CP Danmark og Lev: Handicap-specialeplan sikrer hverken retssikkerhed eller rette behandling til mennesker med handicap

Over de seneste måneder synes der at være sket en ændring i social- og ældreminister Astrid Krags (S) måde at tale om evalueringen af det specialiserede socialområde – og om de forandringer, som er nødvendige på baggrund af evalueringen. Senest i forbindelse med sin tale på konferencen KL-SOCIAL2021 for nogle dage siden.

Ministeren er tydeligvis meget optaget af den nationale specialeplan, som er et delelement i evalueringsarbejdet. Specialeplanen kan bestemt blive et vigtigt redskab i fastholdelsen og udviklingen af kvaliteten på handicapområdet.

Det er stærkt bekymrende, at de øvrige mere strukturelle elementer i evalueringens fokus synes at være gledet helt i baggrunden hos ministeren.

Anni Sørensen og Pia Allerslev
Hhv. landsformand i Lev og CP Danmark

Men skal planen have effekt i praksis, så forudsætter det også ændringer i kommunernes visitation.

Øvrige elementer glider i baggrunden

Ud fra de udkast til en specialeplan, som aktuelt foreligger, så er der mest af alt tale om en slags udvidet mærknings- eller certificeringsordning, der definerer kriterier for forskellige grader af specialisering i sociale tilbud og indsatser. Fokus er på kvaliteten på leverandør- eller udførerniveau, hvilket kan være vigtigt nok.

Men det er helt afgørende at erkende, at specialeplanen ikke i sig selv er et instrument, der kan sikre, at de mennesker som har behov for en højt specialiseret indsats, rent faktisk visiteres til denne indsats.

Derfor er det stærkt bekymrende, at de øvrige mere strukturelle elementer i evalueringens fokus synes at være gledet helt i baggrunden hos ministeren.

Baggrunden for evalueringen af det specialiserede socialområde er det forståelsespapir, som regeringen udfærdigede med sine støttepartier.

Heri fremgik det ganske tydeligt, at målet er ”at styrke indsatsen, den nationale vidensdeling og sikre den mest hensigtsmæssige opgavefordeling mellem kommuner og regioner.” Dette blev senere uddybet i evalueringens kommissorium fra juni 2020, hvor det blandt andet slås fast, at ”retssikkerheden skal højnes”, samt, at vi skal være ”sikre på, at mennesker i social udsathed eller med særlige behov på grund af et handicap får den hjælp, de har behov for”.

Retssikkerhed højnes ikke

Den ambition, som regeringen har forpligtet sig på, er altså en hel del stærkere end blot en national specialeplan. Retssikkerheden højnes således ikke i sig selv af en specialeplan, og den vil heller ikke sikre, at mennesker med handicap får den hjælp, de har behov for.

Hvis en sårbar borger med behov for en højt specialiseret indsats er så uheldig at bo i en kommune, der ikke synes, den har råd til den rette indsats – ja, så vil situationen være præcis den samme som i dag.

Anni Sørensen og Pia Allerslev
Hhv. landsformand i Lev og CP Danmark

Planen vil måske sikre, at tilbud og indsatser findes, og at man kan vurdere deres specialisering og kvalitet – men så stopper det også dér.

Hvis en sårbar borger med behov for en højt specialiseret indsats er så uheldig at bo i en kommune, der ikke synes, den har råd til den rette indsats – eller i en kommune som ønsker at fylde en plads op i et af sine egne (ikke specialiserede) tilbud – ja, så vil situationen være præcis den samme som i dag. Specialeplan eller ej.

Det rette tilbud findes måske, men det hjælper jo ikke meget, hvis en række af de borgere, som har behov for det, fortsat ikke visiteres til det.

Brug for vidensdeling og specialisering i visitationen

På den måde risikerer den nationale specialeplan at blive en gentagelse af det initiativ, der blev svaret på evalueringen af kommunalreformen i 2013. Her vedtog Folketinget oprettelsen af National Koordination (NATKO). En papirtiger, der så handlekraftig ud på overfladen, men som var kendetegnet ved et enøjet fokus på de sociale tilbud og indsatser – og ikke på visitationen til dem. Effekten af NATKO kender vi i dag – nemlig en uændret fart på afspecialiseringen.

Vi håber ikke, at Astrid Krag (S) og den øvrige regering har slækket på ambitionerne om en reel løsning på de massive udfordringer på handicapområdet. Det er helt afgørende, at en reform også styrker vidensdeling og specialisering i visitationen, ny opgavefordeling mellem kommuner og et mere tværgående niveau, samt en mere solidarisk finansieringsmodel.

Linjerne i de ændringer – og den nødvendige økonomiske prioritering – må nødvendigvis fastlægges i forbindelse med de igangværende finanslovsforhandlinger.