Generationsskiftet der udeblev: Hvem tager over, når den frivillige vandmester går på pension?

En måned efter Altingets første møde med Susan Münster får hun en tidlig julegave.

Ganske vist har den siden det tidlige efterår stået øverst på branchedirektørens ønskeseddel. Og som hun forklarer det en mudret novemberdag over en fortyndet kop filterkaffe i Altingets halvnøgne redaktionslokale, vil det virkelig gøre en forskel, hvis julemanden – i dette tilfælde forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt (V) – lytter til hendes bøn.

“Lige nu kæmper mange vandværker i mellemstørrelsen med at leve op til kravene i den økonomiske regulering. Her vil det klart lette livet for de forbrugerejede værker, at politikerne hæver grænsen,” siger hun.

I begyndelsen af december kommer så svaret: Et flertal på tværs af Folketinget enes således om en ny rammeaftale for vandsektoren, som – modsat vedholdende rygter om, at man ville åbne for økonomisk udlodning af overskud i sektoren – gik den modsatte vej og i stedet sikrede smidigere juridiske rammer for de små vandselskaber.

Aftalen åbner for, at vandforbrugerne i de mindre, forbrugerejede vandværker med en debiteret vandmængde under 800.000 m3 kan beslutte at trække deres lokale vandselskab ud af den statslige økonomiske regulering, hvis de vurderer, at byrderne ved reguleringen ikke står mål med effektiviseringen.

”Hvis forbrugerne har tillid til, at frivillige lokale kræfter kan sikre bedre og billigere vand, så mener jeg ikke, at vi politikere skal blande os ved at pålægge dem en byrdefuld regulering,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Jeg forstår ikke, at der er så få kvinder i bestyrelserne. Det er naturligt for kvinder at bekymre sig om de nære fællesskaber. Jeg tror, at vi skal gøre mere ud af at forklare, at en moderne vandforsyning ikke kun handler om at skrue på maskiner, men også om at sikre, at vi kan give vores rene drikkevand videre til de næste generationer.

Susan Münster
Direktør, Danske Vandværker

Ny aftale hæver loftet får snævre økonomiske rammer
Og så er det som direktør i Danske Vandværker svært ikke at føle sig venligt stemt. Godt 1.900 ud af landets i alt 2.500 forbrugerejede vandværker er organiseret under Susan Münsters ledelse. Tabellen herunder viser os, at langt hovedparten falder under den nye grænse for benchmarking.

Det betyder med andre ord, at de fremover slipper for at skulle underlægges årlige, centralt fastlagte effektiviseringskrav.

“Det var en glædens dag i vandsektoren, da albuerummet for de mellemstore værker blev udvidet. Det giver mere manøvrerum på de forbrugerejede vandværker - forstået på den måde, at man bedre vil kunne træffe de rigtige beslutninger, som giver værdi for de forbrugere, som jo også ejer vandværket,” siger hun.

Den politiske aftale er kulminationen på en længere lobbyindsats, som Susan Münster ikke kan tage hele æren for. Faktisk satte hun sig først i branchedirektørstolen 1. august. Før det har den 54-årige sjællænder blandt andet været direktør i Fors: et konglomerat af Holbæk, Lejre og Roskilde kommuners vand- og spildevandsselskaber.

Det vender vi tilbage til.

Men det løser ikke aldersproblemet
Nu er det hendes fremmeste opgave at forbedre arbejdsvilkårene for de cirka 10.000 frivillige danskere, der har gjort det til deres pligt at sikre prisdygtigt, rent drikkevand til de mindre bysamfund. Og her er et vellykket politisk forlig ikke nok.

“Den største udfordring er, at det er svært at tiltrække nye kræfter til bestyrelserne. Mange af de frivillige er mænd over 60. Og her kan jeg godt være bekymret for, hvad de lokale vandværker gør, når de engang trækker sig,” forklarer hun.

Når direktøren sender lykønskninger til de lokale frivillige, er det ofte til folk, som har siddet i bestyrelsen i 50 år. Gennemsnitsalderen er allerede pensionsmoden. Kvinder er der ikke mange af. Og når formanden i sidste ende trækker sig, kan det være svært at få en ny til at tage hans sted.

I et læserbrev bragt sidste måned hos Energy Supply filosoferer direktøren over problemet med at lokke nye kræfter ind i bestyrelsesfolden.

“Jeg kan ikke fremhæve, hvor vigtigt emnet er, men kan egentlig bare slå fast, at vand betyder liv. Ja, endda så meget, at mennesker og dyr i andre lande dør på grund af manglen. Og når man ser det i det lys, er det lidt af en gåde, hvorfor det nogle steder kan knibe med at finde nye bestyrelsesmedlemmer på de forbrugerejede vandværker.”

Nej tak til administrativt arbejde
Noget hænger sammen med, at danskerne ifølge Susan Münster tager vores drikkevand så meget for givet, at vi ikke skænker det mange tanker i dagligdagen. Eller måske regner vi med, at det er der nok andre, der tager sig af.

Meget af det kan også forklares med tidens omsiggribende krav om dokumentation. Dokumentation for, at kassen stemmer. At pengene er opkrævet og investeret korrekt. At vandet ikke kunne være produceret billigere på anden vis. Og naturligvis at de strikse regler i GDPR er overholdt til punkt og prikke.

Den slags gider vandværkernes frivillige helte ikke bruge tid på. Administration og bureaukrati stiller krav til regnskabs- og it-tekniske færdigheder, som de efter et langt arbejdsliv ikke nødvendigvis besidder og ikke ønsker at bruge seniorkarrieren på at tilegne sig.

