Knud Aarup: Ministerens handicapudspil er blottet for socialpolitisk vision

Jeg bliver så træt på de 750.000 borgeres vegne, når jeg læser social- og ældreministerens nye udspil.

Nu har rigtigt mange mennesker i lang tid ventet på, at ministeren tager hånd om den store utilfredshed med forholdene for børn, unge og voksne med handicap, psykiske eller sociale udfordringer og så bliver man spist af med mængder af rapporter og stort set ingen indhold.

Alene overskriften giver anledning til dyb mistillid. Hvorfor skal mennesker med handicap, psykisk sygdom eller socialt betingede behov for støtte pludselig nøjes med ligeværdige muligheder?

Mener ministeren og regeringen virkelig, at den enkelte handicappede skal affinde sig med at skulle opgive sine drømme om et eget liv og selvbestemmelse? Det ser unægtelig sådan ud for i handicapudspillet mangler fuldstændig en forståelse af, at mennesker med handicap, psykisk sygdom og sociale problemer vil have det samme, som vi andre har. De vil have et liv ligesom os og det de skriger på, er lige muligheder?

Ser vi på indholdet i udspillet, så savner jeg helt og aldeles socialpolitisk nytænkning og visioner

Knud Aarup
Debattør

Hvad ligger der i det spin imellem lige og ligeværdige? Den største frygt er for mig at se, at socialministeriet godt hjulpet af KL og finansministeriet engang for alle vil hamre en pæl igennem det veletablerede princip dansk socialpolitik om, at mennesker med særlige behov skal kompenseres for deres handicaps og andre udfordringer.

Kompensationsprincippet indebærer at alle får lige muligheder i livet netop fordi de kompenseres. Kompensationsprincippet har i mange år været udgangspunktet for social- og specialpædagogikken.

Det danske velfærdssamfund bygger på den grundholdning, at alle mennesker skal have lige muligheder og at livets udfordringer, hvad enten det er funktionsnedsættelser, psykiske udfordringer eller sociale problemer, ikke må føre til, at livet for den enkelte og familien af den grund skal være anderledes og dårligere.

Hvor er visionerne?

Socialpolitikken arbejder også ud fra den hovedregel, at det er samfundet og omgivelserne, som skaber de særlige vilkår. Det er i øvrigt også udgangspunktet i FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap hvor det i præamblen hedder: ”handicap er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.”

Personligt holder jeg meget af den meget sigende beskrivelse som den norske forfatter Jan Grue bruger i sin bog: 'Hvis jeg faller' fra 2021:

"Af og til glemmer jeg, at jeg er funktionshæmmet. En del af mig ved det altid på samme måde som jeg ved at jeg er 40 år, mand, gift med Ida og far til Alexander.

Kørestolen og hjælpemidlerne bruger jeg på samme måde som jeg bruger min frakke eller solbrillerne. Jeg tænker ikke rigtigt på dem.

Sårbarheden og risiciene blegner og bliver gennemsigtige. Jeg kan koncentrere mig om det liv jeg elsker, familielivet og mit virke som forfatter. Jeg kan hvile i et jeg, i en krop, som bare er mig.

Men verdenen glemmer aldrig. Den venter bare på en god anledning til at give mig en påmindelse."

Jan Grues beskrivelse rummer essensen af det liv og de vilkår, som mennesker med funktionsnedsættelse, psykisk sygdom eller sociale udfordringer må leve i og med. Det er samfundet, som ikke glemmer. Det er os, som ikke glemmer.

Og efterhånden taler vi ikke længere om retten til et almindeligt liv på lige fod med andre, som det står i handicapkonventionen. Vi gør det handicappede liv til et særligt liv og "de" skal på "det specialiserede socialområde" have krav på nogle særlige "services."

Det er det rene vanvid og det er ubegribeligt, at man ikke kan finde en bedre måde at implementere EU's konkurrencedirektiv

Knud Aarup
Debattør

Ser vi på indholdet i udspillet, så savner jeg helt og aldeles socialpolitisk nytænkning og visioner. Hvor er visionen om, at mennesker med særlige behov skal kunne få en liv som andre med selvforsørgelse og fod under eget bord (handikapkonventionen)?

Hvor er visionen om, at personer med udfordringer skal klare sig lige så godt i folkeskolen som gennemsnittet, og at de ikke skal sorteres fra, fordi de har en fysisk funktionsnedsættelse og er kørestolsbruger eller psykisk funktionsnedsættelse og lide af autismespekterforstyrrelse eller bliver ramt af en psykisk sygdom og som 10-årig får et behandlingskrævende anfald af social angst eller…. – og jeg kunne blive ved.

Mere end halvdelen af disse børn og unge med særlige behov får ikke folkeskolens afgangseksamen eller en ungdomsuddannelse. Og langt hovedparten ville kunne klare en ungdomsuddannelse hvis de fik støtte i folkeskolen og folkeskolen havde større fokus på specialpædagogikken.

Der mangler en minister med en vision om at øge arbejdsstyrken gennem en mere effektiv støtte til børn og unge med særlige behov.

Tænk hvis ministeren kunne sende en sag frem til regeringens økonomiudvalg/koordinationsudvalg og bekendtgøre, at hvis det konkrete politik-udspil fra socialministeriet blev vedtaget, så ville man kunne øge arbejdskraftudbuddet med mere end 10.000 årligt. Igen - hvor er visionen?