Eksperter: Øget borgerinddragelse kan løfte de naturpolitiske målsætninger

Den stedmoderlige behandling af borgerinddragelsen i udpegningen af de nye Naturnationalparkområder har utvivlsomt bidraget til den stærke modstand og til kampagnerne på de sociale medier. Kampagner, som med afsæt i den manglende medinddragelse af borgere rundt om Naturnationalparkerne, forsøger at delegitimere processen.

Den lukkede proces i forbindelse med udvikling af det nye naturbeskyttelseskoncept, og især udpegningen af områder, har fyldt i medierne.

Især lokalt har borgere udtrykt bekymring for, at parkerne vil medføre, at deres rekreative brug af områderne bliver begrænset på grund af hegn, og at udsatte dyr bliver så vilde, at de kan angribe mennesker, men også bekymring for misrøgt af dyr under hegn uden tilskudsfordring.

På den anden side viser en ny undersøgelse, at 75 procent af befolkningen har en overordnet positiv holdning til naturnationalparker (Jensen, Gamborg & Sandøe, 2022).

Nye fund om borgernes rolle i naturforvaltningen

Men hvad har de mere end 20 års retorik og forsøg egentligt lært os om borgerinddragelse i naturforvaltningen?

Et nyt studie 'Borgerinddragelse i udvikling og forvaltning af større naturområder – evaluering af resultater' har gennemgået en lang række parkers og større naturområders borgerinddragelsesprojekter, netop med henblik på at undersøge deres demokratiske og naturmæssige effekter.

Heri gennemgås al forskningsartikler og al litteratur, der har rapporteret om indsatserne, parkernes årsrapporter og planer, en lang række projektrapporter fra andre naturområder og endelig en række natur NGO'ere og eksperter interviewet.

Borgerne er altså reelt røget ud af parkernes virke i demokratisk medindflydelse længe før den aktuelle naturnationalparkligning. Et opstået gab mellem politiske mål og så borgerinddragende praksis er opstået

Jesper Holm m.fl.

Erfaringerne fra parkerne fortæller, at borgernes reelle indflydelse ikke har angået indflydelse på hvilke natur- og landskabstyper, man ønskede eller dynamikker med for eksempel vildt. Indflydelse har bestået i at påvirke adgangsforhold, komme med ideer til aktiviteter i parkerne, og som frivillig at få mulighed for at præge landskabsforvaltningen (der hvor lodsejere ville opgive dyrkning til fordel for en vildere naturudvikling og naturværdier).

Borgerne er altså reelt røget ud af parkernes virke i demokratisk medindflydelse længe før den aktuelle naturnationalparkligning. Et opstået gab mellem politiske mål og så borgerinddragende praksis er opstået.

Det fremgår også af studiet, at der ikke siden pilotnaturparkforsøgenes tid er foretaget systematiske evalueringer af, om og hvordan inddragelsesprocesserne har formået at involvere borgerne i selve formålet, nemlig at skabe en forandring, som forbedrer biodiversiteten med mere.

Det nye studie har gennemgået samtlige årsrapporter og plandokumenter fra parkerne. Heraf fremgår det, at der siden 2006 ikke foreligger nogle offentlige tilgængelige evalueringer eller opsamlende dokumenter fra offentlige myndigheder eller andre aktører, om borgerinddragelsens resultater i større naturområder.

Information snarere end inddragelse

En grundigere analyse viser, at den gennemførte borgerinddragelse først og fremmest har handlet om information til borgerne, om høringer i opstarten - især hvad angår afgrænsningen af parkarealet og om ja eller nej til parkdannelse.

Borgerne er for det meste fraværende i selve udviklings-, implementerings- og realiseringsfasen af parkernes naturtiltag. Dette på trods af, at der i flere områder var et udtalt ønske fra borgerne om at blive mere aktiv involveret i områdernes praktiske drift og naturpleje.

Den manglende realisering af de naturforbedrende potentialer skal nok findes i regelværket bag national- og naturparkerne, herunder lodsejernes legitime vetoret og myndighedernes handlemuligheder i forhold til egentlige naturforbedrende tiltag på private arealer

Jesper Holm m.fl.

Derimod har der været positive eksempler uden for parkerne, hvor kommuner og andre, har aktiveret borgere i forskellige former for infrastrukturplanlægning, for eksempel i lokalisering og anlæg af stier og i håndteringen af konflikter mellem kultur- og naturhensyn samt i lokale pasningslaug af dyr og landskaber.

Gennemgangen af materialet giver ikke grundlag for at hævde, at det er borgerne, der bærer ansvaret for, at der ikke er kommet mere og vildere natur ud af de 17 parker, der er etableret siden 2005. Altså at der skulle være grund til at udelade borgerne fra naturnationalparkerne, fordi borgere hellere vil have hundeskov eller golfbane.

Den manglende realisering af de naturforbedrende potentialer skal nok findes i regelværket bag national- og naturparkerne, herunder lodsejernes legitime vetoret og myndighedernes handlemuligheder i forhold til egentlige naturforbedrende tiltag på private arealer. Det udgør den største barriere i forhold til at opfylde de fastsatte naturmål.

Hvor peger det hen?

Rationalet i at fastholde en mere symbolsk borgerinddragelse i etableringen og udviklingen af naturnationalparkerne, synes at være en fortælling om, at borgerne ikke kan eller vil bidrage til en forbedring af biodiversiteten.

Vores egne erfaringer fra forsknings- og udviklingsprojekter omkring demokrati og naturforvaltning viser imidlertid, at langt de fleste borgere, ønsker naturforbedrende forandringer. Erfaringerne viser også, at når først borgerne får vist tillid og gives reel indflydelse, og samtidig indgår i fælles læreprocesser, så kan de være med til at løfte de naturpolitiske målsætninger, som oprindeligt var afsættet for, at naturparkerne, nationalparkerne og nu for natur-nationalparkerne blev til.

Det er vigtigt, at politikerne prioriterer mål og midler, men med regeringens og myndighedernes distancering til de borgere, som skal leve med naturnationalparkerne, risikerer vi reelt at udvande ambitionerne om og opbakningen til en mere mangfoldig natur.

Derfor er det vigtigt at aktivere de mange røster, der gerne vil gøre en indflydelse gældende, sikre brug af erfaringer og læring, der faktisk er gjort – og fortsat gøres – omkring inddragelsen af borgerne i naturforvaltningen.