Breum: Satspuljeforlig varsler skelsættende politisk nybrud i rigsfællesskabet

ANALYSE: Bevillingen af 80 millioner kroner fra satspuljen til udsatte børn i Grønland bryder med årtiers ellers fast cementerede dogmer i både Nuuk og København om magtdelingen i rigsfællesskabet, skriver journalist og forfatter Martin Breum.

Satspuljeaftalen fra sidste uge tegner helt nye mønstre i forholdet mellem Grønland og Danmark: Regeringen og alle folketingets partier undtagen Nye Borgerlige har afsat 80 millioner kroner til undsætning af de udsatte børn i Grønland.

Det er skelsættende på mindst to måder.

For det første, fordi det forhåbentlig fører til mere effektiv assistance til børnene. Også selvom sexovergrebene i Grønland er ikke nævnt direkte i forligsaftalen, det kommer vi tilbage til.

Men også, fordi det ikke siden selvstyrets indførelse i Grønland i 2009 tidligere er sket, at en dansk regering kaster så betydelige summer efter en opgave, som Grønland for længst selv har taget ansvaret for – uden chance for at få pengene tilbage.

Hvis vi medtænker aftalen fra 2017 mellem Lars Løkke Rasmussen (V) og Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, om 180 millioner kroner til oprydning på nedlagte amerikanske installationer i Grønland plus aftalen mellem de to fra 2018 om dansk indskudskapital og lån på i alt 1,6 milliarder kroner til to nye grønlandske lufthavne plus 200 millioner i lånekapital til erhvervsudvikling, fritskrabes et tankevækkende nybrud i rigsfællesskabet – nu videreført af Mette Frederiksens regering.

Tendensen, der bekræftes af centrale kilder i både Nuuk og København, har krævet opgør med ellers fast cementerede dogmer i både Nuuk og København.

Strengt afmålt beløb
I Danmark bryder politikerne med mange års fast politisk tænkning, der har betydet, at det årlige bloktilskud til Grønland ikke har kunnet få følge af flere danske penge. I selvstyreloven fra 2009 blev bloktilskuddet efter fire års seje forhandlinger med Grønland af flere grunde fastfrosset på et strengt afmålt, årligt beløb, hvorefter det logisk fulgte, mente man, at Danmark ikke løbende kunne bevilge nye, store summer til Grønland.

Dette danske dogme synes nu forladt.

I stedet domineres Danmarks tilgang til Grønland af et stærkt ønske om et tættere samarbejde, der kan sikre et stærkere Grønland og rigsfællesskabets beståen, og det må gerne koste penge. Tendensen var synlig før, men nu mærkbart forstærket efter Donalds Trumps tanker om et køb af Grønland.

Opgør i Nuuk
I Grønland er opgøret med et andet dogme endnu i gang: Læg mærke til, at aftalen om børnene og aftalen om lufthavnene kun er landet efter dybe kontroverser i Nuuk.

De danske penge til de to lufthavne sprængte den regerende koalition i Nuuk. Et af koalitionens partier, Naleraq, mente, at Danmark her fik lov at købe sig til fornyet magt i Grønland, og Naleraq meldte sig ud i protest.

På beslægtet facon skulle Kim Kielsens landsstyre i sommer igennem en alvorlig parlamentarisk krise, før man lod sig presse til at bede Danmark om ekstra hjælp til børnene. I en stund havde Kim Kielsens landsstyre et indædt flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, imod sig, inklusive Kim Kielsens afgørende støtteparti, Demokraterne.

Opgøret handler om selve magtdelingen med Danmark.

Pengene afkoblet fra magten
De grønlandske politikere "hjemtog", som det hedder, ansvaret for socialvæsenet i Grønland allerede i 1980, og ledelsen i Nuuk bestemmer i dag selv suverænt de sociale indsatsers karakter, budgetternes størrelse, de faglige prioriteringer og så videre.

Her har Danmark formelt ingen indflydelse, ingen formel hjemmel til at blande sig, magtdelingen er nøje defineret ved lov – senest i selvstyreloven fra 2009.

Danmark yder sit indirekte bidrag gennem det årlige bloktilskud, der i dag ligger på cirka 3,6 milliarder kroner (som pristalsreguleres). Tilskuddet dækker cirka halvdelen af det offentliges udgifter i Grønland, men som rigsfællesskabet er skruet sammen, er pengene afkoblet fra magten.

Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, fordeler selv de 3,6 milliarder kroner, og den politiske forståelse i Grønland er både blandt vælgerne og politikerne, at socialområdet og alle andre hjemtagne områder suverænt håndteres af Grønlands egne politiske ledere. For alle født i Grønland siden Hjemmestyret i 1979 har det været sådan så længe, de har levet.

