Jeg nægter at blive skubbet ud af København, bare fordi jeg har to børn

Desværre fortæller udviklingen i min mødregruppe en barsk historie om udviklingen for det københavnske boligmarked, hvor alt for mange familier presses ud af byen, når de får barn nummer to.

Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at man forlader København, men min oplevelse er, at det i høj grad handler om plads.

For når du får dit andet barn, begynder pladsen i den toværelses lejlighed for mange at blive for trang.

Og når der så ikke er nogen boliger på markedet, som er til at betale, bliver det en flytning, som handler mere om nød end lyst.

Kommunen bør kunne opkøbe de lejligheder, hvor folk ikke har råd til selv at blive andelshaver.

Nanna Bonde

Men det er ikke kun mine erfaringer, som siger mig, at folk flytter på grund af økonomien.

En undersøgelse foretaget af Københavns Kommune i 2023 viser, at 56 procent af de københavnere, som flytter fra byen, faktisk gerne ville være blevet.

Og af dem angiver halvdelen, at de ikke kunne blive boende af økonomiske årsager.

Der er mange årsager til problemet. Priserne på lejeboliger stiger og stiger, andelsboligerne forsvinder langsomt, og det føles efterhånden urealistisk at komme i nærheden af en ejerbolig.

I mine øjne er der særligt én årsag, som står frem. 

Siden 2024 er der sket en eksplosion i antallet af private udlejningsboliger, der ifølge Københavns Kommune i dag udgør 30 procent af den samlede boligmasse i København.

Det betyder, at mere end 102.300 boliger i dag er private udlejningsboliger. Dette er for eksempel privatpersoner, der udlejer til andre privatpersoner, forældre, der udlejer til deres børn, eller kapitalfonde, som udlejer til privatpersoner.

Og her synes jeg særligt, at det er de to sidstnævnte, som vi bør være særligt opmærksomme på, da de driver boligpriserne voldsomt op ved grundlæggende at gøre boligmarkedet til et investeringsprojekt snarere et boligprojekt.

I Indre By er næsten hver anden bolig en privat udlejningsbolig (47 procent). På Christianshavn er det tæt på 40 procent. Det er i mine øjne fuldstændig uacceptabelt.

Ifølge tal fra Danmarks Statisk er hver tiende ejerlejlighed i København i dag et forældrekøb.

Ifølge lokaleportalen ejer og administrerer kapitalfonden Kereby (tidligere Blackstone) for eksempel mere end 2.300 lejligheder i København og mere end 500 erhvervslokaler.

Deres fremgangsmåde er ligetil – de renoverer lejlighederne og presser huslejen op til taget.

Og det har enorme konsekvenser for boligmarkedet, da det presser unge førstegangskøbere eller småbørnsfamilier ud af markedet – og samtidig hæver det huslejen for de københavnere, som ikke har råd til at komme ind på boligmarkedet.

Det skal vi gøre noget ved. Og et af grebene handler om at skabe flere andelsboliger.

I dag er det sådan, at hvis en privat udlejningsejendom skal sælges, skal lejerne tilbydes at købe ejendommen med henblik på at lave en andelsforening.

Men i sådan en ejendom bor der ofte mange forskellige folk til leje – med meget forskellig økonomi. Så ofte er det svært rent faktisk at omdanne de private boliger til andele.

Derfor bør kommunen kunne opkøbe de lejligheder, hvor folk ikke har råd til selv at blive andelshaver.

Så kan lejerne blive boende der, så længe de vil, og når de så flytter ud, kan lejlighederne sælges som andelsboliger.

På den måde vil vi stille og roligt få flere andelslejligheder, som er til at betale i København. Dermed kan vi også undgå, at store kapitalfonde som for eksempel Kereby opkøber københavnernes lejligheder.

Og det er strengt nødvendigt, for jeg nægter at lade mine børn blive skubbet ud af deres fødeby, bare fordi en gruppe internationale kapitalfonde kan tilfredsstille deres shareholders.

Jeg nægter at lade mine børn blive skubbet ud af deres fødeby, bare fordi en gruppe internationale kapitalfonde kan tilfredsstille deres shareholders.

Nanna Bonde

For jeg er vild med at bo i København. Det er en by fuld af muligheder, hvor jeg kan cykle på arbejde, og hvor det er nemt at mødes med sine venner til et glas vin en torsdag aften.

Og så er København på mange måder en dejlig by at være børnefamilie i.

Der er masse af fede kulturtilbud, biblioteker med fællesspisning, og så er der bare nem adgang til leg med naboernes børn i gården. Og det er nu engang dét, som byen handler om.

Derfor er jeg også bekymret for min by. Bekymret for, om den er ved at lukke sig om sig selv. For boligmarkedet er efterhånden begyndt at skubbe både mig, mine børn og mine børns venner ud – og det kan vi ikke vende det blinde øje til.