L&F: Miljøstyrelsens vurderinger af vandområder er rent gætværk

Af Anders Panum Jensen og Erik Jørgensen
Hhv. viceområdedirektør og chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer

Den 18. december offentliggjorde Miljøstyrelsen den seneste basisanalyse, der udgør en væsentlig del af grundlaget for tredje og foreløbigt sidste generation af vandområdeplaner, som kommer på gaden i december 2021.

Basisanalysen er dog lagt frem i en amputeret udgave, idet kystvandene ikke indgår, grundet forsinkelser i beregningerne.

Men vandløbene er med, og styrelsen vurderer, at der ikke er sket nogen udvikling i vandløbenes miljøtilstand siden 2014. Miljøstyrelsen konkluderer endda videre, at en ændring i målopfyldelse fra 31 til 30 procent må betragtes som en tilbagegang.

Hvorvidt der reelt er sket ændringer i vandløbenes miljøtilstand eller ej, står imidlertid hen i det uvisse.

Det er der flere årsager til, men betydningen af den yderst mangelfulde viden om vandmiljøets faktiske tilstand er stor og alvorlig og udstiller det enorme gab, der er mellem ønsketænkning og et højt ambitionsniveau på den ene side og fagligt grundlag og manøvrerum på den anden side.

Det er yderst uheldigt, at man endnu engang står over for at skulle lave nye vandområdeplaner uden bare at være i nærheden af at have styr på tilstandene i de målsatte vandløb.

Anders Panum Jensen og Erik Jørgensen
Hhv. viceområdedirektør og chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer

Det er svært, for ikke at sige umuligt, at planlægge og gennemføre meningsfulde indsatser, når man reelt ikke ved, hvordan tilstanden er i de vandforekomster, man skal forvalte.

Vandløbenes miljøtilstand er stort set ukendt
At vores påstand om mangelfuldt datagrundlag ikke er grebet ud af den blå luft er tydeligt, hvis man kigger lidt på tallene.

Vandrammedirektivet opererer med fire kvalitetselementer, og for at en vandløbsstrækning er i god økologisk tilstand, kræves det, at alle fire kvalitetselementer hver især opfylder miljømålet.

Det er kreativ bogføring på den helt store klinge, når det i basisanalysen hævdes, at den biologiske tilstand kendes for 93 procent af strækningerne, når man andetsteds kan læse, at tilstanden for vandplanter kun kendes i 24 procent af vandløbene.

Den samlede tilstand er derfor ukendt i mindst 76 procent af vandløbene. Og regner man de bundlevende alger med, falder kendskabet til den samlede økologiske tilstand til et stort rundt nul!

For kemisk tilstand, som helt på linje med den økologiske tilstand skal være i orden, kendes tilstanden kun for 800 kilometer vandløb ud af 18.500 kilometer, svarende til 4 procent. Ikke underligt, da der kun måles på cirka 25 stationer, og prøvetagningen er endda fordelt over flere år.

Betydninger beror alene på antagelser
19 år efter vandrammedirektivet blev vedtaget, ved vi med andre ord fortsat ikke meget om, hvordan vandmiljøets tilstand er. Men i Miljøstyrelsens logik er ukendt tilstand lig med god tilstand for det pågældende kvalitetselement.

Det kan såmænd være fint nok, hvis ikke det var fordi, man reelt ikke aner, hvilken og hvor stor en indsats der er behov for. Man risikerer at sætte ind de forkerte steder og med de forkerte løsninger.

Det svarer til at skyde et løb i gang, hvor ingen af løberne aner, om det er sprint, mellemdistance eller maraton, der venter. Hvordan skal løberen disponere sine kræfter?

Vandløbsbiologien påvirkes af en række forskellige forhold, og vil man forbedre tilstanden og nå miljømålene, er det nødvendigt at kende både tilstanden (hvilket man ikke gør), og hvad der findes af presfaktorer.

Forarmede fysiske forhold, faunaspærringer af forskellig slags, hydraulisk belastning samt udledning af iltforbrugende stoffer og miljøfarlige forurenende stoffer kan alle påvirke vandløbsbiologien. Og god kemisk tilstand er jo et selvstændigt mål, der skal opfyldes.

De fysiske forhold (variationen i bundforholdene) kendes i en del vandløb. Men typisk er det kun delstrækninger og ikke hele vandløbet, der er undersøgt. Man ved med andre ord ikke nødvendigvis, hvordan tingene ser ud i vandløbet som helhed.

For spildevand og miljøfarlig kemi er viden endnu ringere. Hele vejen rundt er der et stort behov for at få styr på de grundlæggende forhold og relevante presfaktorer, som varierer fra vandløb til vandløb. Ja, formentlig varierer de, for man ved det jo ikke.

Hvad nu?
Det er yderst uheldigt, at man endnu engang står over for at skulle lave nye vandområdeplaner uden bare at være i nærheden af at have styr på tilstandene i de målsatte vandløb.

Vi og andre aktører har ved flere lejligheder kritiseret det mangelfulde overvågningsnet, der slet ikke står mål med ambitionsniveauet.

Men lige meget hvor mange ressourcer, der blev afsat til at forbedre det faglige grundlag, er det helt urealistisk at nå at få styr på tilstand og presfaktorer i tide – og formentlig i det hele taget.

I det lys giver det ikke megen mening, at Miljøministeren for nylig målsatte yderlige 500 kilometer kunstige vandløb uden at ane noget om den faktiske tilstand i disse vandløb, og hvilke indsatser målsætningerne derfor vil indebære.