De folkevalgte grønlandske politikere opfattes som landets uantastede ledere, uanset at store dele af samfundets drift finansieres med danske penge.

Autonomi udfordres
Det nye forlig på Christiansborg om de 80 millioner kroner til børnene smyger sig ind til dette grundelement i den politiske logik i Grønland, fordi det så tydeligt illustrerer Grønlands afhængighed af Danmarks faglige og økonomiske ressourcer og oven i købet varsler en fremtid, hvor de grønlandske lederes autonomi måske udfordres yderligere.

De grønlandske vælgere vil hurtigt bemærke den gryende accept både i Grønland og Danmark af nye, store danske merbevillinger. Holder tendensen, er vejen banet for fælles indsatser i Grønland, der for få år siden ville have været umulige, og i Danmark vil tilhængerne af et mere aktivistisk forsvar for rigsfællesskabet givetvis øjne nye muligheder.

Omvendt vil den nye tendens bekymre en del tilhængerne af løsrivelse i Grønland. Nogle vil givetvis protestere, mens de mere pragmatiske vil forklare deres vælgere, at økonomisk og social fremgang i Grønland i deres optik er et skridt nærmere uafhængigheden – uanset, at det er Danmark, der betaler.

Magten ligger fortsat i Nuuk
Udmøntningen af satspuljeaftalen indeholder følgelig en del potentielle kontroverser.

De 80 millioner skal udmøntes i perioden 2020 til 2023 og skal virke inden for den politiske aftale, der blev indgået i oktober mellem den politisk ansvarlige i Grønland, Martha Abelsen, naalakkersuisoq (landsstyremedlem) for sundhed, sociale anliggender og justitsområdet, og social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

Her blev det klart, at Martha Abelsen og hendes folk har gjort deres for at sikre, at magten over de sociale indsatser fortsat ligger i Nuuk. Aftalen hviler på den præmis, at "løsningsforslag og anbefalinger på sigt skal kunne løftes videre af selvstyret og de grønlandske kommuner inden for den gældende kompetencefordeling i rigsfællesskabet".

Det er i tråd med den grønlandske grundopfattelse af, hvordan magtdelingen bør være, og med den politik, Martha Abelsen håndfast har fulgt fra begyndelsen, og som nu altså er fulgt med ind i satspuljeforliget.

Abelsen, der har årtiers personlig erfaring fra socialsektoren i Grønland, argumenterede tidligt for en "grønlandsk" indsats – her i en pressemeddelelse fra i sommer:

"Naalakkersuisut er glad for den hjælp, som modtages fra Danmark, som styrker indsatserne på børne- og ungeområdet i Grønland. Samarbejdet er netop meget brugbart, da løsningerne på de sociale problemer skal findes i Grønland, med udgangspunkt i den grønlandske kultur og samfund. Naalakkersuisut er interesseret i at fortsætte den bæredygtige udvikling af socialområdet. Hjælpen fra Danmark har således karakter af hjælp til selvhjælp. De danske myndigheder har meget god forståelse for netop dette, hvilket bidrager til et godt samarbejde. Erfaringen er, at danske fagpersoner uden kendskab til grønlandske forhold kan løse nogle udfordringer på socialområdet på kort sigt, men når de forlader landet igen, så er problemerne ikke løst på længere sigt," lød det.

Det grønlandske understreges; rent danske input tolereres kun som midlertidige, men det er en svær balancegang: I øjeblikket høvler seks akut-udsendte danske socialrådgivere af på sagsbunkerne om sexovergreb og andet i Tasiilaq, to er i gang i Nuuk; en dansk familieterapeut og en psykolog sendes snart afsted; alt finansieret af de første 5,3 danske millioner, der blev afsendt fra regeringen som akut-hjælp i september.

Nyt sekretariat
De 80 millioner i det nye forlig skal nu udmøntes over fire år ved hjælp af en dansk-grønlandsk styregruppe, organiseret i et nyt, midlertidigt Grønlands-sekretariat i Social- og Indenrigsministeriet i København, ledet af en medarbejder fra Indenrigsministeriet i samarbejde med en medarbejder fra Abelsens departement i Nuuk.

Gruppen bemandes blandt andet med fuldtidsmedarbejdere også fra Justits- og Socialministeriet, der samarbejder med grønlandske kolleger i Nuuk, mens folk fra andre danske ministeriet vil blive inddraget løbende.

Lønnen til de danske embedsfolk betaler den danske regering oven i de 80 millioner til Grønland, og spørgsmålet om, hvem der reelt bestemmer, kompliceres yderligere af, at politi og domstole i Grønland, som ventes at få centrale roller i det fortsatte arbejde, stadig er dansk ansvarsområde.

