Om  
Mette Gjerskov
Carsten Hansen

Mindeord: Mette Gjerskov var en principfast og folkelig akademiker med et stort solidarisk hjerte

Forhenværende minister og folketingsmedlem for Socialdemokratiet Mette Gjerskov er gået bort i en alder af 56 år. I den anledning skriver tidligere minister og gruppeformand for Socialdemokratiet Carsten Hansen et mindeord.

Forhenværende minister og folketingsmedlem for Socialdemokratiet var en folkelig akademiker, der stod fast på sine principper og havde et smittende humør og lattermildhed, skriver Carsten Hansen.
Forhenværende minister og folketingsmedlem for Socialdemokratiet var en folkelig akademiker, der stod fast på sine principper og havde et smittende humør og lattermildhed, skriver Carsten Hansen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Carsten Hansen

Meddelelsen om Mette Gjerskovs alt for tidlige død kom som et chok for mange af os, der kendte hende. Hun har været meget syg siden 2021, men at sygdommen var livstruende, vidste vi ikke. Derfor var det med stor sorg, da vi modtog meddelelsen om hendes alt for tidlige død.

Mette blev valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i 2005 for Roskilde-kredsen, og hverken hun eller vi andre i gruppen var i tvivl om, hvor hun kom fra på Sjælland – nemlig Roskilde eller nærmere Gundsømagle.

En stærk fortaler for solidaritet
Men vi var heller ikke nogensinde i tvivl om hendes engagement i både miljøet og hendes rolle i det internationale arbejde, der involverede at forbedre vilkårene for verdens dårligere stillede mennesker.

Mette kom frisk fra jobbet som leder af centeret for frivilligt socialt arbejde og som tidligere vicepræsident for Dansk Røde Kors. Herigennem opnåede hun erfaringer, der gav hende et stort udsyn, og som var medvirkende til at gøre hende til en stærk fortaler for solidariteten og de svageste i vores samfund.

Efter valget 8. februar 2005 udfoldede der sig en formandskamp mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen i april. Det handlede om, hvorvidt Socialdemokratiet politisk skulle lægge sig til højre eller venstre for midten. Med det værdisæt, som Mette Gjerskov repræsenterede, der bestod af ordentlighed og solidaritet, var der dog ingen tvivl om, at hendes svar var til venstre for midten.

En sjælden folkelig akademiker

Da Mette fyldte 40 år i 2006, blev der afholdt en mindre reception på Christiansborg. I den forbindelse faldt det i min lod, som nyvalgt gruppeformand, at holde en tale for hende. Jeg fortalte blandt andet, at hun var noget så sjældent som en ”folkelig akademiker”.

Mette var uddannet cand.agro. fra Landbohøjskolen, men alligevel gik hun i folk med træsko på. Hun sagde tingene, som de var, og som hun mente, at de burde være. Hun sagde helt åbenlyst fra over for urimeligheder og var aldrig bange for at deltage i en god debat.

Mette var ikke bange for at tage fat - hverken politisk eller i sin fritid. Hun havde selv med sine egne hænder bygget det hus, som hun boede i.

Politisk var hun ikke altid enig med partiets nye leder Helle Thorning, og det resulterede en gang imellem i nogen gode diskussioner på gruppemøderne. På trods af dette (eller måske derfor) blev Mette udpeget som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri under Helle Thornings første regering.

Et rødt hjerte

Mette var en god kammeret, og gennem hendes baggrund kom det til udtryk, at hun var fagligt velfunderet. Samtidig var man aldrig i tvivl om, når Mette deltog i en debat. For hendes humør og højlydte lattermildhed var smittende.

Hun var både et venligt og ærligt samt principfast menneske, der tog sine kampe for de værdier, som hun troede på. Som hun selv sagde: ”Jeg er opdraget til, at hvis man kan, så skal man”.

Mette Gjerskov vil blive savnet både på Christiansborg og i Socialdemokratiet for sit engagement og sit store, røde hjerte. Vores tanker går til hendes efterladte. Tak "tillidsmand".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Gjerskov

MF (S), ordfører for miljø og verdensmål
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993)

Carsten Hansen

Selvstændig public affairs-rådgiver, formand Odense Zoo, fhv. minister (S), fhv. MF
vvs-montør









0:000:00