Skovekspert og professor: Sådan skal skovene bremse klimaforandringerne

DEBAT: Nye skove, bæredygtig skovdrift og urørte skove kan sammen have positive effekter på klimaforandringerne. Samtidig kan skovrejsning på tidligere landbrugsjord indirekte beskytte naturens mangfoldighed, skriver Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen.

Af Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen
Hhv. projektchef og skovekspert ved Landskabsværkstedet og professor emeritus ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning

I kampen mod globale klimaforandringer og den vilde naturs masseuddøen bliver urørte og selvgroede skove ofte markedsført som ”columbusægget”, der både binder luftens CO2 og sikrer den biologiske mangfoldighed.

Andre debattører peger i modsat retning, nemlig på behovet for mere aktiv og bæredygtig drift af skovene. Problemet er imidlertid, at der er for mange planer i forhold til Danmarks beskedne areal.

Tilsammen kræver de næsten et Danmark på 140 procent af den nuværende størrelse, jævnfør Teknologirådets rapport ”Prioritering af Danmarks areal i fremtiden”. Så helt grundlæggende handler fremtidens Danmark om begavet sameksistens og en bedre balance mellem de forskellige interesser.

Danmark er et skovfattigt land
Danmark er et af de skovfattigste lande i Europa. Samtidig er Danmarks skove gennem de sidste 200 år blevet målrettet til at producere træ og i mindre grad biodiversitet. Der er således et klart behov for mere vild natur og vildere skove.

Men også for aktiv bæredygtig skovdrift, der både kan opsuge CO2, levere biodiversitet og biomasse. En ensidig satsning på ”urørte” driftsformer er nemlig ikke den bedste løsning på CO2-problemet. Og det løser heller ikke alle samfundets behov og krav til skovene – hverken nu eller i fremtiden.

Med et stigende befolkningstal får vi således brug for mere føde, flere materialer og mere energi. Her kommer træ- og træfibre til at spille en afgørende rolle. Blandt andet som byggematerialer til at substituere den meget energitunge og CO2-producerende cement og i den helt nødvendige udfasning af kul, olie og gas i energi- og industrisektorerne – den såkaldte bioøkonomiske omstilling. 

De dyrkede skove og det træ, vi høster fra dem, kan således imødekomme knapheden på råstoffer. Nye træer vokser op, når modne træer fældes. Derfor kan det samme skovområde vedblive med at forsyne ikke bare os, men også generationerne efter os med biobrændsel, byggematerialer og råstof for industrien.

Intelligent skovindretning
Hvordan kan vi så bruge og indrette skoven mere intelligent, så både den vedvarende træproduktion og CO2-bindingen sikres, samtidig med at den vilde natur fremmes?

Det findes der nok ingen patentløsninger på, men en vigtig mulighed ligger i at rejse flere nye skove og samtidig frigøre de mest biodiverse gamle skove fra produktionskravet. Og at vi i den almindelige brug og indretning af landskabet giver naturen fortrinsret på de mest marginale og sårbare jorde, mens produktionen henvises til de mere robuste af slagsen.

Danmark er et lille land, og derfor er vi nødt til at overveje grundigt, hvordan vores begrænsede areal anvendes. Som et af de skovfattigste lande i verden har vi dog en helt speciel udfordring og også en gylden mulighed for gennem etablering af nye bæredygtige skove at forøge skovarealet. Og dermed også for at skabe et bredere grundlag for den bioøkonomiske omstilling, samtidig med vi bidrager til at ”støvsuge” atmosfæren for CO2 og til udviklingen af mere artsrige og vildere skove til gavn for natur og biodiversitet.

Bæredygtig skovrejsning
Et vigtigt tema for klimaet og naturen bliver derfor bæredygtig skovrejsning. Uden at gøre krav på fuldstændighed skal her præsenteres fire særskilte og overordnede gunstige funktioner, som skovrejsning på tidligere landbrugsjord udfylder i en kulstofbalance- og biodiversitetssammenhæng:

1) Direkte CO2-lagring i skovens tilvækstfase: Nye skove vil over en 100- til 150-årig periode binde store CO2-mængder, som permanent lagres i vedmasse og i jorden. Derudover sker der også ved indbygning af træ i huse og møbler en forlængelse af træets levetid og hermed af mængden af kulstof bundet i organisk materiale.

2) Fortrængning af fossilt kulstof: Når bevoksninger udtyndes, vil der blive plads til ny tilvækst i skoven, samtidig med at det udtyndede træ kan bruges til at substituere klimabelastende materialer og produkter, der ved fremstilling eller brug også medfører forbrug af fossil energi.

3) Biobrændsel: Selv om energiforsyningen på længere sigt udelukkende bør basere sig på sol, vind og brændstoffer dannet med energi herfra, kan biomasse fra udtyndinger og resttræ fra træindustrien varetage en helt nødvendig aflastende overgangsfunktion, så længe de andre teknologier ikke er fuldt udviklede/udbyggede og konkurrencedygtige.

