Forsker: Social ulighed i sundhed er en stor pærevælling af uklarheder

Social ulighed i sundhed står atter højt på den politiske dagsorden. Det er godt, for uligheden er både dyr og urimelig.

Imidlertid er der nu behov for, at debatten når et spadestik dybere end hidtil, hvor den har været præget af, at vi har diskuteret forskellige former for ulighed og deres løsninger i én stor og uklar pærevælling.

Taler vi eksempelvis om den ulighed, som vi mener løses via borgerrettet forebyggelse eller om den ulighed som opstår på grund af mangelfuld behandling af sygdom? Og taler vi om livsstil eller strukturer, når det drejer sig om forebyggelse? Taler vi om forskelsbehandling i sundhedsvæsnet eller om, at nogle patienter ikke gør brug af dets tilbud?

Når det er vigtigt at begrebsafklare, er der fordi den måde, et problem defineres på, har afgørende betydning for, hvilke løsninger, man overhovedet (ikke) kan få øje på, når der skal udvikles politik.

Borgerrettet forebyggelse: Livsstil eller levekår?

I forhold til den borgerrettede forebyggelse har vi et stort, om end ensidigt løsningskatalog; der slås ofte ned på individuel livsstil via Kram-faktorerne; det kunne man senest opleve ved Folketingets Høring om ulighed i sundhed 11. november 2021, hvor der, trods en bred vifte af oplæg, hurtigt blev zoomet ind på visse gruppers usunde vaner.

Den måde, et problem defineres på, har afgørende betydning for, hvilke løsninger, man overhovedet (ikke) kan få øje på, når der skal udvikles politik

Iben Charlotte Aamann
Postdoc, Det Nære Sundhedsvæsen, Region Sjælland

Her kunne man ønske et bredere fokus, fordi vi fra epidemiologien ved, at livsstil kun udgør én ud af 12 determinanter.

De resterende 11 handler overvejende om strukturelle forhold – fattigdom, arbejds- og boligforhold, men der er en klar tendens til, at forbedring af folks levekår glider ud af syne, når det kommer til konkrete politiske initiativer.

Man kan måske svinge sig op til at tale om differentieret moms, øgede afgifter og aldersgrænser som strukturelle indsatser, men stadig med fokus på Kram-faktorerne.

Problemets rod derimod – et socialt ulige samfund – kniber det med at få skovlen under.

Mangelfuld behandling af sygdom: Væsenets eller patienternes ansvar?

Hvor uklarheden vedrørende borgerettet forebyggelse måske skyldes, at der ikke er politisk opbakning til en større omfordeling af samfundets goder, skyldes uklarheden i forhold til mangelfuld behandling nok snarere, at vi mangler indsigter.

Problemets rod – et socialt ulige samfund – kniber det med at få skovlen under

Iben Charlotte Aamann
Postdoc, Det Nære Sundhedsvæsen, Region Sjælland

Vi har, blandt andet fra Rigsrevisionen, solide beskrivelser af, at der foregår en systematisk ikke-begrundet kvalitetsforskel i behandlingen. Men vi ved meget lidt om, hvorfor og hvordan det helt konkret foregår i mødet mellem patient og professionel.

Selvom sundhedsvæsnets rolle også er på listen over determinanter og trods en tiltrængt øget opmærksomhed her på, er det stadig uklart, hvordan vi skal gribe problemet an: Er det forskelsbehandling fra systemets side eller er det patienterne, der ikke kan eller vil gøre brug af sundhedsvæsnets behandlingstilbud?

Det er naturligvis – som med den borgerrettede forebyggelse – ikke et enten eller, men et både og.

Men vi har brug for at blive mere skarpe i definitionen af problemerne, hvis politikerne skal kunne udvikle politik, der kan lægges til grund for indsatser, der virker.