KTC: Gør op med den kaotiske sagsbehandling af diger

DEBAT: Lodsejere med forsvundne diger overlades til et administrativt cirkus af kafkaske dimensioner, hvor de sendes frem og tilbage mellem kommuner og Slots- og Kulturstyrelsen. Løsningen er at gøre kommunen til sagsbærende part, skriver Sally Huntington fra KTC.

Af Sally Huntingford
Medlem af KTC’s faggruppe for Natur og Overfladevand

Ved kommunalreformen 1. januar 2007 delte man myndigheden på administrationen af de beskyttede sten- og jorddiger mellem kommunerne og Slots- og Kulturstyrelsen. Kommunerne kan dispensere. Slots- og Kulturstyrelsen har tilsynet og kan meddele påbud. Det er mildest talt kaotisk, og særligt lodsejerne er ladt fuldstændigt i stikken.

Jeg kan godt forstå, at lodsejerne bliver forvirrede og helt desperate til sidst. Det er vi sådan set også i kommunerne. Lad mig prøve at skitsere forløbet i en typisk sag:

Vi opdager, at et dige er forsvundet i forbindelse med anden sagsbehandling. Vi vurderer, at det er et ulovligt indgreb. Vi kontakter lodsejeren og oplyser om sagen. Lodsejeren opfordres til at søge en dispensation og oplyses om, at der kun kan dispenseres i særlige tilfælde.

Ansøgninger om dispensation afvises
Når kommunen har modtaget en ansøgning fra lodsejeren, kontakter de det lokale museum og tager på besigtigelse sammen med lodsejeren og ofte også hans konsulent. Det lokale museum kommer med en udtalelse om det fjernede diges kulturhistoriske værdi. På baggrund af den og kommunens egne vurderinger træffer vi en afgørelse, som lodsejeren kan klage over, hvis han vil.

Vi meddeler afslag på langt størstedelen af de ansøgninger, vi får. Allerede her er der mange lodsejere, der undrer sig. "Hvorfor siger I, at jeg skal søge en dispensation, hvis I alligevel ikke vil dispensere?" Jeg kan godt forstå dem.

Når vi har givet et afslag på dispensation, eller vi ikke hører fra lodsejeren, sender vi sagen til Slots- og Kulturstyrelsen. Det er dem, der har tilsynet og eventuelt kan påbyde, at diget skal reetableres. Vi oplyser lodsejeren om, at vi har sendt sagen til Slots- og Kulturstyrelsen.

Tilbage til start igen og igen
Efter en længere periode, til tider flere år, kontakter Slots- og Kulturstyrelsen lodsejeren. De indleder med at oplyse ham om, at han kan søge dispensation hos kommunen – og så varsler de et påbud. Det er første gang, lodsejeren bliver slået tilbage til start. Lodsejeren kontakter selvfølgelig kommunen og spørger, om han nu kan forvente en dispensation? "Nej," siger kommunen, "det har du allerede fået afslag på." Lodsejeren klasker telefonrøret på i arrigskab.

Kort efter får han et nyt brev fra Slots- og Kulturstyrelsen. Det er et påbud om reetablering. I påbuddet oplyser Slots- og Kulturstyrelsen lodsejeren om, at han kan gøre det ulovlige forhold lovligt på to måder: ved at reetablere det fysisk – eller ved at søge en dispensation hos kommunen.

Så er han slået tilbage til start igen. Lodsejeren kontakter selvfølgelig straks kommunen og siger: "Det forstår jeg ikke ... I brevet står der, at jeg skal søge kommunen om dispensation. Det troede jeg, at jeg havde gjort?" "Du har ret”, siger kommunen, ”vi forstår det heller ikke.” Lodsejeren sukker dybt og lægger røret stille på.

Administrativt cirkus af kafkaske dimensioner
Når lodsejeren har fået et påbud fra Slots- og Kulturstyrelsen, skulle man tro, at sagen sluttede for kommunen, men det gør den ofte ikke. Det hører jo med til historien, at dem, der behandler sagerne i Slots- og Kulturstyrelsen – og altså skriver alle brevene til lodsejeren – ikke kommer ud på besigtigelse og stort set ikke kan træffes per telefon heller. Derfor ringer han til kommunen.

