Villy og Pia til ældredemonstration

DEMONSTRATION: Utilfredse ældre demonstrerede onsdag foran Christiansborg. Og de fik selskab af et par partiledere.
SF's Villy Søvndal i snak med en af de fremmødte ved onsdagens ældredemonstration.
SF's Villy Søvndal i snak med en af de fremmødte ved onsdagens ældredemonstration.
Anders Agner Pedersen
"Satspuljen er betalt af pensionister. Derfor kræver vi, at den tilkommer os." Således stod der på et A4-banner, som en ældre dame konsekvent havde i vejret under onsdagens demonstration på Christiansborg Slotsplads, hvor mere end tusind ældre trodsede den bidende oktoberkulde for at demonstrere imod de forringede levevilkår for de svageste pensionister.

"Vi er trætte af, at høre om ældrebyrden. Vi er ældrestyrken," lød budskabet fra Anton Johannsen, der som landsformand for LO Faglige Seniorer var blandt talerne.

Villy og Pia støttede de ældre
Det var dog ikke kun utilfredse ældre, der var mødt op på Slotspladsen. Også et par folketingspolitikere havde valgt at bakke op om arrangementet. Blandt andet havde SF's partileder Villy Søvndal og Dansk Folkepartis ditto Pia Kjærsgaard forladt deres lune kontorer for at mødes med de ældre.

"Jeg kan slet ikke lade være. Jeg synes det er vigtigt, at vi kommer ud og møder folk. De vil jo også gerne mødes med os. Det er vigtigt at vise, at vi er lydhøre over for, hvad de siger. For der skal tages ordentlig hånd om de ældre, og det vil jeg arbejde for, at der bliver i forbindelse med finanslovsforhandlingerne," sagde Pia Kjærsgaard, da Altinget.dk mødte hende i menneskemylderet lige foran scenen, hvor et Kim Larsen-kopiband underholdt de fremmødte mellem talerne.

Det er vigtigt at lytte
Lidt længere tilbage i mængden havde Villy Søvndal slået lejr. Lynhurtigt var han omringet af demonstranter, som ville hilse på.

Jeg synes, det er vigtigt at lytte til de ældre. Deres utilfredshed er fuldt forståelig.

Villy Søvndal
Partileder, SF

"Jeg synes, det er vigtigt at lytte til de ældre. Deres utilfredshed er fuldt forståelig. For de valgløfter, som blev givet fra regeringens side under valgkampen, har jo vist sig ikke at holde stik. Derfor vil jeg og SF via flere konkrete tiltag sørge for, at der bliver bedre vilkår for de ældre. Blandt andet vil vi sætte et loft på brugerbetalingen, så de ældre bedre kan få pengene til at slå til, end det er tilfældet nu," lød det fra en trippende Villy Søvndal, der som flere andre måtte sande, at Vorherre markerede den første oktoberdag med at slukke for varmen.

Vi kommer tilbage, hvis det ikke bliver bedre
Helt som arrangørerne havde ønsket det, forløb demonstrationen i god ro og orden. Og det var da også en tilfreds Anton Johannsen, der efterfølgende kunne gøre status over dagen.

"Jeg synes virkelig det er flot, at så mange ældre har valgt at trodse vejret og møde op i dag. Det er et udtryk for, at der er stor utilfredshed blandt de ældre," påpegede formanden for LO Faglige Seniorer, der ikke ville udelukke, at de ældre igen ville troppe op på Slotspladsen.

"Hvis ikke det bliver bedre, så kommer vi tilbage. Igen og igen," sagde Anton Johannsen, inden han sammen med de øvrige ældre pakkede sammen efter en kold dag i København.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Villy Søvndal

Kandidat til Europa-Parlamentet (SF), fhv. udenrigsminister og partiformand (SF)
Lærer (Kolding Seminarium 1980)

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

0:000:00