Knud Aarup: Kommentariatet misforstår tyngden af Statsministerens nytårstale  

KRONIK: Kritikerne af Statsministerens nytårstale var stort set enige om, at talens omdrejningspunkt var et lille emne. Men i virkeligheden adresserede hun store, samfundsmæssige problemer, skriver Knud Aarup, landsformand i Bedre Psykiatri.

Af Knud Aarup
Landsformand, Bedre Psykiatri

Utrygheden i Danmark er stigende, den gensidige tillid er faldende, og lige om lidt ligner Danmark mere England eller Sverige, hvor de velstillede må bo bagved mure og hegn og har private vagter. Det er denne negative udvikling, statsministeren taler op imod i sin nytårstale.

Bandeskyderier, bombeeksplosioner, beskydning af sagesløse med fyrværkeri og vanvidskørsel nævnte Mette Frederiksen selv, og hun kunne have nævnt andre eksempler. Alt dette har de sidste år undergravet danskernes generelle tillid, og det er farligt for velfærdssamfundet.

Skal det for alvor ændres, skal der skabes reelle lige muligheder for de svagest stillede, og det forudsætter en tidlig, målrettet social indsats – for problemerne har deres rod i en række utilstrækkeligheder på hele det børnesociale område.

Kommentariatet forstår ikke problemets omfang
Som vanligt efter en nytårstale sad en række kommentatorer linet op til at kommentere talen, og i dagene efter er flere kommet til. Fælles for stort set alle i kommentariatet er en manglende forståelse for sociale dynamikker i det danske samfund.

Stort set alle oplevede, at statsministeren talte om en lille gruppe. Ingen af kommentatorerne, som dog dagligt forholder sig til hele paletten af samfundsmæssige problemer, havde nogen som helst proportioner at forholde sig til.

De ved åbenlyst ikke, at statsministeren adresserer store, omfattende samfundsmæssige problemer. Der er mere end 75.000 børn og unge under 18 år, som er udsatte af sociale årsager, fordi de er psykisk sårbare eller har et handicap.

Det er i den manglende eller for dårlige indsats i forhold til netop de grupper, at vi skal finde forklaringen på, at mere end 700.000 voksne fortsat befinder sig på overførselsindkomst til trods for den gode beskæftigelse i samfundet i øvrigt.

Det lille emne er kæmpestort
Statsministeren tog mere specifikt hul på de utilstrækkelige børnesociale indsatser i forhold til to grupperinger: Det ene vedrører de anbragte børn, hvor den sociale indsats ikke kommer tidligt nok eller er tilstrækkelig effektfuld til, at de unge kan udvikle deres muligheder for klare sig selv senere i livet.

Det andet drejer sig om alle de børn, som ikke bliver anbragt eller får social støtte, selv om de har behovet, fordi de sociale myndigheder lider af en ofte kulturelt betinget berøringsangst. Det handler først og fremmest om de ikke-vestlige drenge.

Når andelen af danskere, som er generelt utrygge, er vokset fra under 3 procent i 2004 til over 17 procent i 2017, når mere end halvdelen af personer på arbejdsløshedsdagpenge føler sig generelt utrygge, og når mere end hver fjerde beboer på Bispebjerg, Brønshøj og Ydre Nørrebro føler sig generelt utryg, så er det en konsekvens af den fejlslagne børnesociale indsats og den manglende mulighedslighed.

Og så bliver det såkaldt lille emne, Mette Frederiksen talte om, pludselig noget meget grundlæggende for det danske velfærdssamfund.

Samfundet griber ind for sent
Aktuelt er der omkring 12.000 anbragte børn og yderligere 2.000 mellem 18 og 22 år. I alt har 44.000 en forbyggende familiesag i kommunerne, men deraf er kun 5.000 under seks år. Gennemsnitsalderen for førstegangsanbringelser har i mange år ligget på omkring 12 år.

Når indsatsen sker, efter at puberteten er indtruffet, vil kompleksitetsgraden af den enkeltes problem ofte være meget omfattende. En sen indsats har derfor som regel fokus på problemer med barnet, for eksempel udadreagerende adfærd eller skoleproblemer, snarere end forældrene og deres manglende evne eller kulturelt fejlplacerede adfærd.

At vi i Danmark sætter ind for sent, rammer i alvorlig grad børn og unge med ikke-vestlig etnisk baggrund. Meget peger i retning af en kulturelt betinget berøringsangst i de sociale systemer, som betyder, at man ikke sætter tilstrækkeligt tidligt ind, når det gælder ikke-vestlige familier.

