Hvorfor udtaler han sig i modstrid med fakta, som alle kender? Han kunne have talt om helheden, eller kontrasteret Dansk Folkeparti med sine egne meninger. Så havde der været noget at diskutere. I stedet vælger han at lyve os op i vores åbne ansigt.

Politiken på lederplads
Om Anders Fogh Rasmussen

(...) Danmark tiltrækker sig opmærksomhed, fordi vi er det land, der har svigtet mest åbenlyst, både i forhold til de europæiske idealer om tolerance og respekt for mangfoldighed og, især, i forhold til de forventninger, der er skabt gennem mange års indsats i internationalt samarbejde, når det gælder udvikling, menneskerettigheder og det humanitære arbejde.

Vi vækker opsigt, fordi vi i særlig grad har svigtet de fælles og vore egne idealer. Vores familiesammenføringsregler har i flere år været de skrappeste, vores adgang til statsborgerskab er blevet den sværeste, listen over krænkelser af de europæiske menneskerettigheder er blevet lang. Der siges ting i den danske debat, ikke mindst fra det regerende flertals side, som ville vække skandale i lande, vi normalt sammenligner os med.

HELDIGVIS er det ikke kun i udlandet, at vores skred i forhold til værdier, der tidligere var almindeligt anerkendte, er blevet bemærket. Op til jul var det, som om den ene hjemlige gruppe efter den anden - først forfatterne, så præsterne og til sidst ambassadørerne - tog bladet fra munden og gjorde oprør mod den ny ortodoksi. Måske - forhåbentlig - er mere på vej.

Men der er lang vej igen. Problemet er større end Dansk Folkeparti og dets medløbere i medierne, selv om det er herfra, de mest intolerante, ofte racistiske, og jævnt hen formørkede og aggressive udfald kommer.

Problemet er i højere grad den store gruppe politikere, der hverken er racister eller hadefulde, men som i frustration over det ene eller det andet integrationsproblem (eller af politisk bekvemmelighed) har låst sig fast på, at den eneste måde, man kan tage integrationsudfordringen alvorligt på, er ved at udvise brutalitet over for dem, der står forrest på listen over en dårlig integrations ofre. Det vil sige de etniske mindretal selv.

Denne kortslutning er blevet almindelig ikke bare i regeringspartierne, men også blandt mange socialdemokrater. Det burde ellers være forståeligt for alle andre end egentlige fremmedhadere, at den elementære forudsætning for at få et fællesskab til at fungere er at anerkende alle mennesker i landet som ligeværdige medlemmer af fællesskabet.

Forudsætningen for at gøre noget ved et problem er at anerkende dets eksistens. Det var derfor, forfatternes, ambassadørernes og præsternes initiativer var så befriende. De insisterede på at se skreddet i øjnene. Men hvis de tændte et håb, må man desværre sige, at statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde, hvad han kunne for at kvæle det i fødslen.

VI HAR EN statsminister, der lægger meget vægt på troværdighed. Så meget, at et skattestop forbliver urørligt trods både økonomers og baglands bønner om det modsatte. Så meget, at nye emner knap nok må komme på dagsordenen før efter et folketingsvalg.

Også i det lys må det påkalde sig opmærksomhed, når statsministeren udtaler sig utroværdigt. Det var, hvad vi oplevede, da Anders Fogh Rasmussen 22. december - øverst på både Berlingskes og Jyllands-Postens forsider - udtalte, at udlændingedebatten her i landet er »pæn, ordentlig og redelig«, at tonen ikke på nogen måde er blevet hårdere siden 2001, ja, at den slet ikke er hård. Vi danskere har alt i alt meget at være stolte af på dette område og intet at skamme os over, fastslog han uden forbehold.

Uanset hvad man i øvrigt mener om proportionerne og det samlede facit i denne debat, er statsministerens udsagn så åbenlyst forkerte, at det er grotesk. Hvorfor udtaler han sig i modstrid med fakta, som alle kender? Han kunne have talt om helheden, eller kontrasteret Dansk Folkeparti med sine egne meninger. Så havde der været noget at diskutere. I stedet vælger han at lyve os op i vores åbne ansigt.

Forklaringen er naturligvis, at statsministeren ikke ønsker at se virkeligheden i øjnene. Han er hverken fremmedhader eller racistisk. Men at indrømme, at det er hans parlamentariske grundlag, er simpelthen for ubekvemt. Derfor skal det defineres ud af den politiske virkelighed, som Anders Fogh har vænnet sig til at styre. Derfor må han lyve. (...)