Analyse af 
Esben Schjørring

Mette Frederiksen satte gang i Operation Klimavalg – men på et afgørende område står hun stadig blottet

Statsministerens store styrke har været de store fortællinger, nu jagter hun dagsordener i stedet for at sætte dem. Spørgsmålet er, om regeringen med en CO2-skat vil gøre klima til den nye udlændingepolitik.

<span>Mette Frederiksen er endegyldigt trådt ind i en ny fase. Arbejderismen med den nostalgiske længsel efter fortidens Danmark og den&nbsp;<a href="https://www.altinget.dk/artikel/mette-frederiksen-indvarsler-pessimismens-tidsalder" target="" rel="">dybe skepsis over for globaliseringen og fremtiden</a>&nbsp;fortoner sig, og hun lyder mere og mere som en hvilken som helst anden statsminister fra de seneste 40 år, der har talt om reformer, øget arbejdsudbud, og at&nbsp;<a href="https://www.altinget.dk/artikel/mette-frederiksen-danmark-skal-vaere-i-hjertet-af-eu-og-nato" target="" rel="">Danmark skal ind i hjertet af Europa</a>.</span>&nbsp;
Mette Frederiksen er endegyldigt trådt ind i en ny fase. Arbejderismen med den nostalgiske længsel efter fortidens Danmark og den dybe skepsis over for globaliseringen og fremtiden fortoner sig, og hun lyder mere og mere som en hvilken som helst anden statsminister fra de seneste 40 år, der har talt om reformer, øget arbejdsudbud, og at Danmark skal ind i hjertet af Europa. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

På årets sidste dag indprentede Dronningen den grønne krisebevidsthed i vælgerne, og mens de sidste heksehyl istemte deres ensomme klagesang dagen efter, kom statsministeren med svaret: Nu kommer den CO2-skat, (næsten) alle har set som en fuldstændig uundværlig motor i den grønne omstilling.

Dermed fører Mette Frederiksen (S) langt om længe sit parti ud på den vej, hvor det bliver konfronteret med det dilemma mellem arbejdspladser på den ene side og den grønne omstilling på den anden, som indtil videre har lagt en dæmper på regeringens grønne ambitioner.

Det næste spørgsmål bliver, om regeringen vil sammensætte en CO2-skat på en måde, hvor de borgerlige ikke vil være med længere, eller om man vil gå efter en tværpolitisk aftale.

Gør regeringen det sidste, bliver det svært for Venstre og Det Konservative Folkeparti at gøre et politisk våben ud af de tabte arbejdspladser ikke mindst i landbrugs- og fødevaresektoren, som en CO2-skat vil medføre.

Gør regeringen derimod det første, vil det forvandle klima til det, udlændingepolitikken var i gamle dage: en politisk vare, vælgerne kun kan få et sted, denne gang i centrum-venstre under socialdemokratisk ledelse.

Spørgsmålet er, hvor bange regeringen er for den ”folkelige modreaktion”, som en af regeringens ideologiske inspirationskilder, forfatteren Lars Olsen, har advaret om.

Og spørgsmålet er, hvor meget den pludselige nulstilling af dansk politik med uafgjort i meningsmålingerne vil presse regeringen til at politisere klimaet både i forhold til vælgerne og med henblik på sammenholdet i centrum-venstre, hvor især Enhedslistens tålmodighed bliver sat på prøve de kommende uger og måneder.

Svækkelsen af Frederiksen kan gøre hende grøn

Med klimaaftalen om landbruget lige op til begyndelsen af indeværende politiske sæson var det den tværpolitiske model, regeringen gik efter. Dengang i oktober stod man stadig urørligt godt i meningsmålingerne, og Mette Frederiksen gik efter at placere regeringen i positionen som midterpartiet, der samlede alle andre til et fælles svar på store spørgsmål.

Det, man skal holde øje med de kommende måneder, er, hvem der lykkes bedst med at gøre klima eller sundhed til dansk politiks mest højspændte emne. Får vi et klimavalg står regeringen og centrum-venstre uhyre stærkt. Får vi et sundhedsvalg bliver det anderledes tæt og spændende.

Sindbilledet på den model var forårets forhandlinger om genåbningen af samfundet, ligesom det også var budskabet på den store regeringskonference i Fredericia i august. Det er en version af det, man kalder asymmetrisk demobilisering, hvor et parti fra en styrkeposition hele tiden tager vinden ud af sejlene på sine modstandere ved at inddrage dem og omfavne deres politik.

