Forskningsleder: Giv muligheder til anbragte børn og unge

Af Frank Cloyd Ebsen,
Docent, ph.d. og forskningsleder ved Institut for Socialt Arbejde, Metropol.

I sidste uge lavede vi et kursus, hvor en gruppe anbragte unge og socialrådgivere fra tre kommuner talte sammen om, hvordan de kunne ændre og forbedre indsatsen for anbragte børn. To ting trådte klart frem.

Den ene er, at anbragte børn godt ved, at sagsbehandleren er den vigtige person, som kan bestemme over, hvor de skal bo, om de må se deres forældre, og kan gøre noget ved en dårlig situation. De beretter om, at det er svært at fortælle, at de har det skidt med plejeforældre, når de sidder i stuen ved siden af, og det første de spørger om, når sagsbehandleren er gået, er hvad de talte om.

Socialrådgiverne skal spørge ind til dagens gang. For eksempel nævnte en ung, at hun og et andet plejebarn så fjernsyn på 1. sal medens den ”rigtige” families børn og forældre hyggede sig med tv i stuen – et spørgsmål herom ville have vist, hvordan relationerne i ”hjemmet” var. Ønsket er dygtige socialrådgivere, som formår at gennemføre en ordentlig samtale, og gerne at det sker uden for plejestedets fire vægge.

Det andet de sagde er, at de ønsker sagsbehandlere, der er autentisk tilstede og bevidste om deres rolle. En ung kiggede ud på de 20 tilstedeværende socialrådgivere, pegede på en, og sagde: Dig vil jeg gerne snakke med. Du udstråler den varme og umiddelbare gode relation, jeg kan bruge. De unge udtrykte, at de lynhurtigt lærte at vurdere de sagsbehandlere de fik besøg af, og hvis der ikke var kontakt, opgav de at sige andet end at det gik fint. Det var for kompliceret.

Kontinuitet og dygtighed hos sagsbehandlere
Udsagnene fra de unge er ikke ukendte, men kan genfindes i mange rapporter og undersøgelser. Det handler om, at sagsbehandlere skal være dygtige til at tale med dem, være til at stole på, være tilstede, og, som de tilføjede, være der kontinuerligt. Den samme dygtige igen – igen.

Det handler om, at sagsbehandlere skal være dygtige til at tale med dem, være til at stole på, være tilstede, og, som de tilføjede, være der kontinuerligt

Frank Cloyd Ebsen
Docent, ph.d. og forskningsleder ved Institut for Socialt Arbejde, Metropol.

Netop kontinuitet i behandlingen af den unge har mange steder stået som et centralt mål. Det bliver reduceret til kontinuitet i anbringelsen, men burde også være kontinuerlig kontakt til deres sagsbehandler – socialrådgiver. Det ved vi også fra undersøgelser, men ingen kommuner eller politikere magter at tage denne vigtige dimension med personaleomsætning op.

I stedet er betingelserne, at sagsbehandlere ofte skifter arbejde, fordi de ikke kan holde kommunen ud, at græsset ser grønnere ud hos naboen, eller at de skifter børn, fordi kommunen nok en gang ændrer struktur og sagsgange.

Intentionen her er at stille krav om kontinuerlig voksenkontakt, når det netop er en mangel hos mange anbragte børn og unge. Og gerne med en som har magt til at støtte og hjælpe. Derved kan der gives relevant støtte og rådgivning, og de unge kan opleve, at nogen ser dem i kraft af deres historie og kan finde muligheder, der kan føre dem ud i samfundet.

Brug for ny logik på området
Sagsbehandleres kontinuitet og autenticitet – læs blandt andet tid til – er kun et element i en indsats, som tager udgangspunkt i de unge og deres muligheder. Der bør være indsatser, som mindsker det pres, som nutidens unge er underlagt.

Det må være indsatser, som giver anbragte unge særlige muligheder for f.eks. en økonomiskydelse for at kompensere for deres svage økonomisk og uddannelsesmæssige baggrund. Det kan ske gennem mentorer og kontaktpersoner, hvis de er dygtige til at være der for de unge. Det kan ske tidligere, ved at børn og unges trivsel følges kontinuerligt og systematisk. Det kan ske gennem parallelindsatser i skole og anbringelsessted. Det kan ske ved at støtte plejefamilier i vanskelige situationer. Uden det behøver at koste mere.

Det grundlæggende er at hjælpe de anbragte børn og unge, som mistrives og eksempelvis går med tanker om selvmord. Min opfattelse er, at selvmordstanker især kommer, når ensomhed og manglende muligheder hober sig op og låser dem fast.

Udvejene er at øge mulighederne og nå dem i deres ensomhed. Det kræver kontinuitet, gode relationer, mindre pres og muligheder, som de på den korte og lange bane kan se fornuften i. At gå den vej indebærer et klart opgør med de nuværende reglers paradisiske lineære kontinuitet, som knopskyder og følges af diverse kontrolorganer, der blot ser efter, om regler bliver overholdt.

Altså noget andet end den kedsommelige logik, som præger området i dag.