Debat

Ældre Sagen: Regeringens forslag løser ikke samspilsproblemet

DEBAT: Den danske pension er blandt verdens bedste. Derfor bør regeringen brug tid på at finde den bedste løsning og ikke forhaste en kortsigtet lappeløsning igennem, skriver Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen.

Foto: Ældre Sagen
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bjarne Hastrup
Administrerende direktør i Ældre Sagen

I disse dage forhandles der på Christiansborg om en løsning af det såkaldte samspilsproblem på pensionsområdet. Problemet betyder, at 1,5 millioner lønmodtagere risikerer at betale højere marginalskat end topskatteydere, når de går på pension, fordi de både skal betale skat af pensionsudbetalingen og samtidig bliver modregnet i pensionstillæg og andre sociale ydelser.

Omkring en tredjedel af dagens folkepensionister mærker allerede i dag konsekvenserne af samspilsproblemet, og følelsen af at blive snydt hører Ældre Sagen jævnligt om fra sine medlemmer.

Det er godt, at regeringen har sat sig for at løse samspilsproblemet.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Problemets omfang – og risikoen for, at samspilsproblemet underminerer folks lyst til at spare op – kan true vores ellers udmærkede pensionssystem med kollaps.

Men regeringens løsningsforslag er ikke det rigtige. Hverken for pensionssystemet eller for nuværende og kommende pensionister.

Ved at løse problemet ved ondets rod og halvere aftrapningen af pensionstillægget vil det for langt de fleste kunne betale sig at spare op i en pensionsordning.

Bjarne Hastrup
Ældre Sagen

Nyt forslag er asocialt
Først og fremmest løser regeringens forslag reelt ikke samspilsproblemet. Det forsøger alene at kompensere for problemet ved på forskellige måder at øge skattefradraget for pensionsopsparing. 

For det andet vil fremtidens pensionister med regeringens forslag fortsat opleve præcis samme skyhøje sammensatte marginalskatteprocenter som i dag, fordi man ikke ændrer på aftrapningen af de sociale ydelser, man har mulighed for at få som pensionist, og som er kernen i samspilsproblemet.

De fremtidige pensionister vil derfor ikke opleve samspilsproblemet som løst, og følelsen af ”at blive snydt” vil fortsætte.

For det tredje forbigår regeringens forslag totalt de nuværende pensionister. Ældre Sagen skønner, at godt en tredjedel af de nuværende godt én million folkepensionister har en sammensat marginalskat, der er højere end for en topskatteyder, selv om deres indkomst kun er det halve eller mindre af en topskatteyders. 

Med regeringens forslag skal pensionister fortsat betale denne høje sammensatte marginalskat, mens alene de erhvervsaktive tilbydes skattefordele.

Det er direkte asocialt, at pensionister med ganske beskedne pensioner, som de har opsparet på opfordring af politikerne, skal betale en marginalskat, der overstiger, hvad erhvervsaktive med langt højere indkomster betaler.

Alle disse konsekvenser har Ældre Sagen gentagne gange forsøgt at advare regeringen og Folketingets øvrige partier om.

Vi foreslår i stedet at lette samspilsproblemet ved at halvere modregningsprocenten for pensionstillægget. Det er efter vores opfattelse en langt mere enkel, mere retfærdig og langtidsholdbar løsning end regeringens forslag om øgede skattefradrag for pensionsopsparing på indbetalingstidspunktet. 

Vi skal halvere aftrapningen af pensionstillægget
De forslag, der har været fremme fra pensionsbranchen og LO, har ligeledes udelukkende fokuseret på øgede skattefradrag på indbetalingstidspunktet.

Ældre Sagen er ikke alene med disse synspunkter. En række pensionseksperter er enige i, at det er langt det mest logiske og enkle at løse samspilsproblemet ved at ændre på modregningen.

For eksempel siger professor Torben M. Andersen, der var formand for den nu nedlagte pensionskommission, til BT onsdag 24. januar: ”(…) Jeg er enig med Ældre Sagen i, at det er logisk at begynde med at kigge der, hvor problemet opstår, nemlig i modregningssystemet.”

Ved at løse problemet ved ondets rod og halvere aftrapningen af pensionstillægget vil det for langt de fleste kunne betale sig at spare op i en pensionsordning. Såvel nuværende som kommende pensionister får desuden fordel af den løsning. 

Det danske pensionssystem er flere gange blevet kåret til verdens bedste. Derfor fortjener det en klog og langtidsholdbar løsning af samspilsproblemet.

Hvis vi vælger en kortsigtet lappeløsning, risikerer vi, at vi om få år skal til at reparere på den igen. Det kan ingen være tjent med. 

Vi opfordrer derfor regeringen til, at man som et minimum stiller fordele og ulemper ved de to typer løsninger (på henholdsvis indbetalingssiden og udbetalingssiden) op over for hinanden, inden man træffer den endelige afgørelse om samspilsløsningen.

Vi opfordrer også til, at en samspilsløsning – ligesom velfærdsreformen og tilbagetrækningsreformen – gennemføres med et bredt politisk flertal, der sikrer stabilitet, forudsigelighed og tillid, som er helt afgørende faktorer for at sikre tilliden til pensionssystemet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarne Hastrup

Adm. direktør og medstifter, Ældre Sagen, forfatter
cand.polit. (Københavns Uni. 1972)

0:000:00