“Traditionelt er det folk med tekniske interesser, som søger ind i vandværkerne. Elektrikere og vvs’ere er der mange af, men du finder også en del skolelærere, revisorer og ingeniører. Men selv om vi nu har fået en god politisk aftale, så ændrer det ikke på, at det administrative pres er markant større i dag end tidligere. Og hvis du er en klassisk tekniker, er det ikke sikkert, at du gider bøvle med regneark.”

Hvor er kvinderne?
Hvert år forsvinder der gennemsnitligt 10 forbrugerejede vandværker. De fleste fusionerer med naboen eller bliver overtaget af det kommunalt ejede vandværk.

“Vi får stort set hver uge henvendelser fra folk, som vil samarbejde eller fusionere. Og har brug for råd til, hvordan man bedst griber det an. Tag et eksempel som Karlstrup Vandværk ved Greve. Her viser målinger, at man har pesticidproblemer ved boringen, og i stedet for at skulle ud og lede efter en ny boring valgte man at fusionere med naboværket.”

Nedgangen i antallet handler altså ikke om, at der er værker, som ender med at opløse sig selv, fordi ingen vil overtage formandsposten.

“Jeg kender ikke til eksempler på, at bestyrelserne er blevet helt tømt for kræfter. Men det sker da, at man har måttet prikke 5-10 personer på skulderen, før man til sidst har fundet en, som ville overtage.”

“Jeg forstår godt, at det kan være svært at få yngre kræfter med ombord. I en travlt børnefamilies hverdag er der mange ting, som skal gå op, og så er det ikke ønsket om at gå frivilligt ind i det lokale vandværk, der står øverst. Man er jo vant til, at vandet bare kommer ud af hanen, uden at skulle forholde sig yderligere til det.”

“Til gengæld forstår jeg ikke, at der er så få kvinder i bestyrelserne. Det er naturligt for kvinder at bekymre sig om de nære fællesskaber. Jeg tror, at vi skal gøre mere ud af at forklare, at en moderne vandforsyning ikke kun handler om at skrue på maskiner, men også om at sikre, at vi kan give vores rene drikkevand videre til de næste generationer.”

Hvorfor skal frivillige lave vand?
Der findes ingen nøjagtige tal for, hvor stor en andel af det danske drikkevand der finder vej til hanerne som resultat af en frivillig indsats.

Dansk Vandværker oplyser, at deres 1.900 medlemmer leverer cirka halvdelen af den samlede mængde drikkevand. Og som tallene i tabellen herunder viser, bliver 82 procent af brancheorganisationens vand produceret på værker med en kapacitet under 800.000 m3, som er den nye grænse for, hvornår man er lille nok til juridisk forsvarligt at kunne undslippe den økonomiske regulering.

Er det ikke en smule spøjst, at så central en del af vores kollektive infrastruktur leveres af frivillige kræfter? Vi har jo ikke frivillige læger på hospitalerne eller frivillige lærere i folkeskolerne?

“Nej, det synes jeg ikke. Det var en ting, jeg lagde mærke til, da jeg skiftede fra den kommunale til den forbrugerejede sektor. Der er en glød og gnist i de frivilliges øjne. Det er hjerteblod for dem.”

Men det forklarer jo ikke logikken?

“Altså den historiske forklaring er, at man tidligere manglede vand i bysamfundene på landet. Og at man derfor var flere, der gik sammen om at lave en brønd og fordele vandet mellem husstandene. Hvis man skulle starte forfra, ville man så indrette det på samme måde. Det er jeg ikke nødvendigvis sikker på.”

“Men omvendt ser vi jo, at deleøkonomi er blevet tidens svar på mange udfordringer som blandt andet trængsel på vejene. Og i det perspektiv er et forbrugerejet vandværk deleøkonomi i sin reneste form.”

Hvordan ser fremtiden ud for de forbrugerejede vandværker? Er der stadig brug for 2.500 lokale vandværker om 10 eller 20 år?

“Jeg er ikke i tvivl om, at der kommer til at være færre. Det er den vej, det peger, med fusioner og øget samarbejde. Men hvad det rigtige antal så er, det kan jeg ikke svare på."

“Nu fik vi hævet grænsen for at være omfattet af kravene i vandsektorloven til 800.000. Det kan betyde, at nogle værker, som ellers var på nippet til at smide håndklædet i ringen, vælger at fortsætte. Men det kan også betyde en stigning i antallet af fusioner, fordi der nu er rum til at vokse uden at ramme reguleringsloftet.”

Frivillighed skal ikke være for enhver pris
Mens Danske Vandværker organiserer det overvejende flertal af landets 2.500 forbrugerejede vandværker, er Danva talerør for de større vandselskaber samt hele feltet af spildevandsselskaber. Majoriteten af medlemmerne er ejet af en eller flere kommuner.

Netop de større selskaber ender ofte med at overtage boringer, ledningsnet og kunder, når de små selskaber på grund af bemeldte årsager med jævne mellemrum må smide håndklædet i ringen.

“Vi ser indimellem, at vores medlemmer overtager nøglen fra små vandværker, som ikke ønsker at fortsætte som en selvstændig forening. Det sker op til et par håndfuld gange om året," forklarer kommunikationschef Karsten Bjørno.

Og der kan set fra Danvas perspektiv være flere forskellige grunde til, at de frivilligt drevne værker lader sig opsluge.

"Det kan der være mange grunde til. For eksempel et økonomisk eller organisatorisk rationale,” siger han.