Lokalpolitikere: Tomme, engelske ord fylder for meget på socialområdet. Det er både arrogant og snobbet

Absurde systemkoder 

I øvrigt kan vi passende oplyse om, at CTI er en betegnelse, som dækker over terminologien "Critical Time Intervention" — en indsatsmodel, der er designet til at støtte sårbare personer i kritiske overgangsfaser, hvor man blandt andet forebygger, at borgeren falder tilbage i en svær livssituation (eksempelvis hjemløshed), når vedkommende flytter fra en institution eller et midlertidigt opholdssted til egen bolig.

Det er absurd. Vi har erstattet et menneskes navn og identitet med en kold systemkode. "Housing First", "ACT", "ICM", "Recovery" og "Empowerment".

Det lyder måske smart i en konsulentrapport, men for den hjemløse eller den psykisk sårbare er det bare tomme, tekniske betegnelser, der i bedste fald kun skaber afstand.

Det er absurd. Vi har erstattet et menneskes navn og identitet med en kold systemkode.

Line Ervolder (K) og Niels Peder Ravn (K)
Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation og Socialudvalget

Jo mere vi taler om mennesker i systemets sprog, jo mindre ser vi dem som mennesker. De bliver i stedet "sager", der skal ekspederes gennem systemets maskine, hvis brugsanvisning er skrevet på et sprog, borgerne ikke selv ejer.

Som konservative har vi en indbygget modstand imod denne objektivering. Et menneske har en ukrænkelig værdighed, og den værdighed bliver trådt under fode, når man reduceres til en forkortelse i en journal.

Alle partier stemte imod 

Vi forsøgte faktisk at gøre noget konkret ved hele miseren. 22. april fremsatte vi forslag i Socialudvalget i Københavns Kommune om at styrke brugen af dansk.

Kravet var simpelt: Kan det siges på dansk, så skal det siges på dansk. Internationale metoder skal altså forklares, så borgeren kan forstå sin egen sag.

Men her faldt masken for vores politiske kolleger. Fra Enhedslisten til Liberal Alliance mødtes man i en rørende og dybt bekymrende enighed: Alle stemte imod.

Begrundelsen var tynd: Fagpersoner kan jo bare oversætte for borgeren. Det bekymrende er, at netop den tilgang er selve definitionen på umyndiggørelse.

Det er et aktivt valg om at holde borgeren i en tilstand af evig afhængighed, hvor de altid skal have en "faglig tolk" ved deres side for at forstå deres eget liv.

Det er ikke hjælp. Det er sprogligt formynderi.

Magt handler ikke kun om love og paragraffer. Den farligste magt er den skjulte. Den, der ligger i journalens sprog og de lukkede fagtermer.

Når systemet sidder på koden, har systemet al magten. Borgeren bliver en gæst i sin egen sag.

Line Ervolder (K) og Niels Peder Ravn (K)
Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation og Socialudvalget

"Bolig først" er ikke mindre videnskabeligt 

Når systemet sidder på koden, har systemet al magten. Borgeren bliver en gæst i sin egen sag, der pænt må vente, mens de kloge hoveder forklarer, hvad der skal ske med dem.

Det er det modsatte af selvhjælp. Det er det modsatte af konservativ socialpolitik. Man bliver dobbelt udstødt: Først af sin sygdom eller andre nedbrydende livsbegivenheder, og dernæst af det sprog, der ellers skulle forestille at række hånden ud.

Ingen er imod international forskning. Og slet ikke det Konservative Folkeparti.

Men vi må kræve, at vores forvaltning og vores politikere har respekt nok for borgerne til at tale et sprog, alle forstår.

"Bolig først" er ikke mindre videnskabeligt end "Housing First". Det er bare mindre snobbet. Og langt mere værdigt.

Det her er et spørgsmål om, hvem systemet er til for. Er det til for at pleje fagfolks behov for at lyde kompetente, eller er det til for borgerne?

Lad os nu bare kalde en spade for en spade. Alt andet er en hån mod de mennesker, vi påstår, vi vil hjælpe.