Naturen bliver til et månelandskab af golde stubbe og flis

"Skynd dig kom og føje år/træ og hegn som flis forgår".

Tæt ved mit hjem ligger en naturskøn gammel grusvej. Fra vores gamle middelalderkirke bugter den sig ud i det åbne marklandskab.

Det er, når jeg går dér, at jeg husker, hvor smukt dette land kan være. Noget af det helt særlige ved denne vej er, at den i hvert fald til et vist punkt er omkranset af et tæt, "levende hegn", som vokser i de ældgamle diger.

Det er kønt. Men diger og levende hegn er ikke bare æstetik. De er også kulturhistoriske vidnesbyrd: påmindelser om, at vi hverken er de første eller de sidste; at vi befinder os i en sammenhæng, som har trukket sine spor gennem landskabet – ligesom vi sætter vores.

Og så er hegnene – skønt de er menneskeskabte – af stor værdi for naturen. De er små korridorer af liv i et marklandskab, hvor det moderne, effektive landbrugs monokulturer har givet naturen vanskelige vilkår.

Her, i det mindste, gror en flerhed af gevækster, og her kan fugle, mus og større dyr få pusten, før de atter må igennem de bølgende kornmarkers døde hav.

Landbruget skal også være her. Også det moderne, rationelt drevne, industrielle brug. Vi vil ikke undvære det. Men måske netop, fordi det skal være her, er hegnenes betydning så meget desto større.

De er tynde linjer, der bryder ensformigheden, sætter skel, afgrænser og gør det, som vi i al ubestemmelighed kalder "landet", til andet og mere end produktionslandskab.

De er de små fejl i det jerngitter, rationaliteten lægger ned over landet, der gør landet til livsverden, et hjem ikke bare for dyr, men også for mennesker.

Men der er en spænding mellem landet som livsverden og landet som produktionslandskab. Den bliver stadig mere tydelig. Og netop i disse år forskubber balancen sig. Landet og landområder bliver mere produktion, mindre liv.

Vores landområder bliver stadig mere afpillede

Christian Egander Skov
Kommentarskribent

Den udvikling gavner på kort sigt de store landbrug, men den vil forstærke afviklingen af det landlige, lokale Danmark – og dermed Danmark som helhed.

Vi har et politisk valg. Men lad mig prøve at blive mere konkret.

Jeg har tit spurgt mig selv om, hvordan det kan være, at digerne og de levende hegn er så velbevaret lige på det stykke dér ved kirken.

Svaret beror muligvis på de særlige bestemmelser, der gælder for kulturlandskaber omkring kirker? I hvert fald er det et særsyn, at de levende hegn får lov at stå så uberørt.

Selv behøver jeg blot at gå i den anden retning for at blive mindet om, at min lille sti er undtagelse. En vej fører fra landsbyen ned til stranden og videre til Aabenraa.