Lisbeth Knudsen: Vi har intet lært af Britta-sagen

KOMMENTAR: Den ubetinget kedeligste publikation på året er Rigsrevisionens rapport om statens regnskab. Den er samtidig et helt absurd indblik i, hvor meget tillid vi har til staten, og hvor meget administrativ kvalitetskontrol vi mangler i den samme stat.

Forargelsen kendte ingen grænser og bodsgangen heller ikke over det årelange kontrolsvigt, da en medarbejder i Socialstyrelsen for to år siden blev taget i at have svindlet staten for mange millioner af kroner. Hvordan kunne det dog ske og så så længe?

Britta Nielsen-sagen blev symbolet på en offentlig administration præget af en misforstået tillidskultur, af konstante organisationsforandringer og af mangel på helt basale regnskabskontroller.

Så har vi haft sagen om svig og bedrag i Forsvarets Ejendomsstyrelse, der krævede en kæmpe oprydningsproces og udløste genopdragelseskurser til alle forsvarets chefer i betroet og ordentlig omgang med statens midler.

Og hvad lærte vi så lige af det? Hukommelsen i forhold til administrative møgsager i staten må virkelig være meget kort. Når man læser Rigsrevisionens netop udsendte rapport om statens forvaltning i 2019, forstår man ikke, hvis der er ret mange chefer i statens område, der sover godt om natten.

Hvordan i alverden skal vi som borgere have tillid til systemer og strukturer i statens forvaltning af skatteborgernes penge, når man kigger ind i den rapport?

Ja, undskyld jeg spørger, men det er altså ret mange penge, der cirkulerer rundt her. Jeg er med på, at statens budget ikke er til en lille iskagebod eller håndværkerforretning.

At det er kæmpebeløb, der administreres, men så meget desto mere skulle man tro, at der fandtes ansvarlige procedurer for alting og styr på tingene. Man skulle tro, at vi i det mindste lærer af sådan noget som Britta-sagen.

"Et stort antal virksomheder fordelt på ti ministerområder mangler funktionsadskillelse og har ikke tilstrækkelig kontrol med betalinger og opkrævning af indtægter. Det giver en stor unødig risiko for svig og fejl i regnskaberne," skriver Rigsrevisionen i sin revisionsrapport om statsregnskabet for 2019.

Rigsrevisionen konstaterer blandt andet, at medarbejdere i flere myndigheder har mulighed for at dække mulige spor, og det gør det "meget vanskeligt at afdække eventuelle sager om misbrug".

Og hvad var det så lige Britta Nielsen sagen netop handlede om? Hvorfor har vi intet lært? Bygningsstyrelsen, Banedanmark, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er blandt de institutioner, som får et rap over fingrene i Rigsrevisionens rapport.

Som om det ikke var nok, at staten ikke kan finde ud af at gennemføre den simple funktionsadskillelse og regnskabskontrol, som enhver mellemstor virksomhed bliver pålagt af en bare nogenlunde årvågen revisor, så er den også gal med it-sikkerheden. Endda i Udenrigsministeriet. Her får man indtryk af, at døren står lige vel åben for de uinviterede.

Der er en række alvorlige huller i sikkerheden, som gør ministeriet sårbart over for it-angreb udefra, og det er reelt ikke muligt at forudsige skadevirkningen i tilfælde af nedbrud eller hackerangreb, skriver Rigsrevisionen.

Der foregår manglende test af beredskabsplaner for nedbrud og forsinket implementering af den internationale sikkerhedsstandard – den såkaldte ISO 27001.

"Manglerne medfører risiko for, at statens og borgernes oplysninger kompromitteres," skriver Rigsrevisionen i sin rapport og uddyber: "Rigsrevisionen finder, at der er tale om væsentlige mangler, og at manglerne er yderligere kritisable i lyset af, at Udenrigsministeriet – med netværk i mange lande – i høj grad er eksponeret for it-sikkerhedsmæssige trusler udefra".

Her tager man lige en dyb indånding. Hold da fast.

Når vi nu lige er blevet chokeret over, hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste måske indsamler ulovlige data uden demokratisk kontrol, skulle vi måske lige sørge for, at statens og borgernes data ikke bare forsvinder ud af vinduet ved muligheden for hacking af Udenrigsministeriets it-systemer.

Alle statslige virksomheder har siden 2014 skullet følge den internationale sikkerhedsstandard for it-sikkerhed kaldet ISO 27001. Men standarden er endnu ikke fuldt implementeret i Udenrigsministeriet, hedder det, selvom det skulle være sket i 2016. Hvornår mon det så sker? Hvad tænker udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om det?

