurtigere resultater, især for den skovtilknyttede biodiversitet, men også for CO2-binding, kvælstoftilbageholdelse, langsommere vandafledning og andre miljøgoder fra de nye skove.