Langtidssyg DF'er nægter at stoppe karrieren

SYGEMELDING: Socialudvalgsformand Christian H. Hansens sygemelding er forlænget - men han er fast besluttet på at vende tilbage til Christiansborg.
Christian H. Hansens (DF) sygeorlov trækker ud. Der er ingen tegn på bedring, og hver dag er et "smertehelvede".
Christian H. Hansens (DF) sygeorlov trækker ud. Der er ingen tegn på bedring, og hver dag er et "smertehelvede". Foto: Altinget.dk
Ida Skytte

Jeg vil tilbage til Christiansborg - om det så skal være med iltflaske på ryggen.

Christian H. Hansen
Sygemeldt dyrevelfærdsordfører og formand for Folketingets Socialudvalg
Fakta

Der er omkring 5.000 hortonpatienter i Danmark.

85% er mænd.

Behandlingen består af injektion og ilt. Derfor må patienterne bære rundt på små iltflasker, som kun iindeholder ilt til få anfald.


Kilde: Dansk Horton Hovedpineforening
Fakta

Alle former for håndkøbsmedicin er uden effekt, det samme gælder i de fleste tilfælde også receptpligtig smertestillende medicin, også morfinpræparater.

Smerterne er så svære, at mange har fornemmelsen af at få stukket en kniv i øjet, og få den drejet rundt. Andre har fornemmelsen af, at der sidder en knytnæve bag ved øjet og prøver at presse det ud.

 


Kilde: Dansk Horton Hovedpineforening

I november blev Folketingets socialudvalgsformand Christian H. Hansen (DF) sygemeldt med den sjældne sygdom Hortons hovedpine - også kaldet "verdens værste hovedpine".

Først lød beskeden, at han ville vende tilbage til årsskiftet. Nu er sygemeldingen foreløbig forlænget i hvert fald indtil påske.

Og selv om den 45-årige toppolitiker lever i et "konstant smertehelvede" - uden bedring - så afviser han, at sygdommen kommer til at koste ham karrieren og kampen for bedre dyrevelfærd og socialpolitik.

"Jeg vil tilbage til Christiansborg - om det så skal være med iltflaske på ryggen," konstaterer Christian H. Hansen, hvis læger stadig ikke kan sige noget om, hvornår/om det er realistisk at vende tilbage.

Sprøjte og iltmaske
Smerterne er så voldsomme, at Christian H. Hansen kalder det en 5-6-dobbelt migræne. Behandlingen sker både med piller, sprøjte og ilt.

I øjeblikket er hovedpinen konstant, men bliver så forværret i 3-4 anfald om dagen.

"På en rigtig god dag kan jeg for eksempel tage ud og handle. Eller jeg går en tur i skoven. Det er hårdt at gå fra at være super aktiv til at være så begrænset, som jeg er nu," siger Christian H. Hansen, som så vidt muligt følger med i politik i medierne, når smerterne altså tillader ham det.

Stedfortræder: Kan ikke fortsætte sådan her
Stedfortræder på dyrevelfærdsområdet er Marlene Harpsøe, og i Folketingets Socialudvalg sidder Dennis Flydtkjær. Han har under Christian H. Hansens politiske pause ansat andre til at passe sin virksomhed. Midlertidigt.

"Hvis det bliver længere tid, så bliver jeg nødt til at finde en mere permanent løsning. Jeg har ansat en på måned-til-månedsbasis, og han vil selvfølgelig også gerne vide noget mere. Så det kan ikke fortsætte sådan her," siger stedfortræderen, som tror på, at Christian H. Hansen kommer tilbage.

"Som type er han sådan. Det er det her, han lever og ånder for. Han vil helt sikkert prøve at komme tilbage - også selv om han ikke er helt rask."

Rokader?
Dennis Flydtkjær regner under alle omstændigheder med at være ude af Folketinget efter sommerferien. Og indtil da vil partiet ikke rykke rundt eller gøre krav på formandskabet i Socialudvalget.

0:000:00