Magter ikke opgaven
Dansk Folkeparti har i nogle år hævdet, at Danmark burde genovertage magten over det sociale arbejde i Grønland, især af hensyn til børnene. DF's præmis har været, at de grønlandske myndigheder ikke magter opgaven, som derfor bør sættes under statslig administration, præcis som det ville ske, hvis en dansk kommune svigtede.

Abelsen-Krag-aftalen går formelt set langt uden om den løsning. Aftalen har i stedet karakter af et kommissorium for det dansk-grønlandske Grønlands-sekretariat, der har fået udpeget tre spor: Hvad kan der gøres for børnene? Hvad skal man stille op med de voksne, som krænker og svigter, og endelig: Hvordan kan en fremtidig, forebyggende indsats se ud?

Alle relevante instanser, inklusive politiet, er inddraget. Arbejdet gælder udsatte børn i bredeste forstand, den er ikke udelukket fokuseret på den seksuelle vold, fordi fagfolkene mener, at sexovergrebene ikke er et isoleret fænomen.

Tidsplanen er skarp: Inden nytår skal den første afrapportering falde, og inden sommer næste år skal der ligge færdige, konkrete forslag til myndighedernes eksekvering.

Drastiske indgreb
Ingen forestiller sig, at det bliver nemt. Der findes ingen vedtagne forklaringer på, hvorfor Grønland oplever så voldsomt mange sexovergreb på børn; et fænomen, der også kendes fra det arktiske Canada.

Ingen færdige løsningsmodeller findes, så det gode spørgsmål er nu, om det nye midlertidige sekretariat i Danmark efter årtiers indsatser i Grønland kan pege på noget, der vil være mere effektivt, langtidsholdbart og lokalt acceptabelt som modgift til det normsammenbrud i lommer af det grønlandske samfund, der ifølge fagfolkene ligger bag. Og om der er politisk vilje til at gennemføre også de mere drastiske indgreb, Grønlands-sekretariatet måtte foreslå?

Der gælder som nævnt en fast befaling i Grønland om, at indsatserne bliver "grønlandske" – i hvert fald på sigt, og i baggrunden vogter opmærksomme politikere. Landsstyret afviste som nævnt i første omgang at bede Danmark om yderligere hjælp. En pinefuld debat om sexovergrebene havde stået på længe, da tv-dokumentaren "Byen, hvor børn forsvinder" fra DR fik det hele til at gå op i en spids.

Myndighederne fremstod ubehjælpsomme. Nuuks borgmester, Asii Chemnitz Narup, en af Grønlands stærkeste politikere og den øverst ansvarlige for socialindsatsen i Tasiilaq, måtte helt at trække sig fra politik, og en frustreret opinion og et flertal i parlamentet tvang Naalakkersuisut til at tage hatten i hånden og henvende sig i Danmark.

Markant faldende tendens
I tumulten fløj en række detaljer under mediernes radar: Antallet af sexovergreb på mindreårige i Grønland er faldet med cirka 50 procent over en generation; i øvrigt sammenfaldende med et voldsomt fald i alkoholforbruget. 26 procent af de 18-29-årige i Grønland oplever stadig, at de har været udsat for et eller flere seksuelle overgreb, et rasende højt tal, men der er altså over tid en markant faldende tendens.

Og den politisk ansvarlige, Martha Abelsen, var måske ikke helt så utilbøjelig til at søge om hjælp i Danmark, som medierne hævdede. Hun forsøgte forgæves at forklare, at der er en relativ lang tradition for samarbejde mellem Nuuk og København på det sociale område, som hun selv er varm tilhænger af. VLAK-regeringen afsatte i 2018 de første ti millioner kroner fra satspuljen til de Grønlandske børn i fin samklang med Abelsens departement i Nuuk.

Ikke nok
Til sommer udløber mandatet for det midlertidige Grønlands-sekretariat og den nedsatte styregruppe, og så har de 80 millioner efter planen fået vinger.

Men Astrid Krag har på regeringens vegne og i fin harmoni med det nye samarbejdsparadigme, omhyggeligt holdt døren åben for nye forhandlinger, såfremt de 80 millioner ikke skulle være nok, hvilket kyndige iagttagere i Nuuk allerede tvivler stærkt på. 

-----

Martin Breum er journalist. Han skriver om Arktis blandt andet for Weekendavisen, Sermitsiaq (Grønland), EUobserver.com (Bruxelles) og Arctictoday.com (USA). Hans seneste bog, 'Hvis Grønland river sig løs', udkom i 2018. 

Forrige artikel Aftalen er landet: Bredt forlig om fordeling af satspuljereserven Aftalen er landet: Bredt forlig om fordeling af satspuljereserven Næste artikel Konsekvens af ghettopakken: 11.000 mennesker skal forlade deres hjem Konsekvens af ghettopakken: 11.000 mennesker skal forlade deres hjem