Lone Andersen: Brug for omtanke i naturforvaltningen

Sidste tirsdag havde jeg – som flere af mine ”kolleger” fra andre organisationer – fornøjelsen af at være inviteret ind til miljø- og fødevareministeren for at drøfte ønsker til en fremtidig naturpolitik.

Jeg synes, det er rigtigt godt, at alle interesser på den måde inviteres til at spille ind med forslag til, hvordan vi bedst gør en forskel for naturen.

Noget af det, som jeg havde med til ministeren, var et klart ønske om, at naturindsatsen bliver målrettet og sat i gang de steder, hvor der i forvejen er noget at beskytte – og at det sker på en måde, så vi opnår den største effekt og mest mulig inddragelse af de landmænd, der ejer eller plejer mange naturarealer.

Regulering skal give mening 
Målretning og inddragelse er nogle af de principper, som Naturpakken hviler på – og derfor er det mit håb, at det også vil blive grundstenen i det beslutningsgrundlag til en ny ammoniakregulering, som er en del af Naturpakken.

For at sætte det på spidsen så betyder den regulering, vi har i dag, at landmanden kan blive tvunget til at lukke sin bedrift – uden at det reelt gør en forskel for den nærliggende natur, som man ønsker at beskytte.

Lone Andersen
Viceformand, Landbrug & Fødevarer

I dag betyder husdyrlovens regler om den specifikke ammoniakregulering, at rigtig mange landmænd oplever, at naturen på deres egen eller naboens ejendom er med til at begrænse udviklingen på bedriften – eller i værste fald betyder, at produktionen skal udfases, og bedriften lukkes ned.

Selvfølgelig skal der tages hensyn til vores ammoniakfølsomme natur, og der er enighed om, at påvirkning med næringsstoffer er en af de helt store udfordringer for naturen i det meste af Europa.

Men det kan gøres på en måde, der giver mere mening for både natur og landmænd.

Ved enøjet at fokusere på en række ammoniakkrav glemmer man, at det i mange tilfælde ikke vil forbedre naturkvaliteten det mindste – tværtimod ender man med at tvinge de landmænd væk, der aktivt kan bridrage til naturplejen. 

Den målrettede forvaltning mangler
I Danmark har vi i gennemsnit en baggrundsbelastning af luftbåret kvælstof, der i mange tilfælde betyder, at selvom man lukkede alle husdyrproduktioner i nærheden af et naturområde, så ville belastningen alligevel ikke nå ned under naturens tålegrænser.

Derfor skal vi tage helt andre redskaber i brug, hvis vi skal sikre en forbedring af naturkvaliteten på sådanne områder.

Hvor en begrænsning af en nærliggende husdyrproduktion i mange tilfælde kun har mindre betydning for naturen, så vil tiltag som afgræsning, slæt eller andre former for naturpleje være med til at løfte naturværdien betragteligt.

Men dette er desværre slet ikke en del af den måde, som husdyrreguleringen i dag er skruet sammen på. Her pålægger man landmanden meget skrappe restriktioner uden overhovedet at se på, hvordan naturen kunne forbedres gennem en målrettet forvaltning.

Regler kan have modsat effekt end planlagt
For at sætte det på spidsen så betyder den regulering, vi har i dag, at landmanden kan blive tvunget til at lukke sin bedrift – uden at det reelt gør en forskel for den nærliggende natur, som man ønsker at beskytte.

Det er efter min opfattelse en rigtig dårlig måde at forvalte både vores natur og vores samfundsøkonomi på.

Der er også andre groteske eksempler. Selvom en landmand med en udvidelse af sin produktion faktisk ved hjælp af ny teknologi kan mindske påvirkningen af nærliggende natur, så kan han få et afslag på en sådan ansøgning, hvis den samlede udledning ligger over de krav til totaldeposition, som er fastsat for naturområdet.

I stedet kan han være nødt til at fortsætte produktionen i sin gamle stald uden miljø-, dyrevelfærds- og driftsmæssige forbedringer, indtil stalden er slidt ned og banken betalt.

I stedet for at sikre en forbedring af naturkvaliteten kan de gældende regler på flere måder have den stik modsatte effekt.

Ud over en langsommere indfasning af moderne og miljøvenlige stalde betyder reglerne også, at der ikke er noget incitament for landmanden til at etablere og pleje natur.

Derfor er det tvingende nødvendigt med en gennemgribende ændring af ammoniakreglerne.

Hvis landmanden for eksempel gives bedre mulighed for at etablere eller udvide sin bedrift, mod at naturpleje indgår som et element i godkendelsen, så kan man sikre, at der sker en forbedring for naturen, samtidig med at de økonomiske konsekvenser for både landmanden og samfundet mindskes. Ren win-win.

En anden mulighed er at bruge erstatningsnatur som en del af husdyrgodkendelser. I mange tilfælde vil den natur, som udløser ammoniakkrav, være et mindre naturområde, som på trods af et tiltag på den nærliggende husdyrbedrift alligevel vil have svært ved at opnå eller opretholde den ønskede naturkvalitet og -tilstand.

I sådanne tilfælde vil det give en langt bedre bundlinje for både natur og økonomi, hvis landmanden gives mulighed for at udvide sin bedrift mod at etablere ny natur, for eksempel i forbindelse med andre naturarealer. På den måde sikres både mere natur og ikke mindst mere sammenhæng i naturen.

Flere faktorer skal med 
Endelig kan der også være et behov for at se på naturen i et lidt bredere perspektiv end helt lokalt.

Måske kan der opnås en langt bedre natureffekt ved at gøre en indsats et helt andet sted, men på en måde, så der alt i alt kommer en grønnere bundlinje.

Som møderne hos miljø- og fødevareministeren i sidste uge nok viste, så er der en bred enighed om, at naturen i Danmark har brug for en indsats.

Men det nytter ikke noget, hvis den indsats enøjet fokuserer på et element – som for eksempel ammoniak – uden at tage andre faktorer med.

Fra Landbrug & Fødevarer har vi et klart mål om, at der skal ske en ændring af den specifikke ammoniakregulering, men vi har også en klar overbevisning om, at det med lidt omtanke og forandringsvillighed kan ske på en måde, der i sidste ende gør en forskel.

...

Lone Andersen er viceformand i Landbrug & Fødevarer. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.