Iwgia: COP16 blev en sejr for oprindelige folk og deres rolle som uundværlige naturbeskyttere

Biodiversitetstopmødet, COP16 under FN's biodiversitetskonvention, der netop har fundet sted i Cali, Colombia, bragte både sejre og nederlag med sig.
Det var tydeligt at fornemme de geopolitiske spændinger i luften og de helt store knaster i forhandlingerne, som var relateret til mobilisering af ressourcer – og hvem, der egentlig skal betale for beskyttelsen af biodiversiteten, der forsvinder fra Jorden med rekordfart.
Dette gjorde også, at COP16 endte med at trække ud og brat blev suspenderet grundet manglende quorum og uden en aftale om finansiering efter 12 timers intense forhandlinger 2. november omkring kl. 08:30 lokal tid.
Hvornår forhandlingerne kan genoptages, ligger endnu ikke fast. Hvor den bratte afslutning på forhandlingerne kan anses som et nederlag for topmødet, har det også været muligt at trække store sejre hjem gennem det to uger lange COP16-topmøde. Det gælder specielt hos de oprindelige folk.
Vigtigheden af oprindelige folks rolle som forvaltere og beskyttere af biodiversitet er særligt anerkendt under FN's biodiversitetskonventions globale rammeaftale for biodiversitet, Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework (KMGBF), der blev vedtaget i 2022 til COP15 i Montreal, Canada.
Aftalen skal sikre, at det globale tab af biodiversitet standses og vendes inden 2030, og her spiller oprindelige folk en kritisk rolle for bevarelsen af sunde og modstandsdygtige økosystemer.
De forvalter og beskytter store dele af landjordens mangfoldighed af liv gennem deres bæredygtige levevis og viden, der ofte er nedarvet gennem mange generationer. Derudover forpligter den såkaldte 'Artikel 8(j)' i biodiversitetskonventionen landene til at respektere og bevare oprindelige folks viden, deres innovationer og praksisser, som er relateret til bevarelsen og den bæredygtige anvendelse af biologisk mangfoldighed.
For de oprindelige folk var der særligt to emner på dagsordenen, der var afgørende at få i hus.
COP16 blev historisk
For at sikre implementeringen af Artikel 8(j), blev der i 1998 etableret en arbejdsgruppe for Artikel 8(j). Det helt store punkt på dagsordenen for oprindelige folk til COP16 var, hvorvidt denne arbejdsgruppe skulle institutionaliseres og oprettes som et permanent rådgivningsorgan for oprindelige folk – på lige fod med de to andre organer, der permanent rådgiver biodiversitetskonventionen om implementering samt videnskabelige, tekniske og teknologiske anliggender.
Det var derfor en historisk beslutning, da organet blev vedtaget til det endelige plenar om aftenen 1. november.
Mange steder i verden oplever oprindelige folk stadig voldsomme krænkelser af deres rettigheder.
Silje Heldt Zaltzman
Rådgiver, Iwgia
Dette organ skal sikre deres fulde og effektive inddragelse i processerne under biodiversitetskonventionen og understreger, hvor vigtige oprindelige folk, deres viden, kulturer og levevis er for biodiversitet.
Organet skal arbejde med implementeringen af KMGBF, dermed også oprindelige folks rettigheder, og inddrage dem i fremtidige beslutninger om naturbeskyttelse.
Der var ellers drama helt op til vedtagelsen af dette punkt. Men gennem støtte fra særligt EU, herunder Danmark, lykkedes det at få vedtaget organet.
Et nyt arbejdsprogram om Artikel 8(j) blev også vedtaget. Det skal sikre den fulde og effektive deltagelse af oprindelige folk og målrette arbejdet for, at landene sikrer en menneskerettighedsbaseret tilgang og oprindelige folks rettigheder på linje med FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder (UNDRIP) i implementeringen af Artikel 8(j) og KMGBF.
Oprindelige folk får nye muligheder
Disse to COP16-beslutninger markerer et vigtigt skridt på vejen for at anerkende oprindelige folk og deres videns uvurderlige bidrag til beskyttelsen af biodiversitet.
Mange steder i verden oplever oprindelige folk stadig voldsomme krænkelser af deres rettigheder, også af initiativer, der er sat i verden for at beskytte biodiversitet.
Det nye organ giver oprindelige folk en platform, der forstærker deres stemme ved forhandlingsbordet og med fornyet kraft vil kræve respekt og anerkendelse af deres rettigheder og rolle som urgamle beskyttere af uundværlige og uerstattelige økosystemer.
Dette vil forhåbentligt også øge presset på mange af de lande, der stadig ikke respekterer eller anerkender oprindelige folks rettigheder.
Vedtagelsen af det permanente rådgivningsorgan har krævet et enormt, mangeårigt og vedholdende arbejde fra de oprindelige folk.
Det første møde forventes at finde sted under det kommende danske EU-formandskab i 2025, og her får Danmark en glimrende mulighed for fortsat at vise sin store støtte til oprindelige folk og deres rettigheder.
- Vraget klimaprofil vil gøre op med Venstres image: "Vi er ikke et landbrugsparti"
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Livet på landet er den nye slagmark
- Vagthund kritiserer statslig superfond: Gør ikke nok for at fremme dansk erhvervsliv og grøn omstilling
- Sjældent har politikerne haft så klart mandat til at løfte havmiljøet
















