Eksperters bud: Dét bør regeringen gøre for anbragte børn

Regeringen vil hjælpe udsatte børn til et bedre liv. Det skal blandt andet ske ved at anbringe flere uden for hjemmet, om nødvendigt med tvang, lød meldingen tirsdag fra Mette Frederiksen og Astrid Krag. Men det mål er baseret på mavefornemmelser, har kritikken lydt fra en række eksperter.

Altinget har spurgt tre forskere på området, hvad regeringen bør fokusere på, hvis den vil gøre livet bedre for de anbragte børn.

Her er deres bud:

Inge Bryderup, adjungeret professor i socialt arbejde ved Aalborg Universitet: Bedre sagsbehandling og fokus på skolegang

”Der er god grund til, som regeringen også peger på, at arbejde for at gøre anbringelserne mere stabile. For forskningen viser, at omkring en tredjedel af alle anbringelser bryder sammen, og det er ikke blevet bedre over årene. Vi ved, at hvert tredje sammenbrud skyldes, at plejefamilien kaster håndklædet i ringen, og mange af dem siger, at de ikke har følt sig godt nok klædt på til at få et plejebarn.

Så et godt sted at sætte ind ville være at oplyse og uddanne plejefamilierne bedre. Det handler også om, at kommunerne skal blive bedre til at anbringe barnet rigtigt den første gang – og det kræver nok ressourcer i form af flere sagsbehandlere eller bedre uddannelse af dem.”

”Det andet store problem, man bør sætte ind over for, er børnenes skolegang. Vi ved fra forskningen, at en vellykket skolegang er dén mest betydende faktor for, hvordan de klarer sig videre i livet, så det er ekstremt vigtigt. Men mange af de unge har huller på to-tre år i alt i deres skolegang, blandt andet fordi de bliver flyttet rundt så mange gange. Og de har brug for ekstra støtte. Mange får ikke folkeskolens afgangsprøver eller ungdomsuddannelse, og tallene går endda den forkerte vej. De børn og unge, vi har interviewet i store undersøgelser om anbragtes uddannelse, siger, at skolegangen ikke er en prioritet for kommunerne, og at der ikke bliver stillet nogen faglige krav til dem, selv om børnene selv kan og vil mere.”

”For det tredje skal politikerne være opmærksomme på det mulige problem i, at der er kæmpe store forskelle på, hvordan kommunerne fortolker reglerne. Det betyder, at der er meget stor forskel fra by til by på sandsynligheden for at blive anbragt. Og der er ingen systematik i det, så man kan for eksempel ikke forklare det hele med, at der bliver anbragt flest der, hvor der er flest udsatte familier. Vi ved også fra forskning og udredninger, at der sker rigtig mange fejl, og at sagsbehandlerne sidder med rigtig mange sager ad gangen.”

 Anne-Dorthe Hestbæk, seniorforsker ved Vive: Forbered familierne bedre

”Nogle af de punkter, regeringen tager frem, er jeg helt enig i at fokusere på: Anbragte børns trivsel? Yes. Deres skolegang? Yes. Mere involvering af børnene? Yes, helt klart. Men der er nogle af de måder, regeringen lægger op til at gøre det på, hvor man skal være forsigtig.

Når det gælder børnenes trivsel, er det ikke sikkert, det er vejen frem at lade børn selv bestemme, om de skal se deres forældre. Det kræver i hvert fald en nøje overvejelse om, hvilke konsekvenser det kan få for børnene på længere sigt fuldstændig at miste kontakten til forældrene."

"Vi ved til gengæld fra forskning, at det kan gøre en stor forskel for børnenes trivsel – og for stabiliteten i anbringelsen – at deres biologiske forældre har det godt. Derfor er det også til børnenes bedste at tage hensyn til forældrene, så de kan være den bedste udgave af sig selv."

"Noget af det, der gør det svært for mange anbragte børn at falde til det nye sted, er, hvis der er meget spænding mellem forældrene og plejeforældrene eller institutionen. Hvis forældrene er meget vrede på systemet og meget frustrerede over, at børnene er blevet taget fra dem, går det ud over børnene. Forældrene taler måske meget negativt om det hele, og så er det svært som barn at give sig hen til det nye sted og føle, at det er en god løsning. De kan måske også føle, at det er illoyalt i forhold til forældrene, hvis de tænker, at det er rart at være i plejefamilien.

Konkret er det derfor en god idé at bruge ressourcer og tid i forvaltningen på at forberede alle parterne bedre på, hvad der skal ske, når man anbringer et barn. Mere dialog med familierne og plejefamilierne er den massage, der kan gøre, at anbringelsen bliver mere stabil, og barnet trives bedre."

"Det kan også være en idé at samle mere viden om gode måder at få samarbejdet med de biologiske forældre til at fungere bedre på. For eksempel giver man mange steder i USA familierne en mentor, som selv har børn, der har været anbragt. I Danmark sker det ofte, at forældre og plejeforældre ikke får den støtte, de har krav på."

"Der er generelt brug for stor og tværgående viden om, hvordan anbragte børn har det, hvordan forskellige foranstaltninger virker, og hvordan børnene udvikler sig. For eksempel har vi ikke finansiering til at fortsætte den store forløbsundersøgelse af knap 3.000 anbragte børn født i 1995, som vi har fulgt over mange år. Derfor kan vi ikke konkludere på, hvad indsatserne har betydet for dem.

Derfor er mit råd til politikerne at skaffe mere viden og at basere nye indsatser på den viden, vi trods alt har.”