Forsker i handicap: Astrid Krag risikerer at love mere, end hun kan holde

REPLIK: Der findes ingen snuptagsløsninger på handicapområdet, men indenrigs- og socialminister Astrid Krag (S) risikerer at love luftkasteller til borgere med handicap, skriver Emil Sjøberg Falster.

Af Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

4. november kom indenrigs- og socialminister Astrid Krag (S) med en replik til mit indlæg af 29. oktober.

Hun påpeger, at ingen snuptagsløsning kan løfte handicapområdet, hvilket jeg naturligvis er enig i, men at det i stedet kræver grundige overvejelser, før strukturelle ændringer iværksættes, ligesom hun understreger, at regeringen vil arbejde for at sikre den nødvendige specialisering, styrke retssikkerheden og sikre bedre overgange fra barn til voksen.

Jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at få armene ned af ren begejstring.

Hvis regeringen reelt arbejder for ovenstående initiativer, må der være tale om den største politiske og økonomiske prioritering af handicapområdet i nyere tid.

Diskrepans skaber dødvande på handicapområdet
Men ministeren glemmer en mellemregning.

Mit indlæg fra 29. oktober handlede netop om diskrepansen mellem det nationale og kommunale led, og at det blandt andet er denne diskrepans, der skaber dødvande på handicapområdet – særligt fordi det kommunale led ikke altid ser sig selv som den aktør, der kan og skal hjælpe mennesker med handicap mere, end hvad der er tilfældet i dag.

Snarere tværtimod. Lad mig derfor komme med endnu et eksempel:

31. oktober kom formanden for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer, Helle Linnet, med en opfordring til landets politikere – det vil sige også Astrid Krag – om at starte en prioriteringsdebat på det specialiserede socialområde.

Denne opfordring tager afsæt i et såkaldt "hverdagsnært dilemma", der lyder på følgende måde: "Skal et handicappet barn have ret til at få skiftet sin gamle kørestol ud med den sidste nye model, eller giver det god mening, at man slider den gamle kørestol op først?".

Omgørelser skyldes ikke kommunernes sagsbehandling
Jeg forsker selv i børnehandicapområdet, og jeg har aldrig hørt om sager, hvor børn med handicap får skiftet deres kørestol ud af ren forfængelighed.

Til gengæld snakkede jeg for nylig i telefon med Villums mor, og han er på nuværende tidspunkt sengeliggende, fordi han ikke kan passe sin kørestol.

For en måned siden snakkede jeg med Marie, der ikke længere kan gå til sport, fordi hun ikke kan få bevilliget et nyt sæde til sin kørestol.

Børn med handicap får først bevilliget en ny kørestol, hvis de er vokset ud af den gamle, eller hvis der er en anden helt åbenlys og god grund hertil, eksempelvis helbredsmæssige årsager.

Men Linnet påpeger også, at det er vanskeligt for kommunerne at få lovgivningen til at passe til praksis.

Hun udtaler: "Når Ankestyrelsen underkender mange af vore afgørelser, så kan det jo være, at det er lovgivningen, der skal ændres. Det nytter ikke, at man skal være jurist for at bruge loven, når det i praksis er socialrådgiverne, der sidder med sagen".

Når Ankestyrelsen altså omgør mange afgørelser, så er det ikke kommunernes sagsbehandling, der er noget galt med, men derimod lovgivningen, der er udformet på en måde, hvor den ikke falder til kommunernes fordel.

Pas på med løfterne, Astrid Krag
Hvad kan vi egentlig lære af det eksempel?

For det første, at formanden for de kommunale chefer ikke anskuer årets økonomiaftale for en håndsrækning.

Desuden kan vi se på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, at i kommunernes budgetter for 2019 har fire af fem valgt at spare på handicapområdet, og der er umiddelbart ikke grund til at tro, at det vil ændre sig i 2020.

For det andet, hvis kommunernes sagsbehandling er forkert eller indeholder fejl, så er det lovgivningen, der er noget galt med, og som derfor skal ændres.

Det er en mærkværdig reaktion og tydeliggør på mange måder, hvordan borgernes retssikkerhed prioriteres.

Med andre ord: Der er en grundlæggende diskrepans mellem det nationale og kommunale led, hvor virkelighedsopfattelserne nærmest forekommer uforenelige.

Hvordan kan vi sikre bedre retssikkerhed for borgerne, når Ankestyrelsens omgørelser anskues som en fejl i lovgivningen?

Hvordan kan vi sikre bedre overgange fra barn til voksen, når børn med handicap udstilles som forfængelige?

Hvordan kan vi fremadrettet sikre den nødvendige specialisering, når der ikke umiddelbart er afsat midler hertil, når satspuljen er nedlagt, og når kommunerne ser sig "nødsaget" til at spare på handicapområdet?

Dit indlæg skaber håb for dem, som i forvejen har intet eller meget lidt, men pas på: Du risikerer at love mere, end du kan holde, hvis det forestående specialeplanlægnings- og analysearbejde bliver endnu en syltekrukke.

Forrige artikel DI: Det frie valg tvinger det offentlige til at tilbyde bedre kvalitet DI: Det frie valg tvinger det offentlige til at tilbyde bedre kvalitet Næste artikel For Lige Vilkår: Kun de ressourcestærke forældre kommer igennem til systemet For Lige Vilkår: Kun de ressourcestærke forældre kommer igennem til systemet