Morten Østergaard ved Lone Dybkjærs mindehøjtidelighed: "Lones virke var meget større end hendes parti"

Og når man skal beskrive et levned som Lones, så griber det ind i så utroligt mange andre liv, som også var med og gjorde deres for, at tingene lykkes.

Men man kan alligevel illustrere hendes virke sådan kontrafaktisk ved at spørge, hvad der var sket, hvis Lone ikke havde været der og taget kampen:

Hvordan var kampen mod atomkraft i Danmark endt, hvis ikke Lone i Folketinget på forventet efterbevilling i en folketingsgruppe, som vistnok var noget delt, havde sikret flertallet for et endeligt "Nej tak til Atomkraft"?

Og ville vi i dag kunne tage for givet, at – i det mindste – to ugers barsel efter fødslen er øremærket til mænd, hvis ikke Lone i starten af 80'erne havde kæmpet for udvidet og delt barsel?

Det nager mig utroligt – jeg kan faktisk høre Lones røst for mine ører – at vi under den seneste S-ledede regering ikke fik brugt flertallet til at genindføre den øremærkede barsel til fædre, som Nyrup- og Jelved-regeringen indførte. Jeg tænker, Poul, måske du er den rette til at hviske til den nuværende statsminister, om vi ikke denne gang kunne gøre det lidt bedre.

Og nu, vi er ved Poul, så blev Lone jo veritabelt gift med Socialdemokratiet – den helt private lykke mellem to mennesker, to hjerter, som grundet omstændighederne blev folkeje.

Det påvirkede Lones liv mere end så meget andet, men faktisk var det en anden partileder, som først fik papir på Lone: Det var nemlig Uffe Ellemann. Der blev lavet et "forståelsesbrev mellem Uffe og Lone om aktuelle problemer i udenrigs og sikkerhedspolitikken". Det blev skrevet en junidag i 1988 på Udenrigsministerkontoret med Uffe ved hakkebrædtet og Lone overfor, og embedsværket nervøst holdt uden for.

Igen spørger vi kontrafaktisk: Var fodnotepolitikken blevet afløst af ro og bredt samarbejde om noget så vitalt som sikkerhedspolitikken, hvis ikke Lone i det øjeblik havde haft modet til at lave den aftale med Uffe?

Det førte til KVR-regeringen, hvor Lone som miljøminister knæsatte bæredygtighedstankegangen inspireret af Brundtland, som har båret miljøpolitikken siden, og først på det seneste for alvor er blevet udstrakt til klimaet: Forsigtighedsprincippet, helhedssynet, forureneren betaler. Hvor havde vi været uden? Og hvad med lesbiskes ret til kunstig befrugtning? Mennesker med handicaps rettigheder under handicapkonventionen?

Vi ved ikke, hvordan det var gået uden Lones indsats. Og vi ved, at mange andre i sagens natur også har bidraget.

Men vi kan sige med største overbevisning, at det kan ikke være tilfældigt, at ét menneske så konsekvent over de sidste mange årtier har befundet sig der, hvor man kan gøre en forskel, hvis man har sine meningers mod, sit temperament og sin utålmodighed. Og som så konsekvent har truffet de valg, som har bragt os afgørende fremskridt, hvor vi havde brug for det. For ligestilling og miljø. Socialt og internationalt.

For med det internationale var det sådan, at kærligheden til Poul blev også Lones bro til Europa. Lone, Marianne og Niels gjorde igen Radikale Venstre til europæerne i dansk politik. Vi andre fik altid robust at vide, at vi glemte Europa. I valgkampe som på interne møder. Også her var hun utålmodig. Men Lone efterlod store europæiske sko at fylde ud, og jeg er så glad for, at det, hun ønskede sig så brændende, nåede hun at opleve, at vi ved sidste valg endelig fik to sæt fødder til at gøre det.

I den lille BT-video siger Lone, at hun er ked af, hvis hun har såret nogen. Jeg kan jo ikke svare for alle. Men som en, der har haft fornøjelsen af at være villig tilskuer til, når du og Niels Helveg spiddede hinanden i et sommergruppemiddagsskænderi, man kunne stille uret efter, hvor spydigheder afløste hinanden, så de gamle herrer i 'Muppet Show' kunne have veget pladsen, blot for til sidst at føre til højrøstet latter, og næste dag var alt ved det gamle. Og som måske også selv har fået et verbalt rap over nallerne eller to, så vil jeg sige, at det, jeg husker er ikke vredestårer – det er lattertårer. For det har været en sand syndflod.

Du bar' følelserne uden på tøjet, men vi var aldrig i tvivl om det bankende hjerte i brystet og latteren i dine øjne.

Kære Poul, Mette, Lukas og Nikoline og resten af familien. For jer vil savnet være størst. Men I skal vide, at alle os, der var så heldige, at vores veje krydsede Lones, vi er taknemmelige for det, hun gav. Og vi vil glædes over minderne igen og igen og igen.

Jean-Paul Sartre har skrevet, at mennesker ikke kan finde mening med døden og derfor bør lade være. Det har han nok ret i.

Men han hævder også, at det er, fordi døden sætter en stopper for et menneskes drømme og livsprojekter. Og heri tager han fejl grueligt fejl. I hvert fald i Fru Lones tilfælde. For kan vi ikke andet i dag, magtesløse overfor livets afslutning, så kan vi love hinanden – på vegne af alle Lones radikale meningsfælder – at dine kampe, dine værdier, din retfærdighedssans, også nu, hvor du ikke er her til at minde os om dem, vil være vores, og vi vil stræbe efter dit mod til at gøre en forskel, når det virkelig gælder. For dem, der allermest trænger.

Æret være Lones minde.