Alternativet: GPS til demente rejser etisk dilemma

Af Carolina Magdalene Maier (ALT)
Sundheds- og ældreordfører 

Teknologi er noget mærkeligt noget. Hver gang Apple kommer med nye produkter, sidder der millioner af mennesker og venter på afsløringerne af, hvad de nye modeller kan. Og ofte er det minimale forbedringer, vi henrykkes over: et forbedret tastatur eller antennesignal, at Siri kan tale dansk og ikke kun engelsk med mere.

Og fred være med den teknologiske begejstring for finesserne. Men hvis vi virkelig vil tale om en teknologisk landvinding, der tager kegler, så er hele GPS-ideen en af vor tids største opfindelser. GPS står for ’Global Positioning System’ og har nok hjulpet en og anden bilist på rette vej, når det er knebet med retningsfornemmelsen. Det hjalp også mig, i øvrigt, da jeg i vinterferien var i Milano og var så sikker på at være på rette vej, at der gik en time – på gåben – inden jeg overgav mig og fandt telefonen frem. For at finde ud af, at jeg var gået i den stik modsatte retning af, hvad jeg skulle.

GPS til demente
Nok om det. På sundhedsområdet har man også taget GPS-systemets muligheder til sig. I slutningen af februar førstebehandlede vi et lovforslag fra regeringen, som skal gøre det muligt at give patienter, som er enten varigt eller midlertidigt inhabile (typisk demente ældre) en GPS-modtager om hånden eller foden, som både kan give besked, hvis de bevæger sig ud af hospitalets/plejecentrets område, og kan hjælpe med at finde dem, skulle de lykkes med at bevæge sig længere væk. Lovforslaget giver også mulighed for at tilbageholde varigt eller midlertidigt inhabile patienter mod deres vilje.

Et sådant tiltag er på den ene side supersmart; på den anden side adresserer det en række etiske spørgsmål, som vi nødvendigvis må stille os selv, inden vi ukritisk tager sådanne ideer til os.

I Alternativet støtter vi fuldt op om muligheden for at anvende teknologien på inhabile patienter, fordi det skaber en langt større sikkerhed for patienten. Vi kender alle historier om demente, som går fra deres hjem eller bosted, og som ikke kan finde tilbage. Desværre er der endda tilfælde, hvor sådanne situationer har haft dødelig udgang. Men der er en række faktorer, vi mener, der bør rettes særlig opmærksomhed imod, idet overvågning, fastholdelse og tilbageførsel kan opleves som væsentlige krænkelser – uagtet om patienten er habil eller ej.

Ventetiderne på klager til Styrelsen for Patientsikkerhed er så lange, at en patient med stor sandsynlighed ikke kan nå at få medhold i en klage i forbindelse med et igangværende behandlingsforløb.

Carolina Magdalene Maier (ALT)
Sundheds- og ældreordfører

Hvornår er man inhabil?
Spørgsmålet, om hvornår man er inhabil – særligt når det gælder midlertidigt inhabile – er ikke altid uproblematisk at afgøre. Ofte kan en person godt være i stand til at træffe beslutninger inden for nogle områder, men ikke andre.

Det er heller ikke unormalt, at patienter svinger på en måde, så de nogle dage ville vurderes habile til at træffe komplicerede beslutninger – og andre dage ikke. Derudover vil det også ofte afhænge af situationen. Patienter, der i forvejen er psykisk skrøbelige, belastes ofte meget af pludselige ændringer i deres livssituation – som for eksempel en hospitalsindlæggelse eller en flytning.

I lovforslaget lægges der op til, at det er overlægen, der med samtykke fra patientens pårørende kan træffe beslutningen om at anvende et pejlesystem (GPS-sender) på patienten. Det er helt afgørende, at de pårørende inddrages, hvilket der altså også lægges op til. Samtidig kunne man foreslå, at også andre personer, som kender patienten godt: Det kunne være, at personale fra det plejecenter, patienten måske kommer fra, eller nære venner med videre kan inddrages i vurderingen.

Ventetid på klager 
Et andet væsentligt element er klagemulighederne i forbindelse med indgreb i selvbestemmelsesretten. Lovforslaget lægger op til, at klager skal foregå ad de samme kanaler, som gælder for klager over behandling med videre i somatikken. Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, som behandler disse klager. I princippet er dette en udmærket model. Problemet er bare, at ventetiderne på klager til Styrelsen for Patientsikkerhed er så lange, at en patient med stor sandsynlighed ikke kan nå at få medhold i en klage i forbindelse med et igangværende behandlingsforløb, selv om det måske strækker sig over længere tid.

Det kan endda tænkes, at en patient kan opleve at sende flere klager afsted – og at patienten ikke kan nå at få medhold i disse, selv om vedkommende måske reelt set vurderes habil til at træffe beslutninger. Som Etisk Råd har foreslået i deres høringssvar til lovforslaget taler dette for, at man burde oprette en særlig klageinstans til netop dette formål, som har mulighed for at behandle klagen i løbet af få dage. Der er jo ingen som helst ræson i at have et klagesystem, hvis afgørelserne kommer med så stor forsinkelse, at de ikke gør nogen forskel for patienten i det pågældende behandlingsforløb.

Ingen penge til undervisning
Til sidst en kommentar til ’det klassiske problem’, som dette lovforslag desværre heller ikke har formået at komme omkring: I forbindelse med implementering af lovforslaget vil det naturligt forventes, at sundhedspersonalet modtager kompetenceudvikling i forhold til, hvordan de bør agere i situationer, hvor de gør brug af muligheden for at tilbageholde en patient eller anvende et pejlesystem på vedkommende.

Dette er både for patientens bedste – så indgrebet foregår så respektfuldt som muligt – men også til gavn for personalets fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Desværre følger der ingen midler med til denne opgave. Det forventes af ministeriet, at regionerne finder midler til dette i deres driftsbudgetter – som i forvejen er voldsomt belastede. Det ville klæde regeringen at tilføre midler til denne vigtige uddannelsesopgave, som jeg tror, kommer til at have stor betydning for, hvordan og hvorvidt det vil lykkes at leve op til lovforslagets hensigt om, at alle indgreb skal udføres med størst mulig hensyntagen til den pågældende patient for at undgå unødige krænkelser og ulempe.