Lidegaard udpeger det "mest overraskende" i finansloven: De næste ti år står i havets tegn

Det stod ikke ligefrem med flammeskrift. Ej heller var der mange medier, der fangede det. Men måske var denne sætning i virkeligheden det mest overraskende i den netop indgåede finanslovsaftale:

"Regeringen vil med afsæt i de indkomne høringssvar forhandle en samlet havplan med Folketingets partier til foråret 2022 for at sætte en ambitiøs og bæredygtig retning for det danske havareal, herunder med stærkere fokus på naturbeskyttelse".

Sætningen dækker over en jammerlig proces de forgange to år, hvor regeringen har forsøgt at udarbejde den plan for de danske have, som den ifølge EU er forpligtet til.

Havplanen skal sikre, at det samlede økosystem respekteres, ligesom den skal prioritere mellem de mange erhverv, der ønsker at lægge beslag på havenes enorme ressourcer:

Fiskeri, udvinding af råstoffer, landbrugets udledning af næringsstoffer, opsætning af havvindmøller, turisme og transport. Vi har kun de have, som vi har, og kampen om dem bliver heftig.

I det lys var regeringens første udkast til havplan nærmest skandaløs i sin mangelfuldhed. Den sikrede hverken det samlede økosystem eller prioriterede mellem erhvervene, hvorfor kritikken da også haglede ned over den i de mange høringssvar, der siden er kommet.

Alt sammen vil der nu blive lavet om på, når de politiske partier skal forhandle en ny plan, der kan få vidtrækkende konsekvenser for Danmark og danskerne.

Som om det ikke var nok, tyder stadig mere på, at havenes tilstand i sig selv bliver afgørende for menneskets chance for overhovedet at kunne kontrollere den globale opvarmning

Martin Lidegaard (R)
Kommentarskribent

For det kræver seriøse forandringer, hvis havene skal nå en bæredygtig tilstand, og derfor er det ikke nogen let opgave, som den ansvarlige minister, erhvervsminister Simon Kollerup (S), er kommet på. Ud over at koordinere mindst fem andre ministeriers interesser skal han også ramme to svære og grundlæggende balancer:

Den ene handler om at balancere hensynet til havenes langsigtede økologiske tilstand over for menneskes udnyttelse af havenes ressourcer i dag. Hvis vi presser havene for langt i dag med forurening, overfiskeri og forsuring, risikerer vi at skabe uoprettelige skader på det globale økosystem med store omkostninger for de kommende generationer.

Som en rettesnor har EU derfor allerede besluttet, at ti procent af de europæiske have skal opnå streng beskyttelse, hvor der ikke må pågå nogen menneskelig aktivitet, hvortil skal lægges 20 procent beskyttede have, hvor der som minimum ikke må trawles.

I regeringens første udkast til havplan leverede regeringen blot 4,1 procent strengt beskyttede områder, mens der i finansloven i første omgang blev opnået enighed om at udlægge bælthavene til trawlfri områder og gøre Øresund og Lillebælt til marine nationalparker.

Men der er stadig langt vej igen til de ti procent plus 20 procent, som EU navigerer efter. For ikke at tale om at sikre den gode vandkvalitet, som EU’s vandrammedirektiv også kræver, og som skal lede til betydeligt færre udledte næringsstoffer fra både landbrug og storbyer.

En anden balance handler om, at vi over de næste ti år skal opsætte hundredvis af gigawatt havvind, hvis vi skal levere den nødvendige grønne strøm, som Europa og klimaet kalder på – samtidig med at der skal tages det nødvendige hensyn til fugle, fisk og fauna i og over havene.

Der blev også afsat midler i finansloven til at sikre denne sameksistens, blandt andet ved – endelig – at tilvejebringe de data, der gør det muligt at placere havvindmøller dér, hvor de gavner klimaet mest og skader naturen mindst.

Som om det ikke var nok, tyder stadig mere på, at havenes tilstand i sig selv bliver afgørende for menneskets chance for overhovedet at kunne kontrollere den globale opvarmning.

I de forgangne årtier har havene optaget en meget stor del af den CO2, som menneskeheden har udledt, hvilket har ført til en forsuring, der netop truer økosystemet og havenes evne til at optage CO2.

Vi skylder både havene og de mange tilknyttede erhverv, at den bliver ambitiøs, bæredygtig og bredt politisk funderet

Martin Lidegaard (R)
Kommentarskribent

Tilsvarende tyder nye videnskabelige artikler på, at der sker store udledninger af CO2 i havene som følge af trawl, selvom der stadig er behov for at blive klogere på, hvordan forskellige former for trawl virker på forskellige typer af bund.

I den mere positive ende tyder norske erfaringer på, at tilplantning af ålegræs måske vil vise sig at være den billigste, hurtigste og mest effektive måde at låse store mængder af CO2 i havene, mens andre igen har kig på havenes mulighed for at producere grøn protein fra tang som erstatning for soyaprotein.

Kun én ting er sikkert: Vi bliver klogere og klogere på havenes betydning for os mennesker, og i forhold til klimaet er det ikke længere nogen vild antagelse, at det er lige så vigtigt, hvad vi mennesker gør under havets overfalde, som hvad vi gør over.

Det bør føre til en langt mere grundig og faktabaseret politisk tilgang til den næste havplan. Og vi skylder både havene og de mange tilknyttede erhverv, at den bliver ambitiøs, bæredygtig og bredt politisk funderet.

De næste ti år bliver havenes år.