Debat

K: Bedre integration og mere politi skal stække radikalisering

DEBAT: Forbud skal støttes af mere forebyggelse, hvis Danmark skal radikaliseringsproblemer til livs. Det handler bl.a. om at fremme integrationen og give politiet bedre redskaber, skriver den konservative partiformand Søren Pape Poulsen.

Vi har desværre store problemer med radikaliserede unge her i Danmark. Derfor er det selvsagt en opgave, som skal tages meget alvorligt, mener Søren Pape Poulsen (K), partiformand.
Vi har desværre store problemer med radikaliserede unge her i Danmark. Derfor er det selvsagt en opgave, som skal tages meget alvorligt, mener Søren Pape Poulsen (K), partiformand.Foto: Toke Kristiansen/Altinget
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Pape Poulsen
Formand for Det Konservative Folkeparti

Vi har desværre store problemer med radikaliserede unge her i Danmark. Det så vi ved selvsyn den tragiske weekend i februar, hvor den radikaliserede Omar El-Hussein begik terror og dræbte to uskyldige medborgere.

Selvom Omar El-Husseins handlinger var forfærdelige, er det dog ikke denne enkelte episode alene, der tydeliggør, at vi har problemer med radikaliserede unge. Vi behøver bare at kigge på antallet af Syrien-krigere, som viser, at mere end 100 unge er draget til Syrien og Nordirak for at kæmpe for Islamisk Stat i hellig krig. Heraf kommer en ganske betydelig andel fra én og samme moske – nemlig Grimhøjmoskeen i Aarhus. Faktisk er Danmark et af de lande i verden, hvor forholdsmæssigt flest unge bliver radikaliseret og drager i hellig krig under Islamisk Stats flag.

Derfor er det selvsagt en opgave, som vi skal tage meget alvorligt, og i Det Konservative Folkeparti har vi flere konkrete bud på, hvordan radikaliseringen kan begrænses.

Mærkbare og øjeblikkelige konsekvenser
Vi vil indføre et generelt forbud mod at rejse til et uroplaget område for at deltage i væbnet konflikt på vegne af en ikke anerkendt organisation. Samtidig vil vi sikre, at personer, der rekrutterer og tilskynder andre til at rejse ud og deltage i konflikter, herunder imamer og andre religiøse forkyndere, bliver retsforfulgt og straffet for denne medvirken.

Forbud kan dog ikke gøre det alene. Der skal gøres mere for at forebygge, og der skal iværksættes en række tiltag, så det gøres svært eller umuligt for de unge at rejse ud – og hvis de alligevel gør det, skal det have mærkbare og øjeblikkelige konsekvenser.

Der skal gøres mere for at forebygge, og der skal iværksættes en række tiltag, så det gøres svært eller umuligt for de unge at rejse ud – og hvis de alligevel gør det, skal det have mærkbare og øjeblikkelige konsekvenser.

Søren Pape Poulsen
Formand for Det Konservative Folkeparti

Det er vigtigt for os at fremme integrationen af især unge i Danmark. I visse tilfælde har det imidlertid vist sig, at unge muslimer er under negativ påvirkning af ekstreme miljøer og imamer, der indgyder had mod det danske samfund.

Derfor vil vi styrke politiets indsats og muligheder for at forebygge had, optrevle, efterforske og retsforfølge imamer og andre i de ekstreme miljøer, der hverver og rådgiver unge i en udemokratisk retning, der er så ødelæggende for integrationen i Danmark, og som radikaliserer ofte svage og letpåvirkelige unge til at drage i hellig krig.

Samtidigt vil vi indføre, at trossamfund i Danmark skal kunne miste deres anerkendelse eller godkendelse samt de rettigheder, som følger med, hvis de ikke lever op til danske, demokratiske standarder. Eksempelvis hvis deres prædikanter eller andre, der taler på vegne af trossamfundet, opfordrer eller tilskynder til vold, mord og deltagelse i væbnede konflikter.

Samfund i samfundet
Som udgangspunkt er der ikke noget galt med, at man ønsker at bosætte sig i områder sammen med andre, der minder om én selv – heller ikke når man er udlænding i Danmark. Dog er det bekymrende, at vi stadig har flere end 30 boligområder i Danmark, hvor kriminaliteten er høj, og hvor hovedparten af beboerne er indvandrere, der står uden for arbejdsmarkedet.

Alle borgere skal kunne føle sig trygge, uanset hvor de bor. Det er en fælles opgave at undgå det stigende sociale misforhold, der i mange tilfælde et grundlaget for, at unge i ghettoområder bliver kriminelle og isolerer sig fra det øvrige samfund. Derfor skal der i områder med højt kriminalitetsniveau etableres nærpolitistationer. Samtidig skal det være muligt at rykke ind med et midlertidigt mobilt politi i perioder, hvor ordensmagtens tilstedeværelse er særligt påkrævet.

Tidligere i år kortlagde Rigspolitiet omfanget af chikane og trusler mod politiet som følge af deres arbejde. Rapporten viser, at politiet i perioden 2012 til 1. juli 2013 blev udsat for chikane, trusler og vold 2381 gange. Det er uacceptabelt og skal stoppes. At chikanere eller intimidere politifolk skal have alvorlige konsekvenser. Ghettoer må aldrig udvikle sig til parallelsamfund, hvor beboerne ikke tillader politiet at komme, eller som chikanerer politiet, når de kommer.

I de store indvandrerghettoer som Gellerup, Vollsmose og Mjølnerparken er der ved at udvikle sig muslimske parallelsamfund. Det er samfund i samfundet med deres eget værdigrundlag, der strider mod danske værdier som frihed, demokrati og ligestilling. En central del af disse parallelsamfund er selvbestaltede domstole, der dømmer efter koranens regler, sharia.

Vi vil ikke acceptere, at der opstår samfund i samfundet, der har sine egne domstole og regler, og som ikke accepterer de danske myndigheders indblanding. Derfor skal indsatsen mod parallelsamfund være en integreret del af integrationspolitikken fremover.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

0:000:00