4) Fremme af naturhensyn: Nye produktive skove kan ad åre akkumulere biologiske værdier og vil samtidig kunne lette produktionspresset på de bestående skove og hermed bidrage til biodiversitetssikring i de gamle skove gennem mere urørt skov og biodiversitetsorienteret ekstensiv skovdrift og pleje. I internationalt perspektiv kan en stigende hjemlig træproduktion herved bidrage til at mindske presset på de ofte meget biodiverse tropiske skove – og dermed også deres kulstoflager og naturrigdom.

På grund af denne firdobbelte funktion bliver skovrejsning på tidligere landbrugsjord i tiltagende grad anerkendt som et velegnet middel til at trække CO2 ud af atmosfæren og hermed modvirke klimaforandringer, men også indirekte til beskyttelse af naturens mangfoldighed.

Hvor meget mere skovareal i Danmark?
Den enkelte borgers udslip af drivhusgasser bliver ofte opgjort med udgangspunkt i det nationale udslip af drivhusgasser. For en gennemsnitsdansker bliver dette angivet til et sted mellem 10 til 20 tons CO2-ækvivalenter per år.

I Danmark kan en hektar ny skov i gennemsnit optage i omegnen af ti tons CO2 årligt. Måske op til det dobbelte i intensivt drevne skove. Det svarer nogenlunde til gennemsnitsudledningen fra én dansker, der ideelt set selv bør råde over én hektar skov for at balancere sin årlige CO2-udledning.

Med 5,8 millioner danskere vil Danmark ikke med den nuværende CO2-udledningstakt kunne rumme det nødvendige areal skov. Men skove skal selvfølgelig ikke løse klimaproblemet alene, de skal alene supplere og understøtte øvrige tiltag. Ifølge Paris-aftalen skal hver borger således reducere sin årlige CO2-udledning til blot 2-2,5 tons CO2, hvorved behovet for nye skove også gradvist bliver mere overkommeligt.

I takt med at Paris-aftalen indfries, vil det alt andet lige kræve et skovareal i Danmark på i alt 1-1,5 millioner hektar at balancere CO2-udledningen fra danskerne. I dag er skovarealet lidt over 600.000 hektar, så det vil svare til cirka en fordobling af det nuværende skovareal. Dette mål har Folketinget allerede sat sig i 1989, hvor det blev besluttet at fordoble det dansk skovareal over en trægeneration.

Hvis dette skovarealmål skal nås, kræver det en årlig skovrejsning på minimum 5.000 hektar. Med god vilje har vi de seneste 20 år ligget på en årlig stigning i skovareal på maksimalt 3.000 hektar. De seneste år er skovrejsningen dog gået næsten i stå. Danmark har derfor et betydeligt efterslæb, hvis vi skal leve op til ambitionen.

På verdensplan
På internationalt plan har FN’s klimapanel, IPCC, udregnet, at vi skal trække cirka 18 milliarder tons CO2 ud af atmosfæren årligt, svarende til 1,5-2 milliarder hektar ny skov i god vækst og aktiv forvaltning.

I dag er der cirka fire milliarder hektar skov, svarende til cirka 30 procent af landarealet. Samlet svarer behovet til en skovdækningsgrad på 40-45 procent af landarealet.

Til sammenligning regner man med, at mennesket siden overgangen fra jæger-samler-samfundet for cirka 6000-8000 år siden har ryddet cirka halvdelen af de oprindelige skove, svarende til, at det oprindelige skovareal har udgjort over 50 procent af landarealet. Ud fra denne betragtning er der behov for flere skove ikke blot i Danmark, men på verdensplan.

Træet bliver der god brug for. Verdensnaturfonden har således anslået, at træforbruget vil tre-firedobles frem til 2050, hvorfor nye skove, skovrestaurering og en bedre forvaltning af eksisterende skove er uomgængelig, samtidig med en bedre beskyttelse og tilsvarende aflastning af de mest sårbare naturskove. 

Lav grad af selvforsyning
Forsyningsproblemet angår allerede Danmark. I dag har vi en meget lav selvforsyningsgrad på under 30 procent. Vi importerer altså mere end dobbelt så meget træ, som vi producerer.

Problemet er, at træet kan komme fra lande, hvor vi ikke har sikkerhed for skovenes bæredygtighed, og heller ikke for at skovenes kulstoflagre indregnes i landenes klimamål.

Både klima- og biodiversitetsmæssigt vil legitimiteten derfor altid være bedst, hvis mest muligt af træproduktionen sker i Danmark, hvor vi kan kontrollere og påvirke den direkte.

Så plant gerne træer, og rejs nye skove, men udvikl også de gamle skove mere naturnært, og lad en større del passe sig selv – altså være urørte og/eller rewildede: mest for klimaet og naturens skyld, men også af hensyn til rent grundvand, rekreation, friluftsliv og sundhed.

Forrige artikel EP-kandidat: Nølende politikere lægger en dæmper på plastgenbruget EP-kandidat: Nølende politikere lægger en dæmper på plastgenbruget Næste artikel Morten Helveg: Venstre er ramt af grøn feber Morten Helveg: Venstre er ramt af grøn feber