Mindre ubehageligt, men ikke desto mindre temmelig angribeligt. er det, at staten åbenbart heller ikke kan finde ud af selv at overholde EU's udbudsregler. Sundhedsdatastyrelsen og Statens Serum Institut har ikke overholdt EU’s udbudsregler i ti konkrete indkøbssager. Udbudsreglerne skal blandt andet sikre gennemsigtighed og effektiv konkurrence og skal understøtte, at offentlige midler anvendes bedst muligt.

73 virksomheder fordelt på 18 ministerområder har foretaget regelbrud, fejl og mangler i lønforvaltningen i forbindelse med honorarbetalinger til råd og nævn og tjenestemandspension. Det har blandt andet som konsekvens, at medarbejdere ikke får den løn eller pension, som de har krav på. Gentager lige: Det var 18 ministerområder.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Børne- og Undervisningsministeriet har ikke en tilfredsstillende evaluering af deres tilskudsordninger. Dermed aner de glade givere rent faktisk ikke sådan systematisk, om tilskuddene fører til de ønskede resultater og effekter.

Erhvervsstyrelsen har lange sagsbehandlingstider, der betyder, at private virksomheder og små foreninger på nuværende tidspunkt må vente op til ni måneder, fra de indsender en udbetalingsanmodning, til de får udbetalt tilskud til udvikling af landdistrikterne.

Toppræmien i dårlig administration går ifølge Rigsrevisionen til Skatteministeriet, som fremhæves i årets rapport med adskillige dybt alvorlige påtaler.

Skatteministeriets administration af medarbejderes adgange til it-systemerne er så mangelfuld, at der er forhøjet risiko for besvigelser. Der var den igen – spøgelset fra Britta-sagen.

Skatteministeriet overholder ikke reglerne om at rykke for ubetalte skatter og afgifter og reglerne om at sende gæld til inddrivelse. Skatteministeriet overholder ikke reglerne om rentetilskrivning. Ministeriet har i en årrække tilskrevet både for meget og for lidt i rente på en række krav.

Skatteministeriet overholder ikke reglerne om inddragelse af nummerplader i forbindelse med ubetalte regninger på bilafgifter. Det betyder, at der kører cirka 195.000 køretøjer rundt på de danske veje, hvor nummerpladerne skulle have været inddraget.

Skatteministeriet har fortsat ikke – efter 12 års vedvarende kritik – etableret systemer og processer, der i al væsentlighed understøtter, at gæld for 130,2 milliarder kroner inddrives så effektivt som muligt.

Skatteministeriet har lange sagsbehandlingstider for anmodninger om refusion af udbytteskat. Det har medført renteudgifter for i alt 456 millioner kroner per 31. december 2019.

Ministeriet har endvidere udfordringer med udvikling af et nyt toldsystem, der er væsentligt forsinket, og hvor der er betydelig risiko for, at ministeriet ikke kan overholde EU-Kommissionens tidsfrister.

Gældsstyrelsen har ikke sikret, at der i tilstrækkeligt omfang bliver indgivet konkursbegæring mod insolvente virksomheder med gæld til det offentlige. Konsekvensen er, at virksomhederne kan fortsætte gældsopbygningen, og Rigsrevisionen vurderer derfor, at styrelsen ikke har gjort nok for at begrænse statens tab.

Vi ved godt, at det er galt fat i Skatteministeriet, men Rigsrevisionens opsamling på alle fortrædelighederne er rigeligt til en hel uges helaftensgysere. Hvert år udkommer Rigsrevisionen med den her slags rapportering om tilstanden i statens administration.

Jeg har haft lejlighed til gennem årene at læse flere af dem. Det gode spørgsmål er, hvordan tingene bliver fulgt op i de enkelte ministerier. Bliver tingene bedre? Skal der være en administrativ kvalitetschef i hvert af i ministerierne, eller hvem har ellers ansvaret for, at næste år ikke på samme måde bliver en gyser?

Selvfølgelig kommer alting aldrig til at køre helt fejlfrit og efter snorlige regler og procedurer, men når vi lovpriser det tillidsbaserede samfund, som vi gerne vil være, må vi også kunne stole på, at staten gør sig umage med at administrere de mange milliarder, som den skal håndtere på vores vegne.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen og VL-grupperne samt forhenværende formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Vi kan ikke være vores ældrepolitik bekendt Lisbeth Knudsen: Vi kan ikke være vores ældrepolitik bekendt