Landmand: Den grønne trepart bliver kun en succes, hvis myndighederne også holder deres del af aftalen

Landbruget er skeptiske over for kvælstofmodellen 

Landbrugets motivation for at gå med i aftalen er, at vi på de tilbageværende jorde kan undgå hård og rigid regulering, så vi også fremover kan have en stærk og robust fødevareproduktion i Danmark.

Det er der brug for, nu hvor der i hele verden og i EU i særdeleshed er fokus på forsyningssikkerhed, ikke mindst fødevareforsyningssikkerhed.

Som lægmand og landmand er mit indtryk, at vi har en stor og ekstremt kompliceret model, som hviler på et meget svagt datagrundlag med for få målestationer.

Kim Kjær Knudsen
Medlem af forretningsudvalget i Landbrug & Fødevarer og medlem af ejerudvalget i Danish Crown

Som landmand er jeg stolt af, at vi gik med i trepartsaftalen – og at vi tog ansvar og er med til at løse problemer, som landbruget har været kritiseret for i årtier. Samtidig får vi mulighed for at drive vores jorde mere effektivt.

Det er derfor vigtigt, at aftalens “ånd” og indre balancer respekteres i den kommende implementering – ellers risikerer vi, at naturen eller landbruget taber.

Nu er der gået ni måneder, og vi begynder at se konturerne af aftalens tekst foldet ud i konkrete planer, og desværre er jeg i stigende grad bekymret på en række områder.

I mange af vandoplandene rundt i landet er indsatskravene, der skal opnås ved arealomlægning, meget store. Og de er langt fra alle vegne tilstrækkeligt betryggende fagligt underbyggede.

Landbruget har hele tiden været skeptisk i forhold til den store “kvælstofmodel”.

Landbrugsaftalen fra 2021 imødekom denne skepsis med beslutningen om at lade et panel af internationale forskere granske det faglige grundlag bag N-reduktionsmålene i en “second opinion”.

Model hviler på svagt datagrundlag 

Disse forskere bekræftede i deres evaluering Danmarks behov for kvælstofreduktioner, men pegede på centrale punkter, hvor den store danske kvælstofmodel var gået over gevind med miljømål i strid med fælles EU-besluttede mål for åbne fælles vandområder og med mål om ålegræs på større dybder, end der faktisk findes i en række lavvandede fjorde.

Desværre pressede forligskredsen regeringen til at overhøre fagligheden og fastholde de skøre mål.

Som lægmand og landmand er mit indtryk, at vi har en stor og ekstremt kompliceret model, som hviler på et meget svagt datagrundlag med for få målestationer.

Resultatet er, at modellen med års mellemrum kommer ud med meget forskellige svar på, hvor indsatskravene og arealomlægningerne skal lægges.

Det ene år skal Sønderjylland massivt reducere kvælstofudledning til havmiljøet – det næste år skal de ikke.

Senest er der voldsomme krav til de områder, hvor min familie og jeg driver landbrug. Et stærkere datagrundlag burde få modellen til at give de samme resultater år efter år med ændringer, der alene skyldes årsvariationer i nedbør og klima. 

Ser vi på de få målestationer, der er placeret i vores område, så er der meget store forskelle på nitratindholdet, i forhold til om vandet kommer fra landbrugsarealer, opland med natur eller fra åer, der fører op til kommunernes rensningsanlæg.

Den begrænsede data fra målestationerne indikerer, at landbrugets årelange kvælstofindsats har givet gevinst, og at nitratindholdet i afstrømningen derfor er lavere fra mange landbrugsarealer, selv i forhold til vandoplande med ren natur.

Kan målestationernes resultat tages for pålydende, er den store synder fortsat kommunens rensningsanlæg.

Dette billede er formentlig ikke dækkende på landsplan og måske ikke engang i vores lokalområde. Men det viser meget tydeligt, at datagrundlaget bag modellerne er svagt og derfor skal udbygges med flere målestationer.

Målestationer er dyre i drift, men i forhold til de store investeringer, som samfund og erhverv påtager sig i de kommende år, må vi insistere på, at planlægningsgrundlaget er stærkest muligt, ellers risikerer vi fejlinvesteringer for milliarder af skattekroner.