Men forskellen til dengang er den slitage, minkskandalen har påført regeringen generelt og statsministeren i særdeleshed. Mette Frederiksen er ikke længere historisk populær, men er faldet ned på niveau med andre politikere, og med sms-sagen er hun kommet til at ligne den fordom, politikere altid kæmper med, nemlig at de hykler og har et strategisk forhold til åbenhed og ærlighed.

Resultatet er, at de to regeringsalternativer står lige over for hinanden i meningsmålingerne, og at en ellers sammenbrudt borgerlig opposition – som Venstrenestor Claus Hjort Frederiksen så sent som i maj kaldte Danmarkshistorisk svag – er blevet langt mere sammentømret og vender pistolerne udad i stedet for indad.

Dermed er det blevet sværere og ikke mindst mindre strategisk attraktivt for regeringen at gøre sig selv til det store forhandlingsbord, alle andre skal være glade for at være inviteret til. Og regeringen har også fået brug for sine alliancepartnere i langt højere grad.

Det gør selvfølgelig prisen højere for regeringen, når der skal laves aftaler, men det kan også med halvandet år til næste folketingsvag skærpe politiseringen af de emner, der er vigtigst for vælgerne. Klimaet ikke mindst.

Venstrefløjen har brug for en stor grøn sejr

Vi ved, der skal laves aftaler om arbejdsudbud og udenlandsk arbejdskraft som det første i det nye år. Skal det blive til noget, bliver det med De Radikale og de borgerlige partier, og selvom ingen af dem rigtig kan sige nej til øget arbejdsudbud, vil begge parter tage sig godt betalt for en aftale.

De Radikale skal godtgøres for at sætte dimittendsatsen ned – al den stund, at det rammer unge universitetsuddannede, hvoraf en del typisk stemmer radikalt – ligesom de borgerlige kræver hævet topskattegrænse i bytte for de ekstra penge, regeringen vil komme i dagpengesystemet for at tilfredsstille fagbevægelsen, der længe har kritiseret udhulingen af dagpengene.

Hvor det snit kommer til at ligge, er uvist, men uanset hvad bliver resultatet utilfredshed i Enhedslisten.

Her var man genuint overrasket og skuffet over, at regeringen i sensommeren slog ind på en politisk kurs og logik, hvor nedsatte ydelser øger arbejdsudbuddet. Ikke alene har Enhedslisten et traume på det punkt fra tiden med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, det handler også om, hvor langt ledelsen på Christiansborg kan flytte partiet, uden baglandet slår op i banen, og vælgerne damper af.

Hvor smertetærsklen for partimedlemmerne og vælgerne ligger, er man i partitoppen ikke sikker på, men arbejdsudbudsreformer og øget import af udenlandsk arbejdskraft kan man ikke være med på.

Selvfølgelig kan såvel Enhedslisten som Socialdemokratiet have fælles fordele i, at de vælgere, der havde stemt S i troen på, at partiet under Mette Frederiksens ledelse havde bevæget sig væk fra udbudsreformer, havner hos Enhedslisten.

Men Enhedslisten har – og det har SF også – brug for at kunne hjemtage positive politiske resultater, der kan retfærdiggøre, at man støtter en regering, der hverken fører den fordelingspolitik eller udlændingepolitik, venstreorienterede vælgere går ind for.

Det er her, klimapolitikken kommer ind i billedet. Og netop fordi det politiske landskab efter et halvt års nedtur for regeringen er drastisk forandret, kan det føre til en hård politisering af det grønne.

S har tabt sundhedskortet

Igennem lang tid har det været sådan, at vælgerne mener, at klima er det vigtigste eller næstvigtigste emne, politikerne kan tage sig af. Spørger man derefter vælgerne, om klimaproblemerne bedst håndteres af en borgerlig eller en socialdemokratisk regering, svarer det overvældende flertal, at det ligger bedst i hænderne på en socialdemokratisk ledet regering.

Når det kommer til valgkampe gælder den trend, at den blok, der ejer valgkampens centrale emne, vinder valget. Det var den mekanisme, der forvandlede udlændingepolitik til en valgkampsmaskine, der spyttede sejre ud på rad og række for de borgerlige op gennem nullerne.

Og det var ved om ikke at overtage, så udligne emneejerskabet på udlændingepolitikken, at Socialdemokraterne lykkedes med at gøre andre emner, som sundhed og klima, afgørende for, hvor vælgerne satte deres kryds ved sidste folketingsvalg.

Ser man på vælgernes dagsorden nu, ser det sådan ud, at sundhed ligger – klart – nummer et, og klima ligger nummer to. Klimapolitikken ejer en socialdemokratisk ledet regering stadig komfortabelt, men som Altinget skrev om før jul, har regeringen mistet meget af sit ejerskab til sundhedsemnet til de borgerlige, samtidig med at meningsmålingerne er udlignet.

