Debat

Dansk Sygeplejeråd: Sådan vil vi måle anbefalingerne fra Sundhedsstrukturkommissionen

Vi kommer til at måle Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger på, om de løser de udfordringer, patienterne og borgerne oplever, og som sygeplejersker og deres kolleger står med i deres arbejde, skriver Dorthe Boe Danbjørg.

Nye strukturer og omorganiseringer kan koste store mentale og økonomiske ressourcer, som strækker sig langt ind i fremtiden. I værste fald på bekostning af kerneopgaven, skriver forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg.<br>
Nye strukturer og omorganiseringer kan koste store mentale og økonomiske ressourcer, som strækker sig langt ind i fremtiden. I værste fald på bekostning af kerneopgaven, skriver forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dorthe Boe Danbjørg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For lidt over et år siden fik Danmark en ny kommission, og jeg kunne føje et nyt ord til mit ordforråd: sundhedsstruktur.

Ordet findes nemlig ikke i ordbøgerne, men en struktur defineres som ”en måde som noget er opbygget, organiseret eller sammensat på”.

For mig at se skal det ikke være et mål i sig selv at ændre på organiseringen af sundhedsvæsenet. Slet ikke, hvis det betyder, at vi går på kompromis med demokratiske principper, eller hvis gennemførelsen af den nye organisering tager tid og ressourcer væk fra kerneopgaven.

En ny struktur bør udelukkende være et middel til at løse de problemer, patienter og borgere i alle dele af sundhedsvæsenet oplever, og som sygeplejersker og deres kollegaer står med hver dag.

Derfor vil vi i Dansk Sygeplejeråd måle Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger og en kommende sundhedsreform på, om følgende syv principper bliver opfyldt.

1. Patient- og borgerforløb skal være sammenhængende på tværs af sektorer

Det altoverskyggende problem er, hvordan vi får skabt sammenhæng i patient- og borgerforløb på tværs af sektorer. Alle er enige om, at patienterne ikke skal ikke slippes, før de næste er klar til at tage over.

Alligevel er vi ikke i mål. Det kræver et forpligtende samarbejde mellem kommuner, hospitaler og almen praksis, hvor sygeplejersker har potentiale til at spille en endnu større rolle.

Herunder, at kommunerne har adgang til specialiseret viden på hospitalerne. Det kræver også, at der er ens, nationale standarder for kvalitet og patientsikkerhed på tværs af sundhedsvæsenet.

Læs også

2. Opgaver, kompetencer og økonomi skal følges ad

I sidste ende er det medarbejderne og lederne, som skal arbejde under de nye strukturer og løse udfordringerne til gavn for patienter og borgere. Det kræver specialiseret viden, som er understøttet af forskning og et særligt fokus på sygeplejefaglig ledelse i alle dele af sundhedsvæsenet. 

Derfor giver det ingen mening, at den nye ældrelov taler om helhedspleje uden at tænke sygepleje med.

Dorthe Boe Danbjørg
Forkvinde, Dansk Sygeplejeråd

Fra den nationale planlægning i Sundhedsstyrelsen med en Chief Nurse Officer til de ledere, der er tættest på den kliniske hverdag – for at forankre den sygeplejefaglige indsats.

De gode erfaringer med APN-sygeplejersker og sygeplejersker med specialuddannelse i borgernær sygepleje skal udbredes, og der er også et behov inden for blandt andet palliation og akutsygepleje.

Flere arbejdsgivere skal kende til uddannelserne og have mulighed for at investere i specialiserede kompetencer og forskning i den borgernære sundhed.

3. Data skal deles nemt og hurtigt på tværs af sektorer

Problemet med manglende sammenhæng kommer også helt lavpraktisk til udtryk i hverdagen. Over halvdelen af sygeplejerskerne i kommunerne har ikke adgang til patientinformation fra andre dele af sundhedsvæsenet end der, hvor de selv arbejder.

Det er både spild af tid og fører til dobbeltdokumentation, når sundhedsprofessionelle i kommuner, almen praksis og på hospitaler skal sende beskeder til hinanden, vente på svar og registrere de samme informationer i hver deres system.

