Denne nye kompleksitet gør det ekstra vigtigt snart at komme igang med en dialog om rammerne for de nye planer, så 2'eren kan blive en bedre publikumsoplevelse end 1'eren, selvom handlingen bliver mere kompleks. 

Sune Impgaard Schou
Miljødirektør i Region Hovedstaden

Af Sune Impgaard Schou
Miljødirektør i Region Hovedstaden

Nogle synes nok, at vandplanerne indtil nu har været en lovlig kompliceret affære: 
At kampen om de faglige sandheder med landbruget har flyttet fokus fra at finde gode løsninger. 
At overlap af amtslige planlægningstraditioner med forskernes og statens data og retningsliner har gjort planerne for detaljerede nogle steder og overfladiske andre steder.
At statens regnemaskine, der skulle finde de mest omkostningseffektive virkemidler, ikke altid har vist sig at regne helt præcist, når virkemidler skulle omsættes i praksis.

Derfor er det også prisværdigt, at miljøministeren har meldt ud, at hun vil udforme næste generation af planerne i et mere åbent rum med plads til nye idéer til, hvordan de kan designes enklere, og så der i højere grad gives rum for regionale og lokale løsninger. Og der er brug for snart at komme igang med dette redesign. 2015 er snart.

Komplekse planer 
Oveni det kommer - og det er min sande pointe i dette indlæg - at 'opfølgeren', som det hedder i filmsproget, skal rumme en langt større kompleksitet end første hug.

For det første skal den næste generation af vandplaner omfatte de miljøfremmede stoffer og indeholde målsætninger for grundvands- og overfladevands kvalitative tilstand. Her er regionernes indsats på jordforureningsområdet helt central, og der vil blive sat fokus på både de kilder til eksempelvis forurening med klorerede opløsningsmidler, der prioriteres nu, og fortidens synder i form af pesticidforurening fra punktkilder, som der i dag kun i begrænset omfang er ressourcer til at gøre noget ved.

For det andet stiller direktivet krav om, at der også sker en planlægning for den del af vand-ressourcen, der ligger under vores fødder. Der skal ske en planlægning for al grundvand, uanset om det ender som drikkevand eller ender som overfladevand i vores vandløb, søer eller i havet. Dette stiller store krav til, at planlægningen for grundvandet og overfladevandet bliver integreret, og at der sikres et fagligt grundlag for en klar prioritering.

For det tredie er det på tide, at planerne indregner klimaændringer, der presser sig på fra oven i form af ændrede temperaturer og nedbørsforhold og fra neden i form af stigende grundvandsspejl, som i regioner og kommuner allerede er en meget konkret udfordring.

I den sammenhæng giver det rigtig god mening, at regionerne med det forslag til ændring af jordforureningsloven, der lige nu behandles i Folketinget, skal varetage beskyttelsen af både grundvand og overfladevand mod de miljøfremmede stoffer, der stammer fra jordforureninger. Det giver mulighed for en integreret kortlægning og oprensningsindsats.

Vi skal i gang 
Det, at nye forureningsemner og sektorer kommer i fokus, udfordrer imidlertid også den måde, Danmark og EU har valgt at opstille tidsfrister for, hvornår vi skal være i mål med indsatsen. Indsatsen for at forbedre tilstanden i vore kyster, søer og åer har jo som bekendt en ultimativ tidsfrist efter direktivet, der hedder 2027. Regionernes indsats i forhold til at beskytte grundvandet efter jordforureningsloven har en meget længere tidshorisont. Det er nok vanskeligt at finde et to-cifret milliardbeløb for at få de horisonter til at smelte sammen. Men hvordan får vi så tilrettelagt en god planlægningsmæssig sammenhæng mellem indsatsområderne i de nye vandplaner? Det skal løses.

Denne nye kompleksitet gør det ekstra vigtigt snart at komme igang med en dialog om rammerne for de nye planer, så 2'eren kan blive en bedre publikumsoplevelse end 1'eren, selvom handlingen bliver mere kompleks.