Debat

Økologisk Råd efter kemikaliesager: Der skal varedeklaration på legetøj

REPLIK: En række kedelige sager om kemikalier i legetøj fra medlemmer af Legebranchen viser behovet for bedre kontrol, mener Lone Mikkelsen. Det vil gøre det lettere for forbrugere, myndigheder og forhandlere, hvis der indføres fuld varedeklaration på legetøj.

Med fuld deklaration på legetøj kan både importører, forhandlere og forbrugere føle sig mere sikre på deres indkøb, mener Økologisk Råd.
Med fuld deklaration på legetøj kan både importører, forhandlere og forbrugere føle sig mere sikre på deres indkøb, mener Økologisk Råd.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lone Mikkelsen
Seniorrådgiver i Det Økologiske Råd

Det er helt klart, at handel på internettet er Det Vilde Vesten. Her hersker der tilsyneladende lovløshed, og vil man købe sikkert legetøj til sine børn, er det nok ikke her, man skal bevæge sig ud, med mindre man tænker sig godt om.

Men når det er sagt, så er Legebranchen, i deres debatindlæg fra 9. oktober, lige hurtig nok til at skyde skylden fra sig i forhold til de efterhånden mange sager, der har været om brud på legetøjsreglerne.

Sundhedsskadeligt legetøj på hylderne
Bare siden i sommer har der været tre sager, hvor der er fundet legetøj med alt for høje niveauer af sundhedsskadelige kemikalier, som er forbudt i legetøj. Og i alle tre sager har Legebranchen medlemmer, der er involveret.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

I juni var det de meget populære squishies, som blev testet for deres frigivelse af skadelige kemikalier. Alle 12 testede squishies frigav kemikalier i niveauer, der er direkte skadelige for børn. Her havde tre af Legebranchens medlemmer sundhedsskadeligt legetøj på hylderne.

En uge senere var det plastikbolde, der blev undersøgt for indholdet af ftalater. Disse kemikalier er hormonforstyrrende og forbudt i legetøj til børn mellem 0 og 3 år. Et medlem af legebranchen var ansvarlig for to ud af de fem bolde, der endte på testens synderegister. Den ene med et indhold på hele 57,7 procent af ftalaten DIBP og den anden på 37,8 procent DIBP. Altså ulovlige bolde, hvis de var til børn mellem 0 og 3 år.

Det er trist, at man som forbruger ikke kan føle sig fuldstændig tryg, når man køber ind til sine børn.

Lone Mikkelsen
Seniorrådgiver i Det Økologiske Råd

Og for bare nogle uger siden var det så endnu en legetøjsdille, som blev testet for ulovligt indhold af skadelige kemikalier. Slim er bare endnu en af de legetøjsdiller, hvor erfaringen viser, at populariteten sker så hurtigt, at der ikke når at komme styr på, om lovgivningen er overholdt. Her havde et enkelt af legebranchens medlemmer et produkt med alt for høj frigivelse af bor.

Bor-forbindelser er i flere tilfælde på listen over særligt problematiske kemikalier i EU. Det skyldes blandt andet, at de kan skade fostre og påvirke evnen til at få børn. Dog forsvarede medlemmet sig med, at deres produkt ikke skulle betragtes som slim, men i stedet modellervoks, som må have en større frigivelse af bor. Man burde nok genoverveje, om det så er hensigtsmæssigt, at lade ordet slim indgå i legetøjets navn – og om det er fornuftigt, at modellervoks må indeholde så høje niveauer af bor.

Varedeklaration på legetøj
Vi har altså i det hele taget brug for bedre kontrol og bedre sanktionsmuligheder. Men vi må nok også se i øjnene, at myndighedernes indsats ikke kan stå alene. Virksomhederne må tage større ansvar og have mere egenkontrol. Og det er ikke kun de små og uorganiserede butikker og importører, der har lidt et alvorligt knæk i forbrugernes tillid. Også de store, organiserede virksomheder har haft legetøj på hylderne, som bestemt ikke skulle have været i hænderne på børn.

Det er trist, at man som forbruger ikke kan føle sig fuldstændig tryg, når man køber ind til sine børn. Men det er samtidig betryggende at høre, at Legebranchen fortsat arbejder for bedre legetøjssikkerhed for børn samt bedre myndighedshåndhævelse af de eksisterende regler i legetøjsdirektivet og legetøjsbekendtgørelsen.

Læs også

Som en ekstra indsats ville det øge vidensniveauet og dermed trygheden hos forbrugerne, hvis legetøj fremadrettet blev udstyret med fuld varedeklaration, som vi kender det fra kosmetik, plejeprodukter og fødevarer. Denne deklaration vil ligeledes gøre arbejdet lettere for importører og forhandlere, der på denne måde vil få vished om, hvilke indholdsstoffer der er i det, de sælger.

Danmark bedre end EU
Indsatsen fra virksomhedernes side skal naturligvis bakkes op. Miljøministeren og erhvervsministeren skal se at få smøget ærmerne op og gjort det helt klart, at skadelige kemikalier i legetøj er absolut uacceptabelt.

Som Legebranchen fint gør opmærksom på i deres debatindlæg, kan der allerede nu uddeles bøder. Men virker det overhovedet, hvis vi som forbrugere har glemt disse undersøgelser efter nogle dage og fortsætter med at gøre vores indkøb hos dem, som lige er blevet taget i at have ulovlige varer på hylderne?

Den største straf vil være, at forbrugerne begynder at holde sig væk, når man hører om skandaler som disse. Når det er sagt, så er der nok alligevel en større sikkerhed ved at købe kvalitetsprodukter i danske butikker end fra ikke-EU-baserede hjemmesider, som for eksempel Wich.com. Men vi kan gøre det meget bedre, både som virksomhed og forbruger.

Det er klart virksomhedernes ansvar, at de produkter, de sælger, er sikre at bruge. Skadelige kemikalier skal ud, ikke bare af produkter til børn, men alle forbrugerprodukter.

Men indtil vi er så langt, skal vi som forbrugere vænne os til at have en mere kritisk tilgang til tingene. Legetøj skal ikke lugte grimt. Og det er ikke nødvendigvis en god idé at købe de nye legetøjsdiller på kinesiske hjemmesider blot for at spare lidt penge.

Med fuld deklaration på legetøj kan både importører, forhandlere og forbrugere føle sig mere sikre på deres indkøb.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lone Hjorth Mikkelsen

Seniorrådgiver for kemikalier og cirkulær økonomi, Rådet for Grøn Omstilling (tidl. Det Økologiske Råd)
ph.d., cand.scient. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00