Samtidigt pålægger det borgere og pårørende et urimeligt ansvar for at videreformidle, hvad der er lavet af aftaler og gjort af tiltag fra en sektor til en anden. Mange borgere er slet ikke i stand til det, for eksempel de med demens, og ikke alle pårørende har tid til at hjælpe

4. Ældre- og sundhedsindsatsen skal tænkes sammen

Når vi ikke kan skabe sammenhæng i patientforløbene, handler det ikke kun om sektorovergange.

Virkeligheden er, at langt de fleste ældre, som modtager hjemmepleje, hjemmesygepleje eller bor på plejehjem, er skrøbelige borgere, som ofte lider af flere kroniske sygdomme. De har ofte et behov for specialiseret sygepleje, som kræver, at ældre- og sundhedsindsatsen tænkes sammen.

Læs også

Derfor giver det ingen mening, at den nye ældrelov taler om helhedspleje uden at tænke sygepleje med.

Nu står regeringen på baggrund af Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger tilbage med opgaven at koble de to områder, blandt andet med fælles standarder for kvalitet og patientsikkerhed. Det er nødvendigt, for det gode ældreliv starter med sundhed.

5. Sundhedsfremme og forebyggelse skal prioriteres højt

Forebyggelse er afgørende for at forbedre sundheden og sparer både arbejdskraft og penge. Vi skal fremme sundheden ved at forbedre leve- og arbejdsvilkår i bred forstand.

Tidligt i livet handler det om grundig sundhedspleje, som kan sikre trivslen for vores børn og unge både fysisk og mentalt. Væksten i livsstils- og folkesygdomme skal bremses. Der skal være tid til opsporing af sygdom eller sygdomsforværring for ældre borgere og kronikere, så indlæggelser og genindlæggelser undgås.

6. Uligheden i sundhed skal mindskes

For de mest udsatte borgere, som både kæmper med fysisk og psykisk sygdom, misbrug eller andre sociale udfordringer, er det praktisk talt umuligt at navigere i de mange dele af sundhedsvæsenet. De har måske heller ikke pårørende til at hjælpe dem.

Den manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet rammer skævt og øger uligheden i sundhed, når det oftest er de svageste borgere, som falder mellem to stole.

Dorthe Boe Danbjørg
Forkvinde, Dansk Sygeplejeråd

Ofte er de uden for arbejdsmarkedet og dermed også uden adgang til de private sundhedsordninger, som i stigende grad tilbydes der.

Den manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet rammer skævt og øger uligheden i sundhed, når det oftest er de svageste borgere, som falder mellem to stole.

Det skal der rettes op på. Det er afgørende, at borgeren forstår sin situation, herunder egen sygdom og sundhed, og har viden og kompetencer til at handle på det.

7. Demokratisk styring af sundhedsvæsenet gavner alle borgere

En vigtig forudsætning for at have et solidarisk sundhedsvæsen, der kan rumme både stærke og svage borgere, er, at det er demokratisk styret af folkevalgte politikere.

Det skaber åbenhed og giver mulighed for langsigtede prioriteringer, ensartet kvalitet og patientsikkerhed på tværs af landet.

Læs også

Mål på det, der betyder noget

Nye strukturer og omorganiseringer kan koste store mentale og økonomiske ressourcer, som strækker sig langt ind i fremtiden. I værste fald på bekostning af kerneopgaven.

Så når Sundhedsstrukturkommissionen kommer med sine anbefalinger, så lad os ikke stirre os blinde på, hvem der har fået hvilke kasketter og hvilke nye streger, der måtte være tegnet på landkortet.

Lad os i stedet måle dem på, om de løser sundhedsvæsenet udfordringer: om de giver et patientsikkert og sammenhængende borger- og patientorienteret sundhedsvæsen – med høj kvalitet og lav ulighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dorthe Boe Danbjørg

Forkvinde, Dansk Sygeplejeråd
ph.d. i sundhedsvidenskab (Syddansk Uni. 2015), cand.cur. (Aarhus Uni. 2007), sygeplejerske (Odense Sygeplejeskole 2000)

0:000:00