Danmarks Brydeforbund: Foreninger og frivillige bliver ladt i stikken af politikerne

DEBAT: De politiske og organisatoriske baglande nøjes med rosende ord ved de årlige skåltaler i stedet for at bevæge sig ud i felten og tage socialt ansvar, skriver Rami Panduro Zouzou. 

Af Rami Panduro Zouzou
Udviklingskonsulent i Danmarks Brydeforbund

I regeringens satspuljeoplæg er der afsat 40 millioner blandt andet til idræt til udsatte. Det lyder jo meget godt.

Men går det, som det plejer, ender det med alene at være en opgave for foreningerne, mens de politiske og organisatoriske baglande nøjes med rosende ord ved de årlige skåltaler.

For alt for ofte efterlades foreningerne alene med udvikling og implementering af projekterne, hvilket hverken gavner foreningerne eller de tilsigtede målgrupper.

Tværtimod bliver de sårbare grupper alt for ofte en del af et projektfællesskab og aldrig en del af foreningens identitet.  

Den almindelige forening skal med på råd
I forbindelse med et oplæg om foreningsdeltagelse for en samling frivillige foreningsfolk nævnte jeg bl.a. regeringens ambition om at styrke udsatte målgruppers integration i foreningslivet.  

Men da jeg kiggede rundt i lokalet, mødte jeg desværre kun skeptiske blikke, og det slog mig, at selvom ambitionen på mange måder bygger på ædle principper, og de fleste gerne ville bidrage til at løse en social opgave, så virker det, som om politikere og embedsmænd har glemt at tage den almindelige forening med på råd.

For bedst som jeg stod der og overvejede endnu en dundertale om foreningslivets demokratiske og inkluderende fællesskaber, slog det mig, at vi måske fuldstændig har glemt, hvad foreningslivets rolle egentlig er? Og om foreningslivet er alle sociale problemers hellige gral?

For i de vedvarende diskussioner om civilsamfundets indflydelse på samfundsudviklingen glemmer vi, at foreningslivet består af mennesker, som samles omkring en fælles interesse, og deri ligger deres motivation for deres frivillig indsats.

En indsats, der stilles større og større krav til, da mange mindre foreninger kæmper en stadig kamp for at overleve i stigende konkurrence med kommercielle motionsudbydere, en hektisk hverdag og et presset arbejdsmarked, der udvikler sig hurtigere end foreningslivets vedtægter.

Der er derfor sjældent ressourcer til at byde nye målgrupper velkommen, endsige til at bruge de mange projektmidler, der gennem årene er tilført foreningerne.

Foreningsudvikling og deltagelse udføres bag skrivebordet
Problemet er, at rigtig mange teorier omkring foreningsudvikling og -deltagelse alt for ofte udføres bag et skrivebord og ikke blandt de mennesker, der er målgruppen.  

Hvornår har man sidst mødt kommunikationschefen, politikeren eller den politiske spindoktor i den lokale forening til andet end den årlige fejring af frivillige, hvor klicheerne om det fantastiske arbejde, de frivillige gør, står i kø?

Ikke så tit, hvis man spørger de mange frivillige, jeg i mit arbejde er i berøring med. Og det er egentlig lidt synd, når politikerne og idrætsorganisationerne så gerne vil involvere foreningerne i det sociale arbejde.

Men man kan ikke blot antage, at civilsamfundet kan udfylde det vakuum, der opstår, når staten ikke kan producere velfærdsløsninger?

For selvom principperne bag foreningslivet er både folkelige og demokratiske, er de stadig et resultat af de mennesker, der udgør foreningen.

Og spørgsmålet er, om ressourcerne altid er til stede til at yde den sociale indsats, der er påkrævet, hvis sårbare grupper og nydanskere skal inkluderes og få værdi af foreningsdeltagelsen?

Ikke, hvis man spurgte de mange foreningsfrivillige, jeg den aften talte med.

Alene i det sociale ansvar
Tværtimod havde virkelig mange triste fortællinger, hvor de i forsøget på at påtage sig et socialt ansvar nærmest er blev ladt i stikken, alene med målgrupperne, af de sociale og offentlige organisationer, som forventede, at foreningerne alene udviklede projekterne, mens de selv brugte tiden på at vedligeholde deres organisatoriske drift.

Og det var samtidig med, at mange af de udsatte og sårbare unge i sidste ende manglede motivation til at blive hængende i en forening, fordi de ikke har lyst til at være en del af et projekt, men tværtimod bare ville være almindelige medlemmer som alle mulige andre.

Som inkarneret foreningsmand måtte jeg desværre give dem ret. Jeg har tidligere i flere år arbejdet med integration af etniske minoriteter i foreningslivet.

Projekter, der desværre endte med blandt andet at udvikle lukkede fodboldhold bestående af spillere af samme etiske oprindelse, fordi de aldrig følte sig som en integreret del af klubben.

Hvor meget integration og demokratisk fællesskab, der var i det, er et godt spørgsmål. 

Så hvis regeringen har ambitioner om, at sårbare grupper skal være en del af idrætsfællesskaber, så kunne det være, at de skulle sende deres kommunikationsfolk og embedsmænd ud og udvikle projekterne i en forening og samtidig kigge på, om ressourcerne blandt de aktive i foreningen er til stede til både at udvikle og implementere sociale projekter samtidig med, at man skal sikre driften af de kerneydelser, der jo i første omgang var dem, der motiverede de frivillige til at blive aktive.

Forrige artikel Forstander: De unge hjemløse venter stadig på billige boliger Forstander: De unge hjemløse venter stadig på billige boliger Næste artikel Kronik: Handicappede er 1930'ernes kvinder på arbejdsmarkedet Kronik: Handicappede er 1930'ernes kvinder på arbejdsmarkedet
  • Anmeld

    Sven-Åge Westphalen

    Rigtig godt indlæg

    jeg kan som frivillig træner og bestyrelsesmedlem i forskellige sammenhænge kun nikke genkendende til Rami Panduro Zouzous refleksioner. Frivillige organisationer bliver i stigende omfang ikke opfattet som en værdi i sig selv men til at være et middel til at opnå - andre - samfundsmæssige mål.

Forsøg viser vejen til bedre sagsbehandling, men det koster

Forsøg viser vejen til bedre sagsbehandling, men det koster

FRIKOMMUNE: Ambitionen om at sikre udsatte borger og familier én samlet handleplan og indgang til kommunen er allerede omsat til lov. Forsøg viser, at omstillingen er ressourcekrævende, men gør en forskel for borgere og medarbejdere.