Mindeord: Holger Kallehauge er død
11. juni 2014 kl. 16.00
Holger Kallehauge blev 79 år og vil blive husket for en lang juridisk karriere, der endte med en landsdommerstilling ved Østre Landsret samt sin fremragende indsats inden for handicapområdet.
I 1961 startede Holger Kallehauge som sekretær i Justitsministeriet efter endt kandidateksamen, inden han i 1973 blev udnævnt til dommer i Københavns Byret.
I 1983 tiltrådte han som landsdommer i Østre Landsret, en stilling han besad frem til 2005, hvor han gik på pension. Sideløbende med dommergerningen varetog han forskellige juridiske tillidshverv ligesom han i perioden 1994-2008 var stedfortræder for Folketingets ombudsmand.
Engagementet i andre mennesker tog han med sig fra sit arbejdsliv, da han i 1973 blev formand for den daværende Polioforeningen, senere PTU. Her blev han hurtig et kendt ansigt i offentligheden, når han talte for, at mennesker med handicap også har ret til et liv som alle andre.
Udover at spille en stor rolle for hele handicapsagen var han også med til at udvikle PTU til en moderne og aktiv handicapforening, der søgte indflydelse og dialog.
Blandt de ting, som Holger Kallehauge især huskes for, er hans arbejde for, at FN i 2006 vedtog en handicapkonvention med ligeværdige rettigheder for mennesker med handicap.
Sideløbende med det handicappolitiske arbejde har han spillet en aktiv rolle foreningspolitisk inden for bl.a. Danske Handicaporganisationer og som handicaprådsformand på Frederiksberg.
Der skal et menneske af stort format til for at kunne rumme og udfylde alle disse roller så elegant og effektivt, som Holger Kallehauge har gjort det.
Lige til det sidste var Holger Kallehauge aktiv som formand for PTU. Senest arbejdede han bl.a. for, at Folketinget gør FN’s handicapkonvention til dansk lov, ligesom tilgængelighed for alle og beskæftigelse til mennesker med handicap fyldte en stor del af hans liv.
Holger Kallehauge stoppede som formand for PTU ved det ordinære repræsentantskabsmøde 25. juni.
Som et udtryk for Holger Kallehauges store indsats for det danske samfund, er han blandt andet blevet tildelt Retspolitisk Forenings Hæderspris, Hans Knudsen Medaljen, Rehabilitation International Award og senest blev han i september 2013 Ridder af Dannebrog af 1. grad.
Med Holger Kallehauges død har handicapbevægelsen mistet en af sine største kæmpere og personligheder.
Begravelsen annonceres ikke, men de, der alligevel ønsker at deltage, er velkomne.
Æret være hans minde.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Se kortet: 79 kommuner bruger knap tre milliarder kroner mere på socialområdet
- Alle sociale tilbud bør arbejde med bæredygtighed. Sådan har vi gjort på Kofoeds Skole
- Socialrådgiver til DH: Hvordan kunne det tage jer så lang tid at reagere på omstridt radioprogram?





