Nogle gange vender lodsejeren tilbage og har et forslag til et dige, der ikke er registreret som beskyttet – og som han vil foreslå som erstatning for det fjernede dige. Eller han ringer og spørger om, hvordan han skal reetablere det fjernede dige. Eller han spørger, om der må plantes træer på det reetablerede dige.

Vi kan kun henvise ham til Slots- og Kulturstyrelsen. Og så er han ligesom slået tilbage til start for tredje gang. Eller han ansøger om dispensation til en gennemkørsel. Og kortet på Miljøportalen er ikke rettet til, for det er kun Slots- og Kulturstyrelsen, der må rette i det – ikke kommunerne. Behøver jeg at sige, at kortet ikke er opdateret? Det er et administrativt cirkus af kafkaske dimensioner!

Oplagt at effektivisere og afbureaukratisere
Jeg synes simpelthen ikke, vi kan være det bekendt! En ting er, at vi bøvler med det i kommunerne – og det er galt nok – men lodsejerne hænger i et lovløst limbo i årevis! Der er hverken op eller ned på sagsgangen, og de ved ikke, hvor de skal henvende sig.

Så vidt jeg husker kommunalreformens mantra, var det noget med ”én indgang til det offentlige” – og vi har haft en hel række af regeringer i forskellige farver, der har talt om ”afbureaukratisering”. Her er et område, som efter min mening ret nemt kunne effektiviseres, decentraliseres og gøres meget mere smidigt samtidig – og det ville kunne mærkes ude hos lodsejerne med det samme.

Slots- og Kulturstyrelsen er jo også ved at sande helt til i sager, fordi sagsgangen er så barok. Sidst jeg hørte nogle tal var det vist over 600 eller 800 sager, de havde liggende – og de er tre-fire medarbejdere, der arbejder med området. Det er da ikke i orden!

Vildt og borgernært
Her kommer så forslaget til den gode løsning: Kommunen bliver den sagsbærende part. Det vil sige, at al kommunikation mellem lodsejer og myndighed foregår med kommunen, så der er én indgang for lodsejeren. Kommunen skal stå for at håndhæve hele loven, både dispensationer, påbud og reetableringer.

Slots- og Kulturstyrelsen skal uddelegere deres myndighed til udvalgte lokale museer, som så både kan udtale sig om digets kulturhistoriske værdi, foretage besigtigelser sammen med kommunerne og stille vilkår ved håndhævelsessager – ja, de kan måske ovenikøbet være til stede under reetableringen og anvise, hvordan det skal gøres. Det bliver vildt. Eller måske ovenikøbet borgernært!

Kommunen skal have pligt til at høre Slots- og Kulturstyrelsen via det lokale museum, før der træffes afgørelse. Gensidigt skal det lokale museum forpligtes til at have en relativt kort svarfrist på for eksempel fire uger. Kommunen følger op på den fysiske lovliggørelse og retter i korttemaet på Miljøportalen.

Jeg ved godt, at der er nogle økonomiske og andre forhold, der skal på plads, før det kan effektueres, men helt ærligt: Hvor svært kan det være? Det kan umuligt blive værre, end det er i dag.

Forrige artikel Dataetikere: Københavns Kommune forærer borgeres data til Google Dataetikere: Københavns Kommune forærer borgeres data til Google Næste artikel Dansk Affaldsforening: Design er dronningen af den cirkulære økonomi Dansk Affaldsforening: Design er dronningen af den cirkulære økonomi
Enhedslisten kræver penge til forskning i naturen

Enhedslisten kræver penge til forskning i naturen

FORSKNING: Enhedslisten spiller natur ind i forhandlingerne om forskningsreserven. "Det er vigtigt, vi ikke overser naturkrisen," lyder det. S erklærer sig "meget åben" over for forslaget.