DIIS: Nye tiltag er ikke altid løsningen

Af Manni Crone
Seniorforsker hos DIIS

De sidste par år har der været stort fokus på de såkaldte fremmedkrigere, der bliver radikaliseret, når de tager til Syrien eller Irak for at kæmpe med militante grupper.

Vi ved ikke præcist, hvilken risiko disse fremmedkrigere udgør, men der er bred politisk enighed om, at de er farlige, og at noget må gøres. I september 2014 fremlagde regeringen en handlingsplan, der langt hen ad vejen bygger videre på eksisterende tiltag.

Forebyggelse har været et kodeord i Danmarks håndtering af terrortruslen, og denne præventive tilgang har sat Danmark på verdenskortet. Udenlandske journalister og politikere valfarter til Danmark og Aarhus for at høre om det, der i udlandet går under navnet ”the red carpet approach”. Det har ryddet udenlandske forsider, at hjemvendte Syrienskrigere bliver modtaget med åbne arme og får tilbud om alskens velfærdsydelser fra læge- og psykologhjælp til bolig, uddannelse etc.

Men den røde løber er naturligvis kun en del af billedet. Ved siden af de bløde, præventive tiltag, der bygger på dialog og frivillighed, er der også andre instrumenter, fx præventive, administrative indgreb, der skal håndtere personer, som har været i Syrien eller overvejer at tage af sted.

Et præventivt indgreb
Det har længe været muligt at udvise udlændinge, som ifølge PET udgør en fare for rigets sikkerhed. Det gælder naturligvis også udlændinge, der drager til konfliktområder for at kæmpe med terrorgrupper.

I dag er der bred konsensus om, at over for en så alvorlig trussel som fremmedkrigere, er der brug for nye love og indgreb. Der er dog ikke kun brug for nye tiltag. Der er også i høj grad brug for, at vi en gang imellem evaluerer de tiltag, der i disse år – i antiterrorens hellige navn – glider gnidningsfrit gennem lovmaskineriet. Måske var de gode, måske skal de justeres.

Manni Crone
Seniorforsker hos DIIS

Men som noget nyt har regeringens handlingsplan gjort det muligt at foretage præventive, administrative indgreb i danske statsborgeres bevægelsesfrihed. Fra 1. marts har politiet myndighed til at udstede udrejseforbud og inddrage pas, hvis der er mistanke om, at en dansk statsborger har planer om at udrejse til et konfliktområde. Det første pas blev inddraget af Vestegnens politi i april.

Det er naturligvis helt i orden at mindreårige danskere forhindres i at udrejse til konfliktområder. Det er vel strengt taget forældrenes beslutning, om deres pas skal inddrages eller ej. Men er det en god ide at begrænse voksne danskeres bevægelsesfrihed?

For det første er det et åbent spørgsmål, om inddragelse af pas virker efter hensigten. Vi ved fra et land som Storbritannien, at udrejseforbud og fratagelse af pas ikke i sig selv kan forhindre en person, som er fast besluttet på at rejse, i at rejse.

Men for det andet er det værd at overveje, om denne type indgreb kan have ikke-intenderede konsekvenser. De sidste par år har vi – i Canada og Australien – set flere eksempler på, at personer, som har fået inddraget deres pas, efterfølgende har udført en terrorhandling i deres hjemland.

Brug for nye love
Det er et vidtrækkende skridt – og nyt i en dansk sammenhæng – at give politiet myndighed til at foretage en administrativ begrænsning af danske statsborgeres bevægelsesfrihed på baggrund af en mistanke om en fremtidig handling.

Det er positivt, at handlingsplanen muliggør en efterfølgende domstolsprøvelse, og det bliver yderst interessant at se, hvad en sådan domstolsprøvelse kommer til at gå ud på. Retssystemet sanktionerer jo en kriminel handling, som allerede er begået, herunder konkrete forberedelseshandlinger.

Men fratagelse af pas er et præventivt indgreb, som i sagens natur sker inden en kriminel handling har fundet sted. Hvis udrejse til et konfliktområde kunne regnes for en konkret forberedelseshandling i retlig forstand, kunne personen vel strengt taget retsforfølges gennem det almindelige retssystem.

I dag er der bred konsensus om, at over for en så alvorlig trussel som fremmedkrigere, er der brug for nye love og indgreb. Der er dog ikke kun brug for nye tiltag. Der er også i høj grad brug for, at vi en gang imellem evaluerer de tiltag, der i disse år – i antiterrorens hellige navn – glider gnidningsfrit gennem lovmaskineriet. Måske var de gode, måske skal de justeres.

Når vi – stort set uden debat – piller ved noget så fundamentalt som bevægelsesfriheden, er det værd at holde øje med, hvordan disse nye indgreb virker, og om det er den vej, vi vil gå fremover.