Professor: Regeringens minimumsprincipper spænder ben for en effektiv miljøindsats

Principperne udgør et generelt problem i forhold til beskyttelsen og håndteringen af nutidens miljøudfordringer – herunder i forhold til beskyttelsen og håndteringen af vand.

Vi holder fast i silotænkning

Minimumsgennemimplementeringen kommer blandt andet til udtryk i en opdeling af kompetencer mellem ministerier, der ikke sikrer den sammenhæng i en tværgående lovgivning, der er central blandt andet i EU’s vandrammedirektiv og dets datterdirektiver.

Hovedansvaret for forvaltningen af vand er placeret ved Ministeriet for Grøn Trepart. Miljø- og Ligestillingsministeriet har kun bevaret ansvaret for miljøfarlige stoffer, drikkevand og oversvømmelser.

Principperne er desværre udtryk for en dansk skepsis over for EU’s lovgivning, som er utrolig uheldig – ikke mindst for miljøet.

Ellen Margrethe Basse
Professor emerita

I lyset af, at Ministeriet for Grøn Trepart har ansvaret for gennemførelsen af EU’s naturdirektiver, ligesom ministeriet har ansvaret for vandplanlægningsloven, vandløbsloven, miljøvurderingsloven, naturbeskyttelsesloven, skovloven, husdyrbrugloven, gødskningsloven med flere, er ministeriet i dag formentlig det mest centrale på miljøområdet.

Minimumsimplementeringen begrunder, at det primært er gamle danske love, der anvendes, når EU’s direktiver skal gennemføres. Direktiverne gennemføres oftest administrativt med basis i bemyndigelsesbestemmelser – det vil sige uden en grundig debat i Folketinget.

Perspektivet i de centrale gamle miljølove, der anvendes, er endvidere anderledes end det, der præger direktiverne. Lovene er baseret på andre samfundsmæssige udfordringer end dem, der skal løses i dag – herunder "silo-tænkning".

Eksempelvis kan skovloven dateres tilbage til 1805, vandløbsloven og kystbeskyttelsesloven til 1840’erne, naturbeskyttelsesloven til 1917, vandforsyningsloven til 1926, planloven til sidst i 1960’erne og miljøbeskyttelsesloven til 1973.

Resultatet er lovgivningskaos

Kan de administrative gennemførelsesregler ikke fuldt ud sikre gennemførelsen af direktiverne, vedtages der supplerende implementeringslove, der ikke tillægges den samme gennemslagskraft som de gamle love.

Som eksempler på en sammenblanding af stærke gamle love og svage implementeringslove kan nævnes: vandplanlægningsloven, miljømålsloven, oversvømmelsesloven og miljøskadeloven.

Resultatet er en alt for omfattende og usammenhængende lovgivning. Jeg har netop færdiggjort en bog med titlen "Miljø- og klimalovgivning. Hvad er omfattet? Hvorfor? Hvordan?". Heri omtaler jeg de 75 miljø- og klimalove, de mange bekendtgørelser, der anvendes til gennemførelse af direktiverne, og EU-forordninger, der alle skal respekteres i dag.

Det lovgivningskaos, der er tale om, kan blandt andet illustreres med håndteringen af oversvømmelsesrisici. Det omfatter følgende: kystbeskyttelsesloven, vandløbsloven og planloven anvendes til forebyggelse af oversvømmelser fra kyster og vandløb.

I forhold til regnvand er det miljøbeskyttelsesloven, betalingsloven og vandsektorloven. Risikoen for terrænnært overfladevand er ikke omfattet. Vedtager Folketinget lovforslag L 183, bliver det vandforsyningsloven og de regler, der aktuelt vedrører regnvand, der skal anvendes.

Kun nogle grundejere vil kunne opnå beskyttelse. Ingen af reglerne er baseret på en sammenhængende håndtering af vandet – sådan som det er forudsat i vandrammedirektivet og oversvømmelsesdirektivet.

Kun 51 kommuner skal forholde sig til den minimumsimplementering, der er foretaget med oversvømmelsesloven og kystoversvømmelsesbekendtgørelsen.

Principperne modarbejder grønne ambitioner

De lokale treparters arbejde med de arealomlægningsplaner, der indgår som centrale i gennemførelsen af aftalen om "Er Grønt Danmark", støder også på gamle love som retlige barrierer.

Det debatteres allerede både i forhold til naturbeskyttelseslovens regler om paragraf 3-områder, skov- og strandbeskyttelseslinje, og i forhold til skovlovens formål om sikring af "et godt skovklima".

De begrænser de grønne virksomheders muligheder for at udnytte deres innovative potentiale til at være 'first mover'

Ellen Margrethe Basse
Professor emerita

Hvorfor anvendes de forpligtelser, der med naturgenopretningsforordningen pålægges regeringen at præsentere i 2026, ikke som argument for vedtagelse af en mere tværgående og nutidig – i forhold til den Grønne Trepart relevant – lovgivning?

I Miljø- og Fødevareministeriets "Lovkompasset", der blev publiceret i 2017, præsenteres ekspertpanels anbefalinger af en tværgående lovgivning, som i højere grad er i overensstemmelse med strukturen og perspektivet i EU’s regulering. Anbefalingerne, der blev modtaget meget positivt fra alle, der indsendte høringssvar, er fortsat relevante.

Det er næppe heller rigtigt – sådan som det politisk er forudsat – at minimumsimplementeringsprincipperne generelt er til fordel for erhvervslivet. De medfører en unødig kompliceret og usammenhængende lovgivning, og de begrænser de grønne virksomheders muligheder for at udnytte deres innovative potentiale til at være 'first mover'