KU beskyldes for usaglighed

KONFERENCE: Beskyldningerne fyger i luften efter prostitutionskonference på Københavns Universitet. Selve konferencen kritiseres for at være usaglig.
Københavns Universitet er kommet under beskydning for at afholde unuanceret og usaglig konference.
Københavns Universitet er kommet under beskydning for at afholde unuanceret og usaglig konference.Foto: Heine Pedersen
Ida Skytte

Stor prostitutionskonference på Københavns Universitet beskyldes for at være både unuanceret og uvidenskabelig.

Arrangøren, Center for Seksualitetsforskning ved Københavns Universitet, havde på forhånd gjort det klart i indbydelsen, at formålet var at afprøve "de ofte fremførte argumenter for kriminalisering af købesex i Danmark" - fremført af blandt andre Pernille Vigsø Bagge (SF), Mette Frederiksen (S) og værestedet Reden.

Men ingen af de nævnte aktører har fået taletid. Alle tre langer ud efter Københavns Universitet.

Uvidenskabeligt fundament
"De har solgt en konference på et videnskabeligt fundament, som de ikke har indfriet," siger Anette Rix og peger på blandt andre debatdeltager cand.psych. Kenno Simonsen, som byggede sin kritik af den svenske model, hvor sexkøb er forbudt, på, at han kender nogle svenske prostituerede. Og på gadejurist Nanna W. Gotfredsen, hvis input blandt andet var en række citater fra prostituerede, som hun har talt med i sit arbejde på gaden.

De har solgt en konference på et videnskabeligt fundament, som de ikke har indfriet.

Anette Rix
Daglig leder af Reden

Pernille Vigsø Bagge kalder konferencen for et partsindlæg i stedet for videnskab.

"Det er unuanceret af et universitet at afholde en konference, som inviterer oplægsholdere, som man ved har en ensidig holdning til prostitution. Og jeg bryder mig ikke om, at man nævner folk med navns nævnelse uden at lade dem sige noget og desuden tager dem til indtægt for noget, der er faktuelt forkert. Hele konferencen er særdeles usaglig."

Heller ikke Mette Frederiksen har tidligere "set stort anlagte arrangementer på et universitet, der har været så ensidigt".

"Det er bemærkelsesværdigt, at en uddannelsesinstitution har valgt så ensidigt et fokus."

Arrangør afviser kritik
Hovedarrangør Henning Bech, leder af Center for Seksualitetsforskning, og medstifter af Seksualpolitisk Forum, afviser, at der skulle være noget forkert ved konferencens grundlag, og at de pågældende burde have stået på talerlisten.

"Vi har haft en række eksperter og akademikere i panelet. De besidder en blanding af erfaring og videnskabelig indsigt."

"Og vi kender godt deres (de nævnte politikere, red.) to argumenter. Nemlig at de i prostitution er blevet misbrugt i barndommen, og at al prostitution er menneskehandel. Det er der ikke empirisk belæg for at sige," siger Bech, der under konferencen sagde, at han tidligere har stemt SF, men det er slut nu.

Han siger om Pernille Vigsø Bagges kritik:

"Jeg kan ikke se det som andet, end at hun har en svag fornemmelse af, at hendes argumenter ikke holder."

Efterlyser Servicestyrelsen
Flere af kritikerne undrer sig over, at heller ikke Servicestyrelsen var inviteret.

"Jeg siger ikke, at det var mig, der skulle sidde i det panel, men jeg forstår ikke, hvorfor man ikke har inviteret eksempelvis Servicestyrelsen, som ville kunne debattere prostitution ud fra den officielle holdning i Danmark," siger Anette Rix.

Henning Bech forsvarer:

"Vi har vurderet, at de ikke har noget nyt at sige. Selv om Servicestyrelsen givetvis er blevet mere saglig end tidligere, har vi ikke fundet nogle seriøse undersøgelser eller evne til kritisk argumentation," siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Vigsø Bagge

Formand, Præsteforeningen, sognepræst, Løgstør, Aggersborg, Kornum og Løgsted Sogne
cand.theol. (Aarhus Uni. 2004)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00