Lægger man behovet for at lave en politisk byttehandel med især Enhedslisten oven i den forskydning, taler det for, at motivationen for regeringen i at gøre næste valg til et decideret klimavalg er høj.

Og den oplagte måde at gøre det på er, at udforme en CO2-skat på måde, hvor Venstre og de øvrige borgerlige partier ikke kan være med. Herefter kan Socialdemokratiet præsentere vælgerne for en situation, hvor man kun kan få den grønne politik ved at stemme på partier fra centrum-venstre. En grøn version af det 'enten-eller' man allerede har på velfærdspolitikken med retten til tidlig tilbagetrækning.

Det behøver ikke direkte at handle om, hvor høj CO2-skatten bliver, men om hvordan og i hvor høj grad andre skatter bliver omlagt for at udligne det forhøjede skattetryk. Og her har Venstre selv placeret sig i en sårbar position ved at fastholde Anders Fogh Rasmussens skattestop, selvom man er i opposition. Det har allerede betydet, at man står udenfor politiforliget fra 2020 og aftalen om Kriminalforsorgen fra 2021 – også selvom DF og Konservative var med i begge.

I Venstre har man længe været bange for netop den situation, hvor klima blev ’den nye udlændingepolitik’, og på Venstres landsmøde i efteråret indskærpede Jakob Ellemann-Jensen det overfor baglandet, at partiet skulle stå stærkt på klimapolitikken.

Men det er netop i samme bagland, at konsekvenserne ved en C02-skat vil ramme hårdest i form af tabte arbejdspladser i landbrugs- og fødevareindustrien. Ultimativt kan det sætte grænsen for, hvor langt Venstre kan gå, og Jakob Ellemann-Jensen har ikke på nuværende tidspunkt den popularitet – eller de meningsmålinger – der skal til for at kunne agere uden hensyn til baglandet. Ligesom det er svært at se Det Konservative Folkeparti bryde ud af det borgerlige samarbejde her.

Frederiksen er ikke sit partis stærkeste kort

Dermed står vi på tærsklen til et yderst interessant kommende halvår i dansk politik. Meget vil afhænge af, hvordan Venstre og Socialdemokratiet vil afveje strategiske fordele, klimapolitikkens åbenlyse nødvendighed og deres respektive frygt for at lægge sig ud med dem, de hver især anser for at være deres kernevælgere.

Omvendt var det tydeligt på reaktionerne efter statsministerens nytårstale, at Venstre satser på at gøre et kommende folketingsvalg til et sundhedsvalg. Som sagt står man pludselig langt stærkere på sundhedsemnet end førhen, og til gengæld er emnet nærmest eksploderet blandt vælgerne.

Her var statsministeren overraskende defensiv i sin nytårstale og nærmest beklagende, da hun brugte corona som en undskyldning for, at regeringen ikke har en plan parat.

Dermed er det også klart, at regeringens akilleshæl fra nu af – ligesom det var for Nyrup-regeringen i 1990erne – er sundhedspolitik. Regeringen forsvarer sig ganske vist med, at der er tilført ekstra midler, men pointen er, at det, der især efterspørges, er en ny organisering af sundhedsvæsnet mellem stat, region og kommuner.

At statsministeren på den måde værger for sig på sundhedsområdet, giver Venstre en åben flanke at fastholde presset på regeringen, efter minkskandalen er faldet i intensitet.

Det, man skal holde øje med de kommende måneder, er, hvem der lykkes bedst med at gøre klima eller sundhed til dansk politiks mest højspændte emne. Får vi et klimavalg står regeringen og centrum-venstre uhyre stærkt. Får vi et sundhedsvalg bliver det anderledes tæt og spændende.

Men uanset hvad svaret bliver, er Mette Frederiksen endegyldigt trådt ind i en ny fase. Arbejderismen med den nostalgiske længsel efter fortidens Danmark og den dybe skepsis over for globaliseringen og fremtiden fortoner sig, og hun lyder mere og mere som en hvilken som helst anden statsminister fra de seneste 40 år, der har talt om reformer, øget arbejdsudbud, og at Danmark skal ind i hjertet af Europa.

Den proces af ’almindeliggørelse’ af Mette Frederiksen har været i gang i snart halvandet år nu, og minkskandalen har bidraget væsentlig til, at vi nu ser en statsminister, der i mindst lige så høj grad jagter dagsordener, som hun sætter dem. Alene det gør hende til en langt mindre formidabel modstander for den borgerlige opposition, og langt mere nødet til samarbejde med sit parlamentariske grundlag.

Mette Frederiksen er ikke længere helt så suverænt sit eget partis bedste kort.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00