Steen Gade: Klima og biodiversitet må ikke spænde ben for hinanden

Regeringen har med startmødet på Marienborg om styrket indsats for biodiversiteten valgt at give indsatsen en tydelig prioritet. Og dermed også foræret miljøministeren en mulighed for at udvikle et grønt flagskib, så ikke al grøn opmærksomhed centreres om alene at tælle CO2-ækvivalenter.

Klimaindsats og indsatsen for at standse nedgangen i biodiversiteten bør i stedet hænge sammen.

Som det ser ud nu, får vi en klimahandlingsplan i foråret 2020 - og først en handlingsplan for biologisk mangfoldighed til efteråret 2020.

Det giver desværre en betydelig risiko for, at sammenhængen mellem indsatsen for at begrænse udslip af drivhusgasser og at standse nedgangen i biodiversitet forsvinder. Både i regeringens forberedelser, og i Folketingets behandling af forslagene.

Det går bare ikke, for der er så mange af de nødvendige indsatser, der gavner både biodiversitet og klima. For eksempel massiv forøgelse af arealer, hvor der skal vokse skov, eller hvor jorden bare skal ligge brak.

Frie åer og ådale uden dyrkning. Ændret jordbehandling uden eller med minimal pløjning. Stop for at pløje og bringe gylle ud på sårbare jorde. Flere våde områder i landskabet, og omfattende brede naturkorridorer gennem Danmark.

På regeringssiden bør den overordnede planlægning foregå i et fælles udvalg fra de tre ministerier, der er relevante. Nemlig Miljøministeriet, Klimaministeriet og planlægningsfolkene fra Erhvervsministeriet.

Steen Gade

Faktisk den samme type initiativer, der skal til for begrænse den voldsomme kvælstofforurening fra dansk landbrug, hvor vi er langt bagefter at opfylde vores forpligtelser i forhold til vandrammedirektivet, Og delvis også samme beslutninger, der er nødvendige, når vi planlægger klimatilpasning og sikring af rent grundvand.

Dertil kommer, at et for snævert fokus på at tælle CO2-ækvivalenter – og dermed ensidig klimaindsats – risikerer direkte at skade eller i hvert fald ikke sikrer fuld miljøvaluta for pengene på de andre helt nødvendige miljøinitiativer.

Vi kender det desværre alt for godt. For eksempel har etablering af nye vådområder for at opsamle kvælstof ofte været meget vanskeligt at kombinere med klimatilpasningsinitiativer, fordi støttemulighederne kun har fokuseret på maksimal kvælstofreduktion. Det samme gælder, når det handler om biodiversitet og kvælstoffjernelse.

Og konflikterne er til at få øje på. Mange af de initiativer, der vil fremme biodiversitet – for eksempel at skabe urørt skov ved at lade jorden ligge brak og lade skoven udvikle sig af sig selv – vil ikke tælle særligt godt i reduktion af drivhusgasser i de første år, hvor plantning af hurtigt voksende træarter derimod vil tælle betydeligt mere på kort sigt.

Ikke på langt sigt, men dilemmaet er tydeligt. Dertil kommer alle de forskellige indbyggede potentielle konflikter. Om ådalene helt skal passe sig selv og gro til i pil, eller om de skal afgræsses. Om vi skal sikre bestemte truede arter ved at regulere vandstanden, hvor der er diger, eller om vi skal lade være og se?