Rådet for Grøn Omstilling: Kunstgræsbaner skyder miljøet til hjørne

Af Lone Mikkelsen
Seniorrådgiver i kemikalier og cirkulær økonomi, Rådet for Grøn Omstilling

I Danmark har vi rigtig mange fodboldglade mennesker. Og det er både blandt børn, unge og gamle, piger og drenge og på tværs af nationaliteter, at sporten hitter. Det medfører naturligvis også en efterspørgsel på baner, og ikke mindst baner, der kan bruges året rundt. 

Derfor er det også gået rigtig stærkt, efter man i starten af 00’erne for alvor fik øjnene op for de kunstige græstæpper i Danmark. I dag er der over 350 kunstgræsbaner til 11-mands-fodbold i Danmark og desuden et stort antal syvmandsbaner samt de såkaldte multibaner.

Desværre er der kommet skår i glæden. Undersøgelser af det omkringliggende miljø peger i stadig højere grad på, at der udvaskes skadelige kemikalier fra banerne, ligesom der spredes mikroplastik i miljøet. At det hele ikke er helt så rosenrødt, som det burde være, fremgår også tydeligt af Danmarks Plasthandlingsplan, fremsat af den tidligere regering. 

Farlige kemikalier
Her indgår "Vidensopbygning om mikroplastudledning fra kunstgræsbaner og mulige alternativer", som ét ud af 27 initiativer, der skal bidrage til mere viden på området og forhåbentligt munde ud i konkrete løsningsforslag og mulig lovgivning. 

En af de centrale udfordringer er, at mange af banerne anlægges med det såkaldte SBR-gummi-granulat, der stammer fra oparbejdede dæk. Denne belægning indeholder kemikalier, såsom plastblødgørere og polycycliske aromatiske hydrocarboner (PAH’er), der frigives til vandmiljøet og afdamper til skade for brugernes sundhed. 

Hvorfor er det overhovedet lovligt at anlægge kunstgræsbaner med dette gummi-granulat herhjemme, når Danmark allerede har forbudt anvendelser af mikroplastik, hvor udledningen til miljøet er mindre?  

Lone Mikkelsen
Seniorrådgiver i kemikalier og cirkulær økonomi, Rådet for Grøn Omstilling

At dette er en alvorlig sag, blev i marts sidste år dokumenteret af Det Europæiske Kemikalieagenturs videnskabelige udvalg, som pegede på den potentielle risiko for brugernes sundhed, når de befinder sig i afdampningerne fra banernes materialer. 

Udvalget foreslog på den baggrund en reduktion af det maksimalt tilladte indhold af visse PAH'er i fyldmaterialet til kunststofbanerne. Forslaget har været i høring, og det skal nu afgøres i EU, hvorvidt de tilladte grænseværdier skal sænkes.

Store problemer med mikroplast
Udover de store udfordringer der er med frigivelse af skadelige kemikalier fra fyldmaterialet, så er der yderligere store problemer med, at det spredes som mikroplast til det omgivende miljø. 

Erfaringer fra Norge viser, at tabet fra de kunstgræsbaner, hvor der ikke er etableret særlige tiltag til at minimere tab, typisk ligger i størrelsen 300-1900 kilo om året, og dette er vel at mærke per bane. 

Værdier i den høje ende af dette spektrum er typisk for baner der bruges hele året, hvilket må forventes at være tilfældet for hovedparten af de danske baner.

På baggrund af disse tal har Norge valgt at stille krav til etablering af barrierer, som kan tilbageholde fyldmaterialet, så det ikke spredes uden for banerne. Indenfor en treårig periode skal dette være etableret på alle baner.

Forbud eksisterer allerede
Hvorfor er det overhovedet lovligt at anlægge kunstgræsbaner med dette gummi-granulat herhjemme, når Danmark allerede har forbudt anvendelser af mikroplastik, hvor udledningen til miljøet er mindre?

I 2015 estimerede COWI i en rapport udarbejdet for miljøstyrelsen, at kosmetiske produkter hvert år udleder 9-29 ton, hvoraf 90 procent forventes at blive vasket af kroppen og ende i spildevandet. Rationalet virker besynderligt. 

Forbuddet mod tilsat mikroplast i kosmetik og plejeprodukter er bestemt en rigtig beslutning, men bremsen skal hakkes i alle de steder, hvor man alt for sent har opdaget, at mikroplastik bruges uhensigtsmæssigt og på den baggrund ender i miljøet. Særligt set i lyset af, at COWI, i en ny rapport fra februar, vurderer, at der findes mere miljøvenlige alternativer at fylde på banerne, herunder alternativer der er lavet af restprodukter fra fødevareproduktion (olivensten, kokosskaller, valnøddeskaller med mere).