Spildevand overses i trepartsaftalen

Tilsvarende kan vi for eksempel se på Knudedyb i Vadehavet syd for Fanø. Her er vandmiljøet primært påvirket af udenlandske tilførsler, kun 30 procent af algevæksten skyldes ifølge myndighederne danske tilførsler, og vandudskiftningen er stor.

Kan det virkelig være rigtigt, at hovedparten af landbrugspåvirkningen skal fjernes her ifølge vandplanerne?

Det vil være en katastrofe, hvis vi mister fødevareproduktion, fordi det offentlige mangler ressourcer til at løfte den opgave, de har påtaget sig.

Kim Kjær Knudsen
Medlem af forretningsudvalget i Landbrug & Fødevarer og medlem af ejerudvalget i Danish Crown

Det er meget svært at forestille sig, især fordi man umiddelbart syd for Knudedyb, i oplandet til Lister Dyb, der på alle måder ligner oplandet til Knudedyb, slet ikke har noget indsatskrav. 

Hvordan kan to så ens landskaber, der udleder til to ens og sammenhængende kystvande, få så forskellige krav?

Det er svært at se logikken i, og det giver utryghed i forhold til, hvordan tallene så vender efter næste gennemregning.

Et tilsvarende uforholdsmæssigt stort reduktionskrav gælder i Isefjord – primært drevet af et miljømål for ålegræs i Kattegat, hvis sammenhæng til kvælstof, forskerne siger er “ringe”, og som svenskerne på den anden side af vandet slet ikke anvender.

Reduktionsmålene er nu i høring og skal opdateres igen i 2026, inden vi fra 2027 risikerer markant øget regulering de steder, hvor arealomlægningen ikke er på skinner.

Myndighederne bør bruge den proces på yderligere at kvalificere det faglige grundlag bag de mest voldsomme og fagligt tvivlsomme reduktionsmål – inden staten bruger mange milliarder på at reducere den danske fødevareproduktion med ekstremt store reduktionskrav.

Jeg siger ikke, at landbrugets udledninger af næringsstoffer ikke er kilder til næringsbelastning af vandmiljøet. Men spildevand er altså ikke en ubetydelig faktor.

I nogle vandområder betyder det rigtig meget for miljøtilstanden, for eksempel i Roskilde Fjord og Isefjord.

Det er nødvendigt, at politikerne leverer som lovet på spildevand.

Status lige nu er, at man mangler at finde 300 tons kvælstof fra spildevand i forhold til den politiske trepartsaftale.

Derudover har regeringen lovet indsats mod overløb. Det har det internationale ekspertpanel også påpeget vigtigheden af. Ikke kun i forhold til kvælstof, men også for at undgå alverdens miljøfremmede stoffer på marker og vandmiljø.

Vi venter på handling på den dagsorden.

Risikerer en ineffektiv kvælstofregulering 

Uagtet de gode intentioner og aftaler har jeg en stor bekymring for, at vi ser ind i hård regulering, hvis ikke myndighederne sikrer ressourcer nok til at sikre en ubureaukratisk og hurtig proces med den omfattende arealomlægning, der er hovedmotoren i den grønne trepart.

Har kommunerne eksempelvis kvalificerede sagsbehandlere og projektledere nok til at løfte opgaven?

Det vil være en katastrofe, hvis vi mister fødevareproduktion, fordi det offentlige mangler ressourcer til at løfte den opgave, de har påtaget sig.

Sætter vi vandplanernes reduktionsmål for højt og forkert, blandt andet på grund af for få målestationer, og sikrer vi ikke en hurtig og effektiv arealomlægning, så risikerer vi en ineffektiv og økonomisk uansvarlig kvælstofregulering.

Det vil få store konsekvenser med nedlukning af husdyrbrug, afskedigelser på slagterier og mejerier i hele landet.

Værdier og arbejdspladser vil forsvinde – på et forkert grundlag. Det kan vi hverken som erhverv eller som samfund være tjent med.

Jeg kan kun indtrængende opfordre regeringen og forligspartierne til at sikre, at vi ikke alene har en grøn trepartsaftale på papiret, men også i praksis.

Det er ikke kun landmændene, der skal vise fleksibilitet og samfundssind.

I og myndighederne skal også levere som aftalt i form af at berede vejen, sikre solide faglige grundlag for indsatserne og overholde jeres del af aftalen, for eksempel hvad angår spildevand.

Kun på den måde bliver trepartsaftalen en succes.