Konsekvensen kan ses ved, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er underrepræsenterede, når man ser på anbringelseshyppighed op til fire år – ja helt op til 12 år, men overrepræsenteret i statistikkerne efter det 12. år. Dertil kommer, at det stadig halter med at få ikke-vestlige børn tidligt i dagtilbud.

Konsekvenserne på lang sigt
Den for sene anbringelse får katastrofale konsekvenser for de tidligere anbragte som voksne. Som 25-årige har kun 20 procent af de tidligere anbragte taget en ungdomsuddannelse, mens 76 procent ikke-anbragte har taget en ungdomsuddannelse.

Igen er konsekvensen et liv på overførselsindkomst – mere end halvdelen af de tidligere anbragte er som 30-årige på offentlig forsørgelse. I forhold til børn med ikke-vestlig baggrund er konsekvenserne, at især drengene ikke får ungdomsuddannelse i samme omfang som personer med etnisk dansk oprindelse.

Næsten halvdelen af de ikke-vestlige mænd har som 25-årige ikke taget en ungdomsuddannelse, mens den tilsvarende andel for etniske danskere er på godt 30 procent. Den manglende ungdomsuddannelse har store konsekvenser for den senere tilknytning til det danske arbejdsmarked.

Der er store samfundsmæssige og personlige omkostninger ved den manglende eller for sene indsats. Det væsentlige er, at de unge ikke får fodfæste i livet og bliver i stand til at klare sig selv og sine. Samfundsøkonomisk er regnestykket lidt mere kompliceret.

Indsats på anbringelsesområdet har økonomiske fordele
Skal der laves en ordentlig samfundsøkonomisk analyse, skal der både indgå de direkte udgifter til overførselsindkomst, til de løbende offentlige sociale indsatser, udgifter til kriminalitet, politik, fængselsvæsen, de tabte bidrag til samfundsøkonomien i form af værdi af produktion og meget mere.

Men et forsigtigt bud er, at den samlede årlige belastning for den offentlige økonomi, som stammer fra de tidligere anbragte og dem med familiesager samt de ikke-vestlige drenge, mindst er på 25 milliarder kroner årligt.

Der er således også en god samfundsøkonomisk grund til statsministerens fokus på anbringelsesområdet. Men skal der tænkes i løsninger, er det klart, at det også handler om en væsentlig forbedret kvalitet for dem, som så ender med at blive anbragt.

Det er en anden historie, og det forudsætter en dybtgående omkalfatring af det børnesociale område med fokus på at fremme kvaliteten af de enkelte institutioner og af familieplejen. Barnet i centrum forudsætter en indsats, der reelt fremmer kvalitet og dermed effekt for de enkelte anbragte børn og unge, set i et livsperspektiv.

Trygheden under pres
Selvom 25 milliarder kroner er et stort beløb, handlede statsministerens tale ikke om den samfundsøkonomiske belastning. I stedet drejede talen sig om, hvordan de manglende børnesociale indsatser får betydning for udviklingen af sociale konflikter, om bombesprængning, bandeskyderi, og hensynsløs omgang med fyrværkeri.

Den kom til at handle om, hvilket samfund Danmark vil være.

Trygheden er under pres i det danske samfund, og med utrygheden forsvinder også tilliden. Tillid er noget definerende for det danske velfærdssamfund. Derfor handler nytårstalen om, hvor vi som samfund er på vej hen. Alt for store grupper, som lever efter egne normer uden for samfundsfællesskabet, er en udfordring for sammenhængskraften i samfundet.

Derfor er det på tide at pakke den store socialpolitik ud. Den, som handler om fredsikringen indadtil og udadtil, som den tidlige vesttyske forbundskansler Willy Brandt udtrykte i 1969. Nytårstalen handler derfor i bund og grund om Danmark som et socialt bæredygtigt samfund.

Men det er nok for svært for kommentariatet.

Forrige artikel Knud Aarup: Udsatte bliver ikke herre i eget hus ud fra gode intentioner alene Knud Aarup: Udsatte bliver ikke herre i eget hus ud fra gode intentioner alene Næste artikel Selveje Danmark: Tid og ressourcer er vigtigere end måltal om anbringelser Selveje Danmark: Tid og ressourcer er vigtigere end måltal om anbringelser