Debat

Verdensmestre i ren jord

DEBAT: Danmark er dygtig til at rense jord. Men der er plads til forbedringer, så virksomhederne kan eksportere deres viden og teknologi, skriver Sune Schou, Region Hovedstaden.
Anders Jerking
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Indsatsen fra regulering over forskning og udvikling til anvendelse og drift skal spille bedre sammen.

Sune Schou
Miljødirektør, Region Hovedstaden
Fakta
BLAND DIG!
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Af Sune Schou
Miljødirektør, Region Hovedstaden

Danske virksomheder og regioner er blandt verdens førende, når det gælder udvikling og anvendelse af miljøteknologi inden for jordforureningsområdet. Det er min klare konklusion efter deltagelse på den europæiske konference AquaConSoil dette forår og regionernes deltagelse i den tilsvarende amerikanske konference i Monterey sidste år.

Jordforurening er ikke verdens største branche-område, men de metoder til beskyttelse af grundvand og overfladevand og til indeklimasikring af boliger, der udvikles inden for området, har anvendelse langt uden for de snævre brancherammer. Derfor er det en god nyhed, som også kan gavne "rent vandsområdet", overfladevand- og spildevandsområdet.

Den dårlige nyhed fra konferencerne er, at de europæiske lande i alt for ringe grad udnytter hinandens viden på området og mangler fælles standarder. Det er generelt et problem på miljøområdet, at det indre marked i EU fungerer dårligt på grund af disse barrierer, men på jordforureningsområdet står det ringere til, end jeg har oplevet på noget andet område.

Med disse oplevelser i bagagen, vil jeg give et par bud på, hvorfor vi har verdensklasse, og hvad vi har at arbejde med for at kunne blive der, og for at virksomheder kan tjene penge på det.

Årsager
Regionerne er myndighed og har samtidig driftsansvaret på området. Den overordnede konklusion fra de seneste års debat om innovation er, at den sker bedst i organisationer, der er tæt på driften og har risikovillighed til at omsætte idéer til konkret udvikling. Det samme gælder involvering af forskningsverdenen. Det sker bedst, når vi har en helt konkret teknisk udfordring overfor os. Regionerne har vist den nødvendige risikovillighed, har haft det faglige overskud og en villighed til at udvikle sammen med virksomhederne, Miljøstyrelsen og forskningsinstitutionerne.

Udviklingen i regionerne sker generelt på baggrund af et meget højt teknisk vidensniveau. Vi ved, hvilket stade de eksisterende teknologier er på, hvad der kan lade sig gøre med dem, og hvilken vej udviklingen går. Det er en essentiel viden for at igangsætte de “rigtige” innovationsprojekter.

Regionerne har opbygget et stærkt internationalt netværk. Det er brugt til etablere samarbejder mellem danske og udenlandske rådgivere, særligt fra USA. Samarbejderne har udviklet flere nye teknologier i Danmark.

Senest har den amerikanske virksomhed GeoSyntech og US Army Research and Development Center fået en “Green Innovation Award” fra det amerikanske forsvar for en teknologi udviklet i samarbejde med rådgivningsvirksomheden NIRAS i forbindelse med en oprensning i Skuldelev.

Udfordringer
Der er brug for en samlet kædestrategi for teknologiudvikling på området, så der kan blive en rød tråd i prioriteringen af de innovative ressourcer, som staten, regionerne og kommunerne har. Indsatsen fra regulering over forskning og udvikling til anvendelse og drift skal spille bedre sammen.

Der er brug for at genoplive forslaget om et EU-jordrammedirektiv. Det kan give den nødvendige europæiske ramme for udvikling af fælles miljøstandarder og tekniske standarder på området, så virksomhederne nemmere kan komme ud på andre europæiske markeder og sætte gang i den systematiske oprydning i de EU-lande, der kun så småt har taget fat på opgaven.

Der er brug for, at jordforureningsområdet kommer med på repertoiret, når Miljøministeriet og Udenrigsministeriet er ude at sælge danske kompetencer på vandområdet i BRIK-landene og de andre nye vækstøkonomier. Potentialet for eksport til disse lande er der. F.eks. har rådgivningsvirksomheden COWI for nylig fået en ordre på kortlægning af jordforurening på det p.t. svære indiske marked, og flere andre danske rådgivningsvirksomheder har erfaringer fra det spirende jordforureningsmarked i Asien. Den kinesiske provins Jiangtsu har ønsket at få samarbejde om jordforurening med i den samarbejdsaftale med Region Hovedstaden, der forventes underskrevet i slutningen af maj.

Der skal arbejdes benhårdt for at opretholde et overskud til udvikling af driften. Det gælder først og fremmest om at være hverdagsmestre i discipliner som driftsoptimering og innovative udbud, for at det kan lykkes.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00