Debat

DIIS: Bekæmp terrorismen - ikke islamismen

DEBAT: Islamisterne skal ikke have mundkurv på. De skal have mere taletid, så vi kan gå i clinch med deres ideer og give dem kamp til stregen i en åben debat. Det mener Manni Crone, seniorforsker hos DIIS.

Forestillingen om, at islamismen er første skridt på vej mod radikalisering, er ikke kun forkert. Den er også problematisk. Det mener Manni Crone, seniorforsker hos DIIS.
Forestillingen om, at islamismen er første skridt på vej mod radikalisering, er ikke kun forkert. Den er også problematisk. Det mener Manni Crone, seniorforsker hos DIIS.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Manni Crone
Seniorforsker hos DIIS

Vi har hørt det igen og igen: det er islamismen, der er problemet! De unge bliver radikaliseret i moskeer og fængsler, når de møder islamistiske mørkemænd, der fylder dem med okkulte ideer. Eller på sociale medier, hvor islamistisk propaganda florerer frit og spredes med lynets hast. Tanken er, at de unge bliver radikaliserede, når de stifter bekendtskab med ekstremistiske ideer.

Men er det overhovedet det, der sker?

I de seneste år er vi blevet en smule klogere på, hvad radikalisering er. Radikalisering er ikke en lineær proces fra ét punkt til et andet, men en yderst kompleks, af og til kaotisk proces, der kan gå i snart den ene, snart den anden retning. Der findes altså ikke én forkromet model for radikalisering, men mange forskellige veje og grunde til radikalisering.

Hvis vi ser på de seneste års terrorsager i Danmark, tegner der sig et broget billede. Nogle af de implicerede har været tiltrukket af våben og spænding; andre har følt vrede over den måde, muslimer bliver behandlet på; atter andre er kriminelle, der bruger deres voldelige evner i en højere sags tjeneste. Typisk har disse personer fundet mening i små radikale grupper, hvor man har en fælles sag og er loyal over hinanden.

Disse personer er ikke intellektuelle med interesse for teologiske spidsfindigheder, men personer, der har opsnappet nogle enkle, diffuse, sort-hvide ideer om, hvordan verden hænger sammen. Radikalisering er altså primært en politisk proces, der evt. kan få en teologisk formalisering, men denne formalisering sker typisk efterfølgende og er sjældent den udløsende faktor.

Det er den voldelige radikalisering og de voldelige handlinger, der er problemet – ikke ideologien.

Manni Crone
Seniorforsker hos DIIS

Forestillingen om, at islamismen er første skridt på vej mod radikalisering, er dog ikke kun forkert. Den er også problematisk.

Hver gang en person af islamistisk observans stikker hovedet frem og ytrer det mindste pip, lyder der ramaskrig! Der kræves øjeblikkelig handling: moskeer skal lukkes, islamistiske foreninger forbydes. De selvsamme personer, som i går hyldede ytringsfriheden, står nu i kø for at give islamisterne mundkurv på eller sende dem ud af landet.

Der er naturligvis grænser for ytringsfriheden
Men når det gælder radikalisering, er det vigtigt at holde tungen lige i munden og skelne skarpt mellem handlinger og holdninger. Det er den voldelige radikalisering og de voldelige handlinger, der er problemet – ikke ideologien.

I et land som Danmark er vi i den yderst privilegerede situation, at vi har lov til at have de mest besynderlige og ekstreme holdninger og ligefrem lufte dem offentligt.

Der er naturligvis grænser for ytringsfriheden. Det er fx strafbart at hylde, forherlige eller opfordre til terrorisme. Men det er ikke strafbart at have politiske holdninger, der trækker på islamistiske ideer. Det er heller ikke strafbart at være kritisk over for den eksisterende politiske orden eller gøre sig forestillinger om en anden samfundsorden. Netop derfor er det problematisk at stigmatisere personer pga. deres holdninger eller gøre radikale holdninger til et første ”bekymringstegn” i en præventiv indsats.

I stedet for at lukke moskeer, foreninger og internetsider er det en langt bedre ide at få islamisterne ud af busken og lade dem lufte deres ideer i det offentlige rum. Lad dem få mere taletid, så vi kan gå i clinch med deres ideer og give dem kamp til stregen i en åben debat.

Det er ikke det samme som at være naiv. Personer, der har intention om at udføre kriminelle handlinger – politisk vold, terrorisme o. lign. – er naturligvis en helt anden sag. De skal håndteres professionelt af politi, efterretningstjeneste og retssystem. Det bliver de heldigvis også i vidt omfang. Det er terrorismen og de voldelige handlinger, der er problemet – ikke den islamistiske ideologi.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Manni Crone

Seniorforsker, DIIS
MA (Sciences-Po, Paris 1989), DEA Diplom (Sorbonne Uni, Paris 1991), DEA Diplom (École des Hautes Études en Sciences Sociales, Paris 1992), seniorforsker, PhD. fra Sociologisk Institut (Københavns Uni. 